Forside / Studietips / 3 overvejelser til at vælge de rigtige valgfag

3 overvejelser til at vælge de rigtige valgfag

Dine valgfag på studiet kan have stor betydning for, hvordan din fremtidige uddannelse og karrierevej udformer sig. F.eks. bruger mange studerende valgfagene som inspiration til deres speciale eller som adgangsgivende til fremtidige uddannelsesmuligheder. Det er derfor værd at bruge tid og ressourcer på at undersøge, hvilke valgfag, der er rigtige for dig og din profil. 

Vælg valgfag efter interesse

Først og fremmest skal du vælge valgfag, der interesserer dig. Måske er der fag eller emner, du har savnet i løbet af uddannelsen, og nu har du endelig muligheden for at supplere med dem. Hvis du har haft meget teoretiske fag, savner du måske nogle praktiske fag med konkrete cases eller modeller og metoder, som bruges i erhvervslivet.

Du kan også kigge på andre universiteter og se, hvad de udbyder af valgfag. Der er masser af muligheder, hvis du ikke føler dig inspireret i dit eget universitets valgfagskatalog.

Vælg valgfag strategisk og skræddersy din profil efter ønskejobbet

Hvis du allerede nu ved hvilken karrierevej, du gerne vil følge, hvilken stilling du stræber efter eller hvilken virksomhed du gerne vil arbejde for, bør du overveje at bruge dine valgfag strategisk. Du bør undersøge hvilken profil eller hvilke kompetencer, det kræver at lande din drømmestilling, og vælge dine valgfag ud fra dette.

Måske bør du udvide dine kompetencer og vælge valgfag uden for dit område. Eksempelvis kan du vælge økonomi, hvis du læser marketing, da de to felter supplerer hinanden. Det kan også være, at det er mere relevant at specialisere sig i din ønskede karrierevej, dvs. hvis du læser marketing, kan du vælge B2B marketing, social marketing, branding osv., så du bliver ekspert i netop marketing.

Tips til research:

  • Spørge drømmevirksomheden hvilke kompetencer de søger.
  • Finde personer med lignende stillinger og spørge dem, hvilke valgfag og kompetenceområder de anbefaler ud fra deres erfaringer.
  • Kan faget bruges i din kommende bacheloropgave eller kandidatafhandling?

Vælg valgfag praktisk efter fagets form og indhold

Du kan også vælge valgfag efter fagets opbygning.

Hvis du har travlt ved siden af studiet med f.eks. arbejde, kan du vælge valgfag, hvor der er få undervisningstimer. Der er også stor forskel på, hvor stort pensum de forskellige fag har, og hvor meget af pensum der er obligatorisk og frivilligt.

Nogle gange står der også i fagbeskrivelsen, om der er meget gruppearbejde i faget. Hvis du hader gruppearbejde eller ikke har tid til at mødes før/efter timerne, bør du undgå disse fag.

Hvis du elsker eller hader bestemte eksamensformer, kan du bruge denne information som valgkriterium. Der er ingen grund til at vælge fag med mundtlig eksamen, hvis du er virkelig svag i den eksamensform eller vælge 4 timers skriftlige prøver, hvis du arbejder dårligt under pres.

Til sidst er der også stor forskel på fagets sværhedsgrad. Hvis du går efter et højt gennemsnit, kan du vælge fag, hvor det er let at score en høj karakter.

Tips til research:

  • Find frem til tidligere studerende, der har fulgt faget: Hvad er deres udbytte af faget? Levede det op til forventningerne?
  • Undersøg underviseren: Hvilke andre fag underviser personen i? Har personen et godt ry blandt tidligere studerende?

Sofie Hansen

Sofie er skribent hos Talentguiden og skriver både portrætter og karrieretips. Hun er uddannet cand.merc.kom på CBS og arbejder nu som projektkoordinator hos CUBES Software.

More Posts

Follow Me:
LinkedIn

Se Også

Sådan netværker du som introvert

Vi hører det hele tiden: Hvis du vil frem i livet – så netværk! Men ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *