Forside / Studenterportrætter / Mød Mia Ebbesen, Juniorkonsulent hos YoungConsult, der går målrettet mod en international karriere under sit studie
Mia Ebbesen

Mød Mia Ebbesen, Juniorkonsulent hos YoungConsult, der går målrettet mod en international karriere under sit studie

22-årige Mia Ebbesen er fuldt opsat på at få en international karriere i udlandet. At rejse har altid været en stor del af hendes liv, og hun har allerede oplevet mere af verdenen, end de fleste nogensinde kommer til. Om sommeren arbejder hun frivilligt i ulande, hvor hun underviser i engelsk og hjælper udsatte børn og unge. Derfor faldt valget af uddannelse helt naturligt på Business Language and Culture (BLC) på Copenhagen Business School, som kombinerer økonomi og sprog.

Ved siden af studiet arbejder Mia benhårdt hos konsulentvirksomheden YoungConsult, hvor hun løser virkelige business cases for virksomheder. Her har hun muligheden for at få relevant erhvervserfaring, samtidig med at hun styrker sit netværk og sparre med ligesindede, ambitiøse studerende. Hun er målbevidst og bliver motiveret af at opleve succes i både sit private såvel som professionelle liv.

“Vi er utroligt privilegerede i Danmark, og folk tager mange ting for givet. Det sætter livet i perspektiv at komme ned og se, at ikke alle har de samme vilkår som os.”

Artiklen fortsætter under grafikken

Mia Ebbesen

Alder: 22 år
LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/miaebbesen
Bachelor: BSc. Business, Language and Culture (spansk) på Copenhagen Business School
Nuværende stilling: Juniorkonsulent hos YoungConsult
Frivilligt arbejde: Frivilligt arbejde i udlandet hvert år
Største succes: At opleve flere lande end mange nogensinde kommer til, inden jeg fyldte 22 år.

Priviligerede, danske studerende

Mia har om nogen lært at sætte pris på de privilegier, som danske studerende har herhjemme. Gennem sine rejser til udsatte områder i blandt andet Asien og Sydamerika har hun fået et udsyn, som hun ikke vil være foruden.

“Vi er utroligt privilegerede i Danmark, og folk tager mange ting for givet. Det sætter livet i perspektiv at komme ned og se, at ikke alle har de samme vilkår som os. Man bliver taknemmelig for selv de mindste ting i livet, og det giver stor glæde at gøre en forskel for andre mennesker,” fortæller Mia og fortsætter:

“Jeg har været på Bali i én måned, hvor jeg underviste børn mellem 6-12 år i engelsk og hjalp til i børnehaven. Derudover var jeg i et af de fattigste, mest udsatte og farligste områder i Argentina i én måned. Her underviste jeg engelsk til børn mellem 7-15 år, hjalp i børnehaven og tog mig af AIDS-ramte børn og babyer helt ned til 7 måneder. Til sommer rejser jeg til Guatemala i en måned og arbejder med udsatte og handikappede børn.”

Med interessen for at rejse og opleve er BLC også den helt rigtige uddannelse for Mia.

“Min uddannelse på BLC beriger mig med muligheder, som mange andre studieretninger ikke kan tilbyde – økonomisk orientering kombineret med sprog. Uddannelsen styrker ens kompetencer, hvis man ser sin fremtid på det internationale marked eller i udlandet, da sprog er essentielt på vores linje og derved klæder os på til at kunne arbejde i en international virksomhed.”

Studiejobbet er meget vigtig erfaring

Efter en længere rekrutteringsperiode blev Mia ansat hos YoungConsult. Et job som både giver vigtig erfaring og styrker netværket til andre unge, der har de samme interesser som hende selv.

“Det gavner én på længere sigt at være omringet af folk, der deler mange af de samme interesser som en selv. Folk, som kender ens evner og kompetencer, er vigtige at have i sit netværk, da disse relationer ofte er til stor hjælp. Det betyder også, at jeg kan bygge videre på min teoretiske viden med faglige og praktiske kompetencer. Det motiverer mig at lære på den måde, fordi det bidrager med nye perspektiver til mit studie.”

“Eksempelvis sidder jeg lige nu med en case, hvor et voksende tøjbrand ønsker at gå på nye internationale markeder. Her benytter jeg min viden om kulturforskelle, når vi skal undersøge og planlægge, hvilke markeder kunden skal gå til,” forklarer Mia.

En ting er de konkrete cases, hvor teori bliver omsat til praksis, men Mia fortæller ligeledes, at jobbet også lærer hende nye ting om sig selv, særligt i forhold til hvordan hun indgår i teams på tværs af faglige interesser og erfaringer.

“Jeg er et konkurrencemenneske og har altid været det. Derfor har jeg mine prioriteringer i orden, når det kommer til job, studie og privatliv.”

Danmark er for småt

Der er ingen tvivl om, at Danmark allerede nu synes for småt til Mia, der allerede i en alder af 22 år har rejst mere, end de fleste når på et liv. Men det er stadigvæk ikke nok, og derfor tager Mia også et semester i udlandet.

“Jeg skal på udveksling til Madrid på Universidad Alfonso X El Sabio. Her skal jeg blandt andet studere international økonomi, marketing og strategisk planlægning. Dette kommer til at øge mine spanske sprogkompetencer og vil berige mig med mange nye oplevelser, mennesker og netværk. Jeg elsker at udforske nye steder og kulturer, og selvom Madrid er i Europa, er vi jo forskellige på mange måder.”

Og udover et semester i Madrid har hun også hele tiden haft i tankerne, at kandidaten og karrieren skal fortsættes uden for Danmarks grænser.

“Jeg ser mig selv i udlandet i en stor international virksomhed, hvor jeg kan drage nytte af de solide kompetencer, jeg har fået med på vejen fra CBS. Min uddannelse er bred og åbner mange døre i forhold til min karriere, så det svært at sige, hvilket felt jeg ender indenfor på nuværende tidspunkt. Det har hele tiden været min plan at tage min kandidat i udlandet med CEMS-programmet, da jeg ser mig selv i udlandet på længere sigt.”

Jeg siger aldrig nej til en udfordring

Succes er noget, der giver Mia et kick – og det er uanset, om det er på arbejdet, på studiet eller på det personlige plan. Derfor siger Mia heller aldrig nej til en udfordring.

“Jeg ved, hvad jeg vil med mit liv, og jeg går altid hundrede procent efter mine mål. Jeg er et konkurrencemenneske og har altid været det. Derfor har jeg mine prioriteringer i orden, når det kommer til job, studie og privatliv. Jeg elsker at investere i mig selv i forhold til karrieren og få nye kompetencer og derved se, hvor langt det kan bringe mig. Jeg siger aldrig nej til en udfordring og bliver utrolig motiveret af mine succesoplevelser gennem livet, som giver masser af gå-på-mod.”

“Den bedste følelse for mig er at se resultater indenfor de områder, man er engageret i, såvel som områder man er udfordret i og må kæmpe mere for. Det skaber ikke kun selvtillid, men en følelse af at det, man har kæmpet for, har været alle anstrengelserne værd.”

Mias 3 bedste råd til ambitiøse studerende

1. Find dine egne metoder, og hold dig til dem.

2. Følg altid dit instinkt, når det kommer til studie såvel som jobmuligheder.

3. Find en study buddy, som ligger på samme akademiske niveau, og støt hinanden gennem eksaminerne. Dette kan kun garantere en bedre karakter.

Sofie Hansen

Sofie er skribent hos Talentguiden og skriver både portrætter og karrieretips. Hun er uddannet cand.merc.kom på CBS og arbejder nu som projektkoordinator hos CUBES Software.

More Posts

Follow Me:
LinkedIn

Se Også

Karrierecoach: Kom i mål med LinkedIn-anbefalinger

Unge er for dårlige til at bruge referencer på LinkedIn, hvis du spørger karrierekonsulent, Lis ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *