Forside / Studenterportrætter / Mød Amalie Elmark, professionel violinist, der som 24-årig bl.a. har spillet i Carnegie Hall og for Kronprinsparret.
Amalie Elmark talentguiden

Mød Amalie Elmark, professionel violinist, der som 24-årig bl.a. har spillet i Carnegie Hall og for Kronprinsparret.

Amalie Elmark er gået en utraditionel vej med sit karrierevalg og har gjort den klassiske musik til sin levevej. Med et stort talent har hun allerede som 24-årig bevist sine evner og har som en af de få en musikuddannelse fra Juilliard i New York samt en track record, der rummer flere af verdens største scener. Talentguiden har snakket med hende om, hvad der motiverer hende, hvordan man holder ild i den oprindelige fascination og hvad det kræver at blive blandt de bedste inden for hendes branche.

Artiklen fortsætter under grafikken

Amalie Elmark

Alder: 24 år
LinkedIn: linkedin.com/in/amalie-elmark-3282b6112
Bachelor: The Juilliard School i New York og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København
Kandidat: Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og Universität für Musik und darstellende Kunst i Wien
Nuværende stilling: Studerende og freelance-violinist
Tidligere erfaring: Solo- og kammermusikkoncerter i bl.a. Tivolis Koncertsal, Operaens Store Scene, Skuespilhuset, Hindsgavlfestivalen samt for Kronprinsparret ved deres besøg til New York i 2011. Solooptrædener med flere danske orkestre i violinkoncerter af blandt andre Beethoven, Korngold og Bruch. Optrædener med The Juilliard Orchestra i Carnegie Hall og Alice Tully Hall i New York.
Største succes: At blive udvalgt som én ud af 23 internationale deltagere til Carl Nielsen International Violin Competition i foråret 2016.
Drømmejob: Hvis jeg skal tænke stort (og højt), er drømmen at have opnået nok frihed til at kunne vælge mellem opgaver; forene livet som koncertmester for et orkester med solo- og kammermusikopgaver – samtidig med at stable en familie på benene – og have overskud til at bage glutenfri boller hver morgen – og undervise og skrive bøger og indspille cd’er – og – og…

Fortæl om din uddannelse og de valg du har taget gennem din bachelor og kandidat. Hvad har de betydet?

Den allerførste store beslutning, jeg traf, var at rejse helt alene til New York for at studere allerede som 18-årig. Jeg var hunderæd, men det viste sig at være det allerbedste, jeg kunne have gjort på det tidspunkt. Det var to intense år, fagligt og menneskeligt, men alle kampene rykkede mig.

Jeg besluttede dog at flytte hjem til København efter to år, blandt andet fordi jeg ikke ønskede at blive helt glemt i musiklivet derhjemme. To år senere er jeg nu i Wien, hvor man selv i gaderne virkelig mærker byens stærke, stolte og gamle tradition for den klassiske musik.

Hvilke forventninger havde du før dit valg af uddannelse? Hvad ville du gerne have vidst, inden du valgte?

Jeg ville gerne have indset noget før, at græsset er grønnere der, hvor man vander det. Da jeg boede i New York savnede jeg København, og da jeg kom tilbage, længtes jeg efter USA. Jeg ville gerne have været endnu mere til stede der, hvor jeg nu engang var i stedet for at tro, at en anden by eller en anden skole lå inde med De Vises Sten.

Som datter af to operasangere havde jeg desuden en ide om, at jeg kendte skyggesiderne af musikerlivet; de skæve arbejdstider, selvkritikken, puslespillet i forhold til at få det til at harmonere med et familieliv. Hvad jeg først for alvor mærkede på egen krop, da jeg begyndte på Juilliard, og hver eneste dag pludselig var centreret omkring violin og musik, var, hvor utrolig tidskrævende og konkurrencepræget et instrument, jeg havde valgt.

Og hvad der først efterhånden nu er ved at gå op for mig, er vigtigheden i at være et velafbalanceret menneske som musiker; det psykologiske spil, som man indgår i med sig selv hver eneste dag i øvelokalet og på scenen er et felt mellem komplet teknisk beherskelse og emotionelt kontroltab, som er vanvittig spændende at dykke ned i, men også til tider angstprovokerende.

Hvordan balancerer du mellem uddannelse, studiejob og andre aktiviteter?

Mine prioriteter skifter med jævne mellemrum – også afhængigt af, hvilke aktiviteter der er i sigte. Jeg havde for nylig en stor musikhistorieeksamen, hvor jeg sad med næsen begravet i bøgerne i 9-10 timer om dagen i en uge og dermed ikke øvede lige så meget, som jeg plejer.

På den anden side havde jeg fem måneder op til Carl Nielsen Violinkonkurrencen, hvor mit eneste fokus lå på min soloøvning, og de sidste to måneder har jeg spillet en masse kammermusik og er med i en række projekter med nyskrevne ensembleværker.

Så jeg øver mig i at finde ro og være fleksibel nok til, at mit daglige program varierer fra uge til uge. Der er naturligvis nogle ting, jeg gerne vil nå hver dag: nogle tekniske øvelser, noget solorepertoire, noget kontortid – og så ikke mindst lidt rum til at kunne nyde en kop kaffe uden at skulle skvulpe den i mig; men hvad der derudover fylder min dag kan variere.

Har musikken fået en anden betydning for dig efter du er blevet professionel?

Uden tvivl. Det er gået fra at være en hobby, som jeg elskede, til at være det, der skal bringe brød på bordet, så af og til må jeg aktivt arbejde for, at det ikke mister magien eller gnisten og blot bliver et håndværk. Jeg prøver at minde mig selv om, hvad det var, der drev mig til at ville leve det her liv.

Hvad motiverer dig til at nå dine mål?

At være målorienteret kan godt gå hen at blive lidt farligt som musiker i og med, at det er et arbejde, der aldrig er færdigt. Man kan altid udvikle sig og forbedre sig. Når det så er sagt, så arbejder man jo altid hen imod noget, hvad end det er i form af en koncert eller et værk, man gerne vil lære, eller en bestemt teknisk kunnen, man vil tilegne sig. Og netop der finder jeg på en måske lidt mærkelig måde motivationen i at se bagud; at se, hvor meget jeg allerede har lært.

Jeg har nogle gange haft for travlt med at nå toppen af bjerget til egentlig at stoppe op, se mig omkring og klappe mig selv på skulderen over den distance, jeg har tilbagelagt. Så sagt på en lidt kryptisk måde er jeg vel motiveret af selve rejsen frem til målene. Som min store helt Mikkel Futtrup sagde for nylig: “Er det vigtigste egentlig ikke, at man lærer at synes, at man selv er ret fed, imens man arbejder sig hen imod et mål?!

Hvordan adskiller du dig fra andre I din branche?

Der vil til alle tider være tusindvis af violinister, der kan det samme tekniske som jeg – og mere til. Så en stor del af det at holde modet oppe, når jeg fx på Juilliard gik ned ad øvegangen og hørte den ene perfekte klang efter den anden, er at stole på, at hvis min stemme ikke bliver hørt, så mangler verden den.

Jeg stødte for et par år siden på et citat, som rammer det på kornet for mig. Det er danseren Martha Graham, der siger: “There is a vitality, a life force, an energy, a quickening that is translated through you in action, and because there is only one of you in all time, this expression is unique. And if you block it, it will never exist through any other medium and will be lost.

Jeg tror, det er nødvendigt at føle sig vigtig; ikke nødvendigvis ekstraordinær, men begavet med noget unikt og evnen til at udtrykke det. Men i forhold til, hvordan jeg rent musikalsk skiller mig ud, vil jeg vove mig ud i at sige, at det allervigtigste for mig er at røre folk, samtidig med at jeg altid går meget intellektuelt til værks.

Et værk skal give formmæssig mening for mig. Det er vel som at hugge en skulptur ud af en marmorblok, og jeg bliver ved og vender og drejer den fra alle vinkler, til jeg synes, skulpturen har de helt rigtige organiske proportioner, og til jeg kan mærke, at det er min skulptur.

Hvilke succesoplevelser har du haft som barn/ung?

Når jeg tænker tilbage, havde jeg faktisk flere, end jeg selv opdagede på det givne tidspunkt. Jeg har altid oplevet stor støtte fra mine forældre, mine lærere, til konkurrencer, at blive spurgt om at spille solokoncerter osv., men først i bakspejlet kan man jo se, hvor priviligeret man har været hele vejen igennem.

Man står meget nemt helt alene med sit arbejde som violinist, men jeg har aldrig kunnet falde langt ned, for der har altid været nogen til at gribe mig eller vise mig videre. På den måde har mine umiddelbare succesoplevelser måske ofte været betinget af, hvad andre har tænkt om mig, eller hvilken værdi andre har tillagt mig. Men skulle jeg nævne en fuldkommen indre succesoplevelse, så må det være efter Carl Nielsen International Violin Competition i foråret, hvor jeg var så fyldt op med kampgejst og havde en stærk følelse – som var ny for mig – af at være på vej i den rigtige retning.

Hvad er dine forældre uddannet? Og på hvilken måde har de potentielt påvirket din udvikling og dit mindset?

Begge mine forældre er operasangere og uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og der er ingen tvivl om, at deres fag og deres kærlighed til det, de laver, skinnede igennem til mig. Jeg fik helt fra barnsben et indblik i både sol- og skyggesiderne af erhvervet som musiker. Og i dag er det vidunderligt at have dem begge som støtte, når jeg bliver ramt af tvivl eller modløshed. Mine forældre er meget forskellige og har på den måde været to typer af rollemodeller, som har balanceret helt rigtigt. Forenklet sagt har min mor lært mig at yde, før jeg nyder, mens min far nok var bedre til at minde mig om, at hvis man ikke nyder af og til, så kan man heller ikke yde. Da jeg stolt ringede til min far i januar og fortalte, at jeg var blevet udvalgt til Carl Nielsen Konkurrencen, sagde han som noget af det første: “Husk nu også at drikke nogle øl og se noget Netflix,” mens min mor mere praktisk og håndgribelig kunne rådgive mig til at balance en hverdag med stor arbejdsbyrde og samtidig bevare min sanitet.

Hvor meget betyder det at have opbakning hjemmefra og fra sine nærmeste venner?

Lige så meget jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det blot handler om at følge sin mavefornemmelse og gå sin egen vej, lige så meget betyder det for mig at have et netværk af folk, der tror og hepper på mig. Jeg kan efterhånden se en rød tråd i, at jeg performer bedst, når jeg ved eller i hvert fald har en fornemmelse af, at der sidder nogen i publikum, som ved og tror på, at jeg kan. På den anden side er det også meget ofte en indre virkelighed, som man kan øve sig i at stille op, så det er vel altid en balancegang mellem at være self-sufficient og samtidig turde række ud efter støtte.

Har du et ynglinscitat, som inspirerer dig?

Lige så travlt jeg har haft med at frigøre mig fra mine forældre, lige så meget må jeg erkende, at de har fat i den lange ende, og mit yndlingscitat, som jeg deler med min mor, er af Sokrates: “Jo mere jeg ved, jo mere ved jeg, at jeg ikke ved.

Der er selvfølgelig utrolige dybder i den ene sætning, men omsat til simpel praksis udtrykker det for mig en form for tryghed i, at det, der pludselig kan synes uoverskueligt, måske blot er et udtryk for, at man har besteget et højt nok bjerg til faktisk at kunne se hele landskabet.

Har du haft nogle nederlag, som du lærte noget af?

Hver eneste gang, man ikke vinder, eller en koncert ikke går, som man havde håbet på, kan føles som et nederlag, men det er en fortolkningssag. Jeg øver mig stadig i ikke at se noget som nederlag. Det er vældig meget nemmere sagt end gjort, men hvis en skuffelse kan give én blod på tanden og på den måde nyt mod og gejst, så har man jo vundet en ufattelig vigtig kamp.

Har du nogensinde været I tvivl om dit valg af karriere?

Hver dag! Det er vist loddet ved at vælge et erhverv, der dagligt tvinger én ind i et rum af selvrefleksion. Men min tvivl forsvinder også hver dag. Og jeg tror på, at der ligger en styrke i at tvivle og alligevel vende tilbage.

Hvad giver dig et kick med musikken?

Når man kan mærke, at noget er gennemarbejdet, gennemtænkt, gennemfølt og autentisk. Når det svinger; på mange måder er det på samme måde med klassisk musik som med det, man ville sætte på på en bar. Man skal have lyst til at lade sig krop flyde med. Det er en meget fysisk ting.

Hvilken musik har betydet mest for din personlige udvikling?

Et af mine allerførste minder overhovedet er at sidde i vores køkken på Vesterbro som 3-4-årig og lytte til Mozarts opera “Tryllefløjten” på kassettebånd og være i min helt egen verden. Jeg kan ikke selv huske det, men min mor bilder mig ind, at jeg som 3-årig kunne hele teksten både på tysk og dansk.

3.g skrev jeg SRP om den russiske komponist Schostakovich’ 4. og 5. symfoni, og de mange ugers intensive arbejde gjorde et helt særligt indtryk på mig. Hans musik er på mange måder svært gennemskuelig – som han selv var. Der er stadig diskussioner om, hvorvidt han var pro-Sovjet eller blot priste regimet af angst, og den tvetydighed rammer noget helt særligt i mig. Og så er der Bachs monumentale soloviolin-sats “Ciaccona”, som jeg slet ikke tør give mig i kast med at sætte ord på, men som er hele verden samlet på ét sted i 15 minutter.

Har du en karriereplan? Hvordan planlægger du den? Og hvor fleksibel er den?

Jeg har slet ikke lyst til at lave en for specifik plan, for hvad som helst kan ske, og jeg er åben over for enhver drejning. Men jeg ved, at jeg gerne vil leve af at spille musik, og jeg vil gerne stifte familie, og jeg vil gerne være til stede i begge ting. Så min karriereplan må være altid at stræbe efter at finde mening og glæde i det, jeg giver sig i kast med.

Hvad driver dig?

Jeg er drevet af mange ting. Altid at kunne blive bedre. Ønsket om at glæde og bevæge andre mennesker- og hvis jeg er heldig også mig selv ved det. Samtidig har jeg et ønske om at gøre en virkelig forskel, både gennem musik, men også på en mere konkret måde, som desværre endnu ikke er helt så konkret oppe i mit hoved endnu. Men i sidste ende er jeg også drevet af det rus, det giver, når man står på scenen.  

Hvad er dine 3 bedste studie- eller karriereråd til ambitiøse studerende?

Det er næsten for nemt at sige, at der skal lægges tid i et studie. Så jeg vil hellere sige, at det i høj grad handler om at være til stede i det, man laver; at lægge alt sit fokus på lige netop den opgave, man sidder med netop nu – og at turde stole på fordybelsen.

Bedste tip til unge talenter som vil ind i din branche?

Med frygt for at lyde både streng og kedelig, må mit første tip være, at man skal være indstillet på, at det er noget, der optager både tidsmæssig og mental plads. Derfor må man aldrig give slip på den glæde, man har ved at spille, og være sig meget bevidst om, hvordan og hvorfor det føles rigtigt, eller gør en lykkelig.

Jeg prøver at øve mig i af og til at vende tilbage til den første følelse, jeg havde, da jeg besluttede mig for at ville være violinist – og på den måde minde mig selv om meningen med galskaben. For det er på utrolig mange måder en vanvittig branche! Men fantastisk. Og jeg elsker at være en del af den.

Karoline Mia Jessen

Karoline læser til dagligt Dansk på KU og har stor interesse for kommunikation og marketing. Derudover har hun sin egen grafiske designvirksomhed. Kontakt: kj@talentguiden.dk

More Posts - Website

Follow Me:
TwitterLinkedIn

Se Også

Hvad forventer direktørerne af morgendagens talenter? Morten Ry, COO hos Deloitte

CBS Case Competition 2017 er i fuld gang og studerende arbejder på fuld tryk med ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *