Forside / Iværksætterportrætter / Mød Anders Haugbølle Thomsen, Founder af No-More: “De spurgte mig, om jeg var fuld til min eksamen.”

Mød Anders Haugbølle Thomsen, Founder af No-More: “De spurgte mig, om jeg var fuld til min eksamen.”

Anders Haugbølle Thomsen vil gøre livet lettere for virksomhedernes ansatte, så de ikke skal spilde energi på at lave bl.a. præsentationer. Det har han formået at lave en forretning ud af – No-More. Læs med, når han fortæller om, hvor idéen kom fra, hvad der motiverer ham og hvordan han fik No-More op at stå.

Artiklen fortsætter under grafikken

Anders Haugbølle Thomsen

Alder: 30 år
LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/ahthomsen
Bachelor: Ha Almen (Aarhus Universitet)
Kandidat: MSc Finance (Aarhus Universitet)
Nuværende stilling: Founder og CEO hos No-More
Tidligere erfaring: McKinsey & Co, CataCap Private Equity
Største succes: Grundlagde Aarhus Case Competition, der nu kører på 6. år
Website: www.no-more.dk

Hvorfor har du valgt at starte din egen virksomhed?

Siden jeg var helt lille, har jeg altid været fascineret af at bygge ting. Det startede med Lego og blev senere til en ide om, at jeg skulle være bygningsingeniør. Efter en tur i militæret og en smule livserfaring (i TDCs call center) blev min interesse for store broer erstattet med interessen for at bygge og forbedre organisationer. Efter at have brugt nogle år som rådgiver og investor i henholdsvis McKinsey og CataCap blev trangen til at skabe for stor og jeg valgte derfor at kaste mig over eventyret som fuldtidsiværksætter.

Hvad beskæftiger No-More sig med?

No-More’s vision er at blive en integreret del af travle forretningsfolks arbejdsdag og hjælpe dem med at blive mere succesfulde og reducere stress ved at lade dem fokusere på deres mest værdiskabende aktiviteter. Pt. er vi fokuseret på håndteringen af PowerPoint produktion og -design, samt mere tidskrævende desk research opgaver fx investoridentifikation eller fordelingen af retail butikker.

Hvor stammer idéen til No More fra?

Ideen kommer fra de services vi havde tilgængeligt internt i McKinsey. I McKinsey er man meget fokuseret på at konsulenterne kun bruger tid på de mest værdiskabende aktiviteter og har derfor investeret i et globalt setup med 2000+ personer, der håndtere mange af de samme ydelser, som vi tilbyder.

Ideen går ud på at tilbyde lignende services, men via en mere moderne, “Uber-inspireret”, forretningsmodel. Vi har derfor bygget en moderne IT-platform, hvor særligt udvalgte og testede personer fra hele verden udfører disse opgaver, når kunderne efterspørger det.

I modsætning til mere traditionelle freelanceplatformer har vi 100% fokus på at gøre kundens oplevelse så smertefri som muligt. Vi tager derfor en projektlederrolle over hvert projekt og håndterer både dialogen med kunden og spørgsmål fra specialisterne på platformen. En del af vores platform indeholder yderligere en betydelig kundetilpasning, så den enkle kundes stil, retningslinjer, “sprog”, template, ikoner osv. bliver håndteret konsistent på tværs af projekter. Via den model er vores ambition at kombinere lave priser, høj leveringshastighed og høj kvalitet.

Hvad har været den største udfordring ved at starte No-More?

Som alle iværksættere nok kan bekræfte, er udfordringerne forbundet med opstart utallige. Den største udfordring, som vi stadig kæmper med, er de lange beslutningsprocesser hos mange af vores mulige kunder. Det er ikke unormalt, at det tager 2+ måneder fra den indledende dialog til at kunden tager en beslutning – til trods for at vi ikke har nogen form for binding eller minimumsforbrug forbundet med vores service.

Vi forsøger at løse dette gennem løbende træning af vores salgsteam og ved at hele tiden have en stor pipeline af nye mulige kunder – men vi har endnu ikke fundet en “magic bullet” – hvis sådan en findes.

Hvad var det første du gjorde, da du besluttede dig for at starte virksomheden?

Det første jeg gjorde var at tage en lang snak med min kæreste. Hun kender mig bedst og vil også være den person, som vil være mest påvirket af beslutningen. Derefter tog jeg en snak med flere af personerne i vores nuværende advisory board. Vi fik snakket ideen igennem og jeg inviteret dem til løbende at støtte op om processen – folk har været fantastisk støttende hvad det angår.

I hvilke situationer har du lært mest gennem din karriere?

Der er ingen tvivl om, at mit mest intense læringsforløb var de første 2 år hos McKinsey. Uddannelsen fra skolen og erfaringen fra diverse studiejobs var bestemt en god ballast, men er på mange måder taget for givet, når man starter som konsulent. Til dagligt bruger jeg stort set ikke hvad jeg lærte på min kandidat (econometrics har begrænset anvendelse i en startup), men forståelsen for hvordan forretninger hænger sammen på tværs af funktioner, som jeg lærte under min bachelor, er bestemt anvendeligt. Yderligere anvender vi i No-More en lang række af redskaberne, jeg har taget med fra McKinsey.

Hvilke tanker gjorde du dig om dine valg gennem din uddannelse?

Jeg havde en rigtig god ide om, at jeg gerne vil være konsulent lige efter mit studie bl.a. pga et møde med McKinsey under mit sabbatår. Derfor undersøgte jeg, hvad steder som McKinsey og BCG fokuserer på og tog mine valg derefter fx fokus på høje karakterer, studiejobs, udveksling, case competitions osv. Jeg elsker at lære nye ting, så det var nogle meget naturlige valg.

Hvilke andre jobs har du haft i din karriere og hvad lærte du gennem dem?

Under studiet havde jeg en lang række jobs. De to mest lærerige var Co-founder af Aarhus Case Competition, og Student analyst hos EY Corporate Finance. Efter studiet arbejdede jeg først hos McKinsey og derefter hos CataCap Private Equity. I alle disse jobs har jeg lært ubeskriveligt meget. Min største læring har været “værdien af hårdt arbejde” og at få ting gjort – fremfor blot at snakke om dem. Vi har en del plakater med “Get Shit Done” hængende på kontoret i No-More.

Hvilken information omkring dig ville overraske folk som ikke kender dig?

Jeg dumpede min spanskeksamen i gymnasiet. Det er der ikke mange McKinsey-konsulenter, der kan påstå, hvilket også resulterede i, at jeg under et af mine første interviews blev spurgt: “Var du fuld til din spanskeksamen?”

Hvad er dine 3 bedste råd til studerende, der drømmer om at starte egen virksomhed?

  1. Gør det nu – vent ikke til at du er færdig. Du kan bygge mange gode erfaringer, mens du stadig læser og så har man samtidig lidt SU til at betale for havregrynen.
  2. Find de rigtige medstiftere. Find nogen, der er villige til at arbejde hårdt (70+ timer om ugen) og som du respekterer og som respekterer dig.
  3. Husk salget. Ingen ide er så god, at den sælger sig selv. Selv inden I har et produkt eller service at tilbyde, så prøv at sælge konceptet via jeres tiltænkte kanal. Lav fx de første 100 cold calls og se hvor mange, der gerne vil blive testkunder, når de hører om konceptet.

Karoline Mia Jessen

Karoline læser til dagligt Dansk på KU og har stor interesse for kommunikation og marketing. Derudover har hun sin egen grafiske designvirksomhed. Kontakt: kj@talentguiden.dk

More Posts - Website

Follow Me:
TwitterLinkedIn

Se Også

Karrierecoach: Kom i mål med LinkedIn-anbefalinger

Unge er for dårlige til at bruge referencer på LinkedIn, hvis du spørger karrierekonsulent, Lis ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *