Kia Ellegaard Møller troede indtil 2010, at hun skulle være skolelærer. Opvæksten i en middelklassefamilie på Vestegnen lærte hende at rumme mennesker fra alle sociale lag og gav hende uundværlige kompetencer, som er en stor del af hende i dag. Rejsen ud i blogverden i 2009 blev dog for alvor et vendepunkt i hendes liv, og i dag er hun digital projektleder ved Benjamin Media.

Artiklen fortsætter under grafikken

Kia Ellegaard Møller

Alder: 29 år LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/kiaellegaard/da Bachelor:  Professionsbachelor, folkeskolelærer. Nuværende stillingDigital projektleder hos Benjamin Media 2016 Tidligere erfaring: Projektleder v. Bloggers Delight 2009-2014. Account Manager v. Mindjumpers 2014-2015 Mest kendt for:  7 år som influencer i DK og mit arbejde professionelt med influencers og indgående kendskab til influencermarketing.

Kia er en stolt Vestegnspige. Hun skjuler på ingen måde, hvor hun er fra, og hendes opvækst sidder dybt i hende den dag i dag.

”Min opvækst i Ishøj har gjort mig meget rummelig, og jeg har mødt alle slags mennesker i forskellige sociale lag i min skoletid. Jeg er blevet sindssyg god til at læse folk”, fortæller Kia, der er en rigtig people-person og ser de egenskaber, som hun har tilegnet sig fra barnsben som stærke kompetencer i sit private og professionelle liv.

Som folkeskolelærer er du en verdens klasse kommunikatør

Rejsen til, hvor hun er i dag, er taget af omveje, og Kia har måtte lytte til sin mavefornemmelse.

Hun uddannede sig til skolelærer, og under uddannelsen havde hun forskellige studiejobs på en heldagsskole for børn og unge med svære psykosociale diagnoser. ”Jeg kan huske, at jeg græd ofte, når jeg kom hjem”, mindes Kia, der synes, at det var sindssygt hårdt at stå som ung kvinde i starten af tyverne og håndtere så mange børn, der havde det svært.

”Jeg tror, at det var lige præcis de år, der gjorde, at jeg brændte ud – allerede inden jeg var begyndt som skolelærer”, fortæller Kia, der dog sætter pris på den erfaring, som lærer-livet har givet hende.

”Det er min styrke, at jeg har en anden profil. Min uddannelse som folkeskolelærer har hjulpet mig i min karriere, fordi man bliver en verdensklasse kommunikatør og uddannet til at forstå mennesker”, siger Kia og uddyber, at hun er meget praktisk og naturlig i arbejdet med digitale medier.

Bloggen blev en af Danmarks største

I 2009, året inden hun blev færdiguddannet skolelærer, startede hun en blog. Det skulle vise sig at være vendepunktet for hende, og i 2010 var hendes blog en af Danmarks største, og hun havde på daværende tidspunkt allerede et stort kendskab til branchen. Det kendskab blev en kæmpe mulighed for hende, da hun mødte nogle gutter, der så potentialet i at kommercialisere på blogs.

”De var meget tidligt ude i forhold til at kunne se mulighederne i influencermarketing, og jeg blev involveret som konsulent på projektet”, fortæller Kia.

Dette var de spæde skridt til Danmarks største bloggernetværk, der i dag er kendt som Bloggers Delight, og Kia blev fastansat som projektleder, da hun havde færdiggjort sit studie til skolelærer.

”Jeg signede 100 bloggere på omkring ti måneder. Det var en vild tid, hvor alt var nyt”, siger hun og fortæller videre, at hun har en kæmpe respekt for de mennesker, der førte hende ud på en ny karrierevej, der var langt fra skolelærerlivet. ”De her drenge lærte mig alt, hvad jeg ved om forretning, startups og tech-setups. De er virkelig dygtige”, fortæller Kia, hvis valg om at arbejde for Bloggers Delight definerede og ændrede hendes liv. ”Jeg fandt min passion”, konkluderer hun.

Headhuntet til Benjamin Media

Efter nogle gode og lærerige år ved Bloggers Delight arbejdede hun ved social media bureauet Mindjumpers som Account Manager. Bureauet adskiller sig især ved at have en del nordiske og internationale livsstilskunder, og have en klar ide om, at lokalisering af content på sociale medier er vigtigt. ”Her udviklede jeg mig virkelig fagligt. Jeg lærte utrolig meget om daglig projektledelse og budgetter”, fortæller Kia, der var ved Mindjumpers i to år.

”Jeg blev headhuntet til Benjamin Media, fordi de havde hørt mit navn i flere sammenhænge”, siger Kia, der ikke er i tvivl om, hvorfor hun blev headhuntet. ”Det er vigtigt at skille sig ud og finde sin passion. Når man har gjort det, kan man alt”, fortæller hun.

Kia Ellegaard Møller havde også hørt om Benjamin Media, og husets ry for at have et helt speciel ånd tiltalte hende. Som digital projektleder er alle dage forskellige. ”Du skal have et køligt overblik. Og en forkærlighed for processer og rammer”, fortæller hun. Det er også vigtigt at tænke ud af boksen, især når det handler om digitale medier, der er i konstant forandring.

Passion er drivkraften

Da Kia stiftede bekendtskab med den digitale verden, var hun ikke i tvivl om, at det var lige der, hun ville bruge sin tid og kræfter. ”Jeg er meget passioneret omkring digitale medier og influencermarketing”, fortæller hun og uddyber, at hun hele tiden dygtiggører sig ved deltage i workshops og følge med i tidens trends.

”Jeg har så mange professionelle ambitioner og mål, jeg vil nå, og det er klart fordi, at jeg brænder så meget for det, som jeg laver”, siger Kia, der har et stort talerør i kraft af sin blog, som hun stadig driver. ”Det giver mig et kæmpe kick, at jeg ikke kun rykker noget, når jeg er på job, men at jeg også kan tale til så mange folk gennem sociale medier og min blog”, afslutter Kia, der på nuværende tidspunkt har over 11.000 følgere på sin personlige Instagram.

Kia Ellegaard Møllers tre råd til studerende:

1. Få et relevant studiejob. Hvis ikke relevant, så semi-relevant.

2. Dygtiggør dig. Lav noget sjovt inden for det felt, du ønsker at arbejde. Min blog og mine år som influencer, åbnede døren for mig. Find din passion inden for dit felt. Indtag ekspertrollen inden for et snævert felt.

3. Altid vær et skridt foran. Vær kantet i din person. Det handler om at skille sig ud. Især i jobsøgning. Og vær åben om dine drømme og ambitioner, lad folk høre dig.

mm

Nathalie Meinhardt Lind

Nathalie er portrætskribent hos Talentguiden. Hun læser til dagligt Virksomhedskommunikation på Århus Universitet og interesserer sig for PR, marketing og kommunikation. Derudover arbejder hun som projektassistent hos Klix Kommunikation. Kontakt: nm@talentguiden.dk

More Posts

Follow Me:
LinkedIn