Første gang Kasper Kent havde mundtlig kommunikation på RUC, gav det et sug i hans mave. Da han som del af kurset holdt tale for 150 medstuderende, kunne han mærke, at det var den vej, han skulle gå. Der var kun et problem; de få virksomheder, der beskæftiger sig med rendyrket retorik, de søger kun retorikere. Det vil sige, at det er folk uddannet fra Københavns Universitet og Aarhus universitet.

Det slog dog ikke Kasper af pinden. Han fandt sin stædighed frem og søgte jobbet som rådgivende retoriker hos Rhetor, selvom han måtte gå utraditionelle veje for at komme ind.

Artiklen fortsætter under grafikken

Kasper Kent

Alder: 30 år LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/kasper-kent-36aa2174 Bachelor: Socialvidenskab (RUC) Kandidat: Cand.Comm. (RUC) Nuværende stilling: Rådgivende retoriker hos Rhetor Tidligere erfaring: Besttellers, RUC, Akademiet for Talentfulde Unge

Nægtede at gå på kompromis med uddannelsen

Kasper startede på den Samfundsfaglige Basisuddannelse på RUC. Han læste om økonomisk rationalitet, politiske styringsmodeller, og hvad han selv betegner som nørdet sociologisk teori. Det endte med en bachelor i Socialvidenskab. Men der manglede noget. Det var først, da han kom over på Kommunikation, at han fandt ud af, at det var mundtlig kommunikation og især retorik, der skulle være hans karrierevej.

”Jeg var ret glad for det, men der manglede noget. Da jeg kom over på Kommunikation, vidste jeg bare, at jeg ville lave noget med mundtlig kommunikation. Jeg fik faktisk ikke det kursus, jeg havde ønsket, men jeg gik ikke på kompromis, jeg brokkede mig, indtil de lod mig tage kurset, og det har jeg ikke fortrudt.”

Selvom det var kommunikationen – og især retorikken – der vandt Kaspers interesse, er han dog glad for, at han med sin uddannelse fra RUC kan trække på sin ”anden” faglighed.

”Jeg oplever tit, at jeg alligevel kan bruge alle de timers Foucault-læsning til noget – jeg har et bredt perspektiv.”

Vedholdenhed, netværk og held

Kaspers jobs under studiet har været præget af historiefortælling og undervisning. Før jobbet hos Rhetor var han ansvarlig for PR og kommunikation hos BestTellers, en lille virksomhed der er eksperter i historiefortælling. Derudover har han gennem sin studietid opsøgt opgaver, der handlede om formidling og undervisning i retorik. Dette førte til undervisningsforløb for både gymnasieelever og to kurser i eksamensretorik for førsteårsstuderende hos RUC.

Disse erfaringer viste sig relevante nok til at give Kasper en jobsamtale hos Rhetor, men Kasper blev ikke valgt i første omgang, selvom han var sikker på, at jobbet ville gå til ham.

”Det slog mig lidt ud. Grunden til jeg fik det i sidste ende, var tre ting: vedholdenhed, netværk og held. Jeg forsøgte at holde den gode kontakt med Rhetor ved lige. Jeg stødte ind i min nuværende chef, Kell, til en bogreception hos min specialevejleder, Jonas Gabrielsen. Over et par øl fandt vi ud af, at jeg da skulle prøve at komme i praktik hos Rhetor.”

Selvom det blev en anden vej ind på Rhetor end Kasper umiddelbart troede, slog det ham ikke ud. Tværtimod arbejdede han hårdere for at præstere, så de kunne se, at han var uundværlig.

Those who tell stories rule the world

Da Kasper fik foden inden for hos Rhetor, blev en måneds praktik til fire måneders løntilskud, der blev til otte måneder som trainee. Først efter disse perioder var der en fast stilling til ham, som retorisk rådgiver.

På Rhetor laver Kasper en masse forskellige ting, hvoraf undervisningen udgør den største del.

”Som retorisk rådgiver er der Ikke to dage, der er ens. Jeg underviser en hel del. Men der er også dage, hvor jeg bare sidder og skriver – for eksempel taler. Andre gange har jeg en-til-en sparring med ledere, der gerne vil have mere gennemslagskraft. Her arbejder vi både med budskab og performance. Udover mine kundeopgaver er jeg også med til at markedsføre Rhetor.”

Jobbet hos Rhetor kræver, at man har fagligheden på plads, og at man er en god formidler. Når Kasper underviser ledere i mundtlig kommunikation, ligger en del af troværdigheden netop i hans egen sproglige kunnen. Kasper mener selv, at det kan være en arbejdsskade, at han tror på sit yndlingscitat: ”those who tell stories rule the world”, men for ham, har en passion for retorikken og historiefortælling åbnet op for drømmejobbet – også selvom der ikke stod cand.mag. i retorik på eksamensbeviset.

Kaspers tre gode råd til ambitiøse studerende

1. Sørg for at have fagligheden på plads, men fokuser også på de mere praktiske færdigheder. Skriver du suverænt gode noveller, fortæller spændende historier eller synger du som en drøm, kan det give dig en interessant profil og gøre, at du adskiller dig fra den gængse metervare.

2. Beslut dig for, at det er det, du vil og sæt alt ind. Jeg bliver aldrig a-kassens best practice-historie, og jeg tror egentlig ikke, at man skal efterligne mig – det var nemlig ikke mange jobs, jeg fik søgt, da jeg gik ledig. Men jeg havde et klart mål, og det kom mig til gode.

3. Glem dig selv og dine egne ønsker lidt. Når du ved, hvad du vil, og du går i gang med at søge jobs, så glem dig selv og dine egne ønsker lidt. Søg uopfordret til spændende virksomheder. Tænk grundigt over, hvad de har brug for, og læg vægt på det. Tilbyd dig også gerne i praktik og løntilskud.

[instagramy name= kasperkent info_pos= top info_layout= 1 shape= square size= 50 full_name= 1 bio= 1 style= default media= 6 link= file layout= grid columns= 3 ]

 

Alberte Fich Askgaard

Alberte læser til dagligt kommunikation på RUC og interesserer sig også for journalistik, SoMe og strategi. Hos Talentguiden skriver hun portrætter og redigerer desuden for VINKkbh.

More Posts

Follow Me:
TwitterLinkedIn