Forside / Studenterportrætter / Mød Louise Elly Meyer, klummeskribent på Ekstra Bladet og kommende praktikant hos Euroman
Louise Elly Meyer

Mød Louise Elly Meyer, klummeskribent på Ekstra Bladet og kommende praktikant hos Euroman

Hendes klummer er nået ud til mere end en kvart million læsere. De er blevet delt mere end 7.000 gange. Da hun skrev sit første debatindlæg, var hun i Go’ Morgen Danmark og forsvare det. Hun har diskuteret ligeløn i Aftenshowet, og så har hun debatteret fremdriftsreformen med en minister på Ekstra Bladet TV. Selvom hun kun er 24 år gammel, er hun allerede en vigtig stemme i samfundsdebatten.

Louise Elly Meyer studerer til daglig journalistik på Roskilde Universitet, men efter sommerferien vil hun være ny praktikant på Euroman, Danmarks mest læste livsstilsmagasin til mænd. Praktikstillingen blev en drøm, der gik i opfyldelse, men den blev også endnu et succesrigt karrieretrin for den engagerede og arbejdsomme journalist, som ved siden af studierne er klummeskribent på Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under grafikken

Louise Elly Meyer

Alder: 24 år
LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/louise-elly-meyer-486a6659
Bachelor: BSc. Politik og Administration og Journalistik
Kandidat: Cand.Comm. i journalistik
Nuværende stilling: Klummeskribent på Ekstra Bladet og kommende praktikant på Euroman
Tidligere erfaring:  Protocol, Politikens Debattør- og Kritikerskole, live-debatter på folkemødet, Ekstra Bladet TV, Go’ Morgen Danmark og Aftenshowet, presseansvarlig for Sophie Danneris (B), mediepraktikant på Realityportalen
Største succes: At få lov til at gå de Radikale på klingen omkring fremdriftsreformen under folketingsvalget i juni live på Ekstra Bladet TV

De hadefulde kommentarer og personangreb

Louise har tidligere deltaget i Politikens Debattør- og Kritikerskole. Det var også her, at hun skrev det debatindlæg, som skulle få afgørende betydning for hendes karriere. Indlægget havde titlen ’Snapchat har forvandlet mig til et hysterisk monster’, og det ramte en guldåre i debatten på daværende tidspunkt. Hun blev inviteret i Go’ Morgen Danmark, hvor hun skulle debattere den problemstilling, som indlægget rejste, men hun blev også inviteret til jobsamtale på Ekstra Bladet, da de var på udkig efter nye klummetalenter. Det var Karen Bro, som er chefredaktør på avisen, der tog imod Louise, da hun ankom. Chefredaktøren havde et afgørende spørgsmål, som hun ville stille Louise.

”Det første, Karen Bro spurgte mig om, var, hvordan jeg havde det med kommentarerne til mit Snapchat-indlæg. De var meget personlige og nedladende flere af dem. Jeg svarede, at hvis man stikker snuden frem, så får man også nogle dask. For hende var det vigtigste, at jeg kunne klare mosten. Og hun var i tvivl i starten. Det blev en drivkraft for mig at vise, at jeg godt kunne.”

Det kræver unægtelig en stærk person, hvis man vil være fremtrædende i den offentlige debat. Det duer ikke, at man har pikhud på fingrene, som Louise beskriver det. Hun beskriver, hvordan kommentarsporene til hendes klummer på Ekstra Bladet ofte kan være meget grove og personlige.

”En mand med brugernavnet Ib skrev engang til mig på Nationen under en af mine klummer, at jeg havde fede ben og hængepatter. Jeg grinede. Hvis jeg skulle tage den slags kommentarer personligt, så kunne jeg ikke lave andet end at stå og flæbe og være nærtagende ovre i hjørnet.”

Mange mennesker ville nok tage til genmæle og sende en sviner retur, men Louise håndterer personangrebene på en anden måde, som ofte overrasker afsenderen af den hadefulde kommentar.

”De kan være nogle lede sataner på Nationen, men det fine er, at man langt hen ad vejen kan imødekomme det ved at svare dem høfligt og ordentligt. De bliver helt perplekse, når de finder ud af, at jeg også bare er et menneske, der står op hver dag og spiser min morgenmad. Det lyder banalt, men sådan er det.”

Er man debattør og en stemme i den offentlige debat, må man affinde sig med de negative sider, som kan være ved jobbet. Louise har lært at skelne mellem de kommentarer, som er indholdsløse og overflødige, og dem som rent faktisk bidrager konstruktivt til debatten.

“Jeg var lidt genert og meget fokuseret på, hvad man kunne tillade sig at sige.”

Fra idé til udgivet klumme

Det kræver meget andet end blot at være tykhudet, hvis du vil være klummeskribent.

Udover du selvfølgelig skal have skrivesnilde, så er der en række andre ting, som er afgørende, hvis du vil læses og have folks opmærksomhed.

”Man skal være yderst observant og have en fin fornemmelse for, hvad der optager folk i hverdagen, og hvordan det er at være menneske i det hele taget. Hvordan føles sorg? Hvordan føles det at være single og studerende i 20’erne? Hvordan føles det at være førstegenerationsakademiker på universitetet? Netop derfor skal man ikke være bange for at bruge sig selv i sine historier. Det personlige element skaber identifikation hos læserne, og i min optik er det det, der giver dem lyst til at læse videre. Hvis ikke de kan mærke mig i det, jeg skriver, så virker det utroværdigt og postulerende.”

Louise er altid på udkig efter en ny vinkel eller sag, som hun kan tage afsæt i, næste gang hun skal skrive en klumme. Hun har et særligt redskab, som hun altid har med på sin vej, hvis pludselig den gode idé skulle opstå.

”Jeg har altid min røde blog og en kuglepen med mig rundt, hvor jeg skriver mine idéer ned. Det fungerer bedre for mig end mobilen. Og bloggen ligger altid lige ved siden af min seng. For det er ofte sket, at jeg lige akkurat har lagt mig helt perfekt under dynen, og så får jeg en idé med en tilhørende lind strøm af ord, der må skrives ned, inden jeg kan finde ro. Det må være en journalists forbandelse og gave på én gang. Tit er det en sætning, en strøtanke eller en overhørt samtale i regionaltoget, der bliver til en klumme.”

Netop ideprocessen er det, som tager længst tid for Louise, men når først ideen er på plads, så skriver klummen sig selv, siger hun. Det giver et sug i maven, hver eneste gang hun sender en klumme af sted til sin redaktør Mads Kastrup.

”Det føles lidt som en eksamen: Har jeg formået at skrive om noget, der er relevant, og som andre mennesker rent faktisk kan relatere til? Mads er god for skarp kritik.”

Dette spørgsmål må hun stille sig selv hver eneste gang, at hun skriver en klumme. Det er nemlig afgørende at skabe identifikation og debat hos læserne, ellers har hun ikke løst sin opgave. Når først klummen bliver lagt ud, gør Louise en dyd ud af at deltage i debatten, for her finder hun ofte nye perspektiver, som hun ikke selv havde tænkt over.

“Daværende uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen skrev et svar til mig i Ekstra Bladet lydende, at jeg bare skulle se at lave mine lektier. Det var en enormt vigtig debat, fordi den tvang ministeren til at forholde sig til elevernes og de studerendes perspektiv.”

De attraktive RUC’ere

Louise læser til daglig på RUC, hvor hun er i gang med sin kandidat i journalistik. Der er ofte stor konkurrence mellem de forskellige journalistuddannelser – for hvem producerer egentlig de bedste journalister? Det findes der nok ikke noget entydigt svar på, men Louise er ikke tvivl om, hvad netop uddannelsen på RUC har betydet for hendes karriere.

”Jeg har kombineret journalistik med politik og administration, og det har givet mig et solidt indblik i, hvordan vores samfund og politiske system er skruet sammen. Og den viden har givet mig sindssygt gode forudsætninger i journalistikken. Eksempelvis da jeg skulle diskutere ligeløn i Aftenshowet, og da jeg skulle debattere fremdriftsreformen med daværende minister Rasmus Helveg Petersen live på Ekstra Bladet TV. Min kombinationsbachelor har givet mig en fagligt funderet indgangsvinkel til at indgå i den slags diskussioner.”

Hvis man læser på RUCs journalistuddannelse, kommer man senere i praktik end på de andre journalistuddannelser. Praktikken ligger først efter et års undervisning på kandidaten, men det har sine fordele, mener Louise.

”Vi kommer sent i praktik sammenlignet med Journalisthøjskolen og SDU. Faktisk skal vi vente, til vi har gået et år på kandidaten. Til gengæld har vi en stærk teoretisk ballast og tid til at have relevant studiearbejde, inden vi bliver kastet ud i journalistpraktikken. Jeg har ladet mig fortælle, at det gør os mere attraktive.”

“Jeg har altid haft det som mål, at folk skal gide at læse, hvad jeg skriver, uanset om de er akademikere eller ufaglærte. Det er vigtigt for mig, at journalistikken ikke bliver elitær og ekskluderende.”

Studierelevante jobs banede vejen for praktik hos Euroman

Efter sommerferien starter Louise i praktik på Euroman. Det er en stor drøm, som går i opfyldelse, men hun var aldrig nået dertil uden sine studiejobs, siger hun. For ikke nok med hun har været i lære på Ekstra Bladet det sidste halvandet år, hvor hun har fået feedback fra nogen af landets bedste skribenter, har hun også haft andet studierelevant arbejde. Hun har været personlig assistent for Christel Skousen Thrane i Protocol, hvor hun udviklede sig enormt både personligt og fagligt.

”Jeg var lidt af en nordjysk solformørkelse i storbyen, da jeg startede som personlig assistent for Christel Skousen Thrane i Protocol. Jeg var lidt genert og meget fokuseret på, hvad man kunne tillade sig at sige. Protocol er et ledelsesnetværk for kvinder, og det er fyldt op med stærke og intelligente kvinder, som jeg ikke kunne undgå at blive inspireret af. Desuden blev jeg kastet ud i alle slags opgaver, og det var simpelthen så lærerigt,” fortæller Louise og fortsætter:

“Jeg har headhuntet mentorer, holdt matchsamtaler med vores medlemmer, skrevet nyhedsbreve og konferenceprogrammer, stået for kommunikationen mellem netværksmøderne og hjulpet med at udvikle mødeagendaer. Desuden hjalp jeg Christel med at researche og redigere til hendes bog ‘Iværksættersamfundet’ udgivet af Gyldendal Business i 2015. Med andre ord har jeg været en blæksprutte, og det har gjort, at der skal rigtig meget til, før jeg bliver stresset og usikker, selvom jeg bliver kastet ud på åbent hav.”

Christel lærte Louise vigtigheden af at sige det højt, som man ønsker sig, for ellers vil det aldrig ske. Det blev et vigtigt råd for Louise, som hun tog med sig videre. Det blev dog ikke efterlevet uden besvær, for janteloven var som limet til hendes dna, som hun beskriver det. I dag har hun forstået vigtigheden af, at man skal turde italesætte sine drømme.

”Hvis man gerne vil frem i verden, skal man for guds skyld ikke holde sig tilbage og være genert. Det er der simpelthen ingen grund til. Når vi holdte konferencer på Carlsberg med oplægsholdere og flere end 100 deltagere, var jeg bange for at tale med journalisterne og direktørerne, fordi jeg bare var en lille studentermedhjælper. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det er noget værre fis. Netværk er vejen frem, og det er sindssygt interessant at høre om, hvordan andre er kommet frem i deres karrierer.”

Hvis jeg drømte om noget, var det vigtigt for mine forældre, at jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt for at realisere det.”

Ambitionen med journalistikken

Louise er en ambitiøs journalist, som brænder for sit fag. Hun har en klar holdning til, hvordan journalistikken bør være, og hvad den skal kunne. Det er afgørende for hende, at når hun skriver, skal det være vedkommende for alle.

”Jeg har altid haft det som mål, at folk skal gide at læse, hvad jeg skriver, uanset om de er akademikere eller ufaglærte. Det er vigtigt for mig, at journalistikken ikke bliver elitær og ekskluderende.”

Udgangspunktet for den journalistik, som Louise efterstræber at formidle, har et meget klart udgangspunkt.

“Kunsten er at formidle viden, så folk rent faktisk gider lytte og læse. Det, synes jeg, er det allermest spændende ved journalistikken: det evige forsøg på at oplyse folk og fange deres interesse.”

Det, som giver hende et professionelt kick, er følelsen af, at folk kan relatere sig til det, som hun skriver. Det er her, hun finder mening med sit fag. Hun beskriver, hvordan tolvtals-debatten var et særligt eksempel på dette.

Jeg skrev et indspark i tolvtals-debatten, der især har været ophedet på Politiken. Min pointe var, at folk ikke skal stresse over karakterer. De skal gøre deres bedste og sørge for at få erhvervserfaring og blive helstøbte mennesker. I kølvandet på den klumme var der flere gymnasiepiger, der skrev til mig, at de havde det helt vildt dårligt og havde fortrudt deres ensporede karakterræs i gymnasiet. De følte, de var gået glip af en masse. Jeg fik helt ondt i maven af at læse det, men det betød også, at indlægget var vigtigt, og at det havde ramt rigtigt i forhold til en følelse, som mange elever og studerende går rundt med. Daværende uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen skrev et svar til mig i Ekstra Bladet lydende, at jeg bare skulle se at lave mine lektier. Det var en enormt vigtig debat, fordi den tvang ministeren til at forholde sig til elevernes og de studerendes perspektiv.”

Louise er meget bevidst om, hvad der skal til for, at hun kan opnå sine drømme. Hun er ikke opvokset med en guldske i røven, men derimod en opdragelse som lærte hende, at man ikke kommer sovende til noget som helst. Hun har lært, hvor mange morgenkåber der skal lægges sammen på et dampvaskeri, hvis man vil have råd til et par nye Diesel-bukser, som hun siger.

Hvis jeg drømte om noget, var det vigtigt for mine forældre, at jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt for at realisere det. Der var ingen undskyldninger. Ville jeg gerne have nyt tøj, måtte jeg arbejde. Ville jeg gerne være den bedste til håndbold, så måtte jeg træne, selvom det gjorde ondt. Ville jeg gerne være journalist, måtte jeg lave alle min lektier og gøre en ekstra indsats. Det har helt klart givet mig en slidermentalitet, som kan være rigtig produktiv.”

Tre gode råd til andre ambitiøse studerende

1. Kom ud over stepperne. Hvis man gerne vil være debattør og/eller klummeskribent, så skal man arbejde på at være synlig i den offentlige debat. Det bliver man ved at sende debatindlæg til dagbladene og ved at være aktiv på Facebook og Twitter i de debatter, der huserer.

2. Du skal tage stilling og vinkle skarpt. Det er en rigtig god idé at følge med på dagbladenes debatsektioner og tage stilling til de indlæg, der er der. Mener jeg det samme, det modsatte eller noget helt tredje? Skriv reaktionerne ned, og skriv dem skarpt. En tydelig vinkel er alfa omega, ellers træder ens holdning ikke tydeligt frem, og så gider folk ikke læse med.

3. Tag imod kritik med kyshånd. Man skal ikke være nærtagende, når det kommer til kritik. Hvad enten det kommer fra familie, venner, ens chef eller underviser. Det er en gave, når folk gider kommentere og bruge tid på det, man har skrevet. Det er den bedste måde at udvikle sig på, og det giver desuden en fin fornemmelse for, hvordan ens indlæg vil blive modtaget af andre. Hvis ens ven eller underviser har misforstået ens pointe, så er der stor sandsynlighed for, at andre også vil gøre det, og så må man rette til.

Jeppe Karlsson

Jeppe har stor interesse for politik, medier og mennesker. Han er altid på udkig efter den gode historie, der kan inspirere og motivere hans læser. Til daglig er han journaliststuderende på RUC og har tidligere arbejdet med PR og tekstforfatning hos Frivilligcenter Odense. Kontakt: jk@talentguiden.dk

More Posts

Follow Me:
Twitter

Se Også

Karrierecoach: Kom i mål med LinkedIn-anbefalinger

Unge er for dårlige til at bruge referencer på LinkedIn, hvis du spørger karrierekonsulent, Lis ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *