Forside / Karrieretips / Kom godt i gang med jobsøgningen som nyuddannet

Kom godt i gang med jobsøgningen som nyuddannet

Hvis du som nyuddannet står med det ene ben ude af studiet, men mangler en klar strategi for, hvordan du kommer videre, har du det som de fleste andre, der netop. Rigtig mange er i tvivl om, hvordan de får hul på bylden, og det kan være frustrerende. Her finder du inspiration om, hvordan du kommer i gang med jobsøgningen som nyuddannet og finder andre indgange til karrieren end den slagne vej – krydret med et par tips om at bruge dit netværk.

Hvem kan bruge en nyuddannet som mig?

Mange nyuddannede har et en klar karrieresti i tankerne. Men hvad sker der, hvis jobterningerne viser en toer og en treer i stedet for to seksere? Har du overhovedet styr på, hvor sådan nogle som dig ellers arbejder, eller er tankerne låst fast i en enkelt karriereforestilling? Det er en skam, når den oplagte vej mange gange flyder med konkurrenter til jobbene.

Find andre muligheder. De findes. Tjek en masse af dine medstuderende fra ældre årgange på LinkedIn og se, hvor de er endt. Der er rigtig gode chancer for, at der dukker inspiration op, som giver dig realistiske ideer til anderledes indgange til arbejdsmarkedet. Sandsynligvis med langt mindre konkurrence om jobbene end den slagne vej.

Spørg dig for. Simpelthen. Hvem kender dig, og hvem kender arbejdsmarkedet? Spørg din specialevejleder, en underviser, du har et godt forhold til, en brancheperson i dit netværk eller en helt fjerde, der kender både dig og arbejdsmarkedet. Tal med så mange som muligt. Fortæl, at du står i den situation, at du føler dig usikker på, hvad du skal gå efter. Spørg efter gode råd om, hvad der kan passe til dig, og hvor du finder den slags job henne. Mange gange ved de mennesker, der kender dig noget om dig, som du ikke selv har gennemskuet. Og hvem ved – måske kommer der en øjenåbner ud af det?

Brug Jobindex. ’Værktøj til uopfordrede ansøgninger’ på Jobindex er super brugbar for jobsøgere, der skal orientere sig om, hvor de passer ind. Lav en søgning med relevante input fra din faglighed og uddannelse. Resultatet er en oversigt over alle de virksomheder, der har søgt medarbejdere med dén profil siden 2007. Måske kan det inspirere dig til nye brancher og områder at søge inden for.

Få gang i dit netværk på sociale medier

Lige præcis det her æsel er så godt som pisket til døde, men det gør det ikke desto mindre vigtigt. Her er et par forslag til, hvordan du helt konkret gør.

Har du tænkt over, om der måske er nogen, der kender nogen, som gerne vil hjælpe dig? Lav en opdatering på både LinkedIn, Facebook, Twitter og måske andre sociale medier, hvor du gør opmærksom på, at du er flyvefærdig og til rådighed. Det kunne f.eks. lyde sådan her:

”Jeg er færdig som antropolog og leder nu efter arbejde. Min hovedinteresse ligger inden for brugerdrevet innovation. Kender du nogen, der har brug for ressourcer til at styrke aktiviteterne og produkterne med udgangspunkt i brugernes/kundernes/borgernes behov, ønsker og erfaringer? Det kan enten være i en privat virksomhed eller en kommune. Så sig til.”

Man ved jo aldrig, om din kusines venindes mand aftenen før har brokket sig over, at det er umuligt at finde kompetente plastingeniører eller marketingøkonomer med ordentlige tyskkundskaber. Og tænk nu, hvis der er nogen, der ikke ved, at de faktisk kan hjælpe dig. Det ville næsten ikke være til at bære vel?

Men der er slet ingen tvivl om, at du bliver meget mere interessant, hvis du selv byder ind. Hvis du selv deler interessant viden og besvarer andres spørgsmål i faglige  grupper, viser du, at du deler, og at du er netværker. Det er ofte et halvlangt træk, men du styrker dit professionelle brand på længere sigt også på den måde.

Sørg for guds skyld for, at du optimerer din profil og gør den attraktiv for dem, din aktivitet tiltrækker. Og det sker, hvis du gør det godt.

Kom i gang med netværksmøder

Lav netværksmøder med interessante mennesker. En kop kaffe (du kan jo tage kage med) og en snak om mulighederne. Spørg dem, hvad de foreslår, og få råd til, hvordan du kommer videre. Sørg for, at du også har noget at komme med: Kommentarer, gode råd, ideer og input af anden art. Det skal jo ikke kun være for din skyld, at I mødes.

Spørg dem, du har møde med, om de kan foreslå andre, det er relevant at tale med. Hvis du har budt positivt ind og givet værdi den anden vej, er folk som regel positive over for det spørgsmål. Måske vil den, du møder hjælpe med at lave kontakten – og ellers kan du henvise til ham/hende, når du skriver eller ringer.

Det er essentielt, at du ikke møder op med agendaen: ”Jeg skal sælge mig selv” eller ”Giv mig et job”. Gør du det, er det fuldstændig værdiløst for den, du taler med. Derfor skal du stille fagligt relevante spørgsmål, der viser interesse i din mødepartner og hans/hendes arbejde og virksomhed. Bliv klogere. Det er supervigtigt. Og når I har etableret en gensidig tillid, kan du spørge, hvad der er vigtigt at lægge vægt på, når du søger arbejde.

Forbered dig før møderne. Lav grundig research, så du fremstår kompetent og indsigtsfuld. Og husk nu, at research er MEGET mere end hjemmesiden og LinkedIn-profilen.

Start i det små med nogen, du kender, til du bliver tryg ved, at det fungerer godt. Så er det heller ikke så grænseoverskridende, og du er lidt tryggere i situationen.

Det er en ekstremt effektiv måde at netværke på. Men husk, at der er mange, der har misbrugt kaffemødekonceptet i så høj grad, at en temmelig mange mennesker forventer, at det er det rene tidsspilde. Jeg er selv begyndt at spørge, hvad folk forventer, at vi skal tale om – derefter hvad de forventer at byde ind med. Gør dig det klart.

Og så er det en god idé altid at slutte en samtale af med ’Kender du nogen, der kan bruge mine kvalifikationer?’ Også hvis du får afslag efter en i øvrigt positiv ansættelsesproces.

Steen Kræmer Rasmussen

Steen Kræmer Rasmussen er kommunikationsrådgiver, jobcoach og forfatter til Hit med jobbet - bogen om den ansøgning, der skaffer dig til samtale. Hit med jobbet fik fem stjerner af Henrik Ørholst i Dagbladet Børsen. Anmelderen gav også skudsmålet ”Bogen, du skal læse, hvis du vil lære at skrive en god ansøgning” på Twitter. Læs mere og køb bogen på http://www.hitmedjobbet.dk.

More Posts - Website

Se Også

Karrierecoach: Kom i mål med LinkedIn-anbefalinger

Unge er for dårlige til at bruge referencer på LinkedIn, hvis du spørger karrierekonsulent, Lis ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *