Forside / Studenterportrætter / Mød Annie Barry: Sabbatår gav motivation og retning
annie barry

Mød Annie Barry: Sabbatår gav motivation og retning

Annie Barry havde stort udbytte af sine sabbatår. Her arbejdede hun for Hi3G, hvor hun fik sin første erhvervserfaring. Dette har banet vejen for hende og skaffet gode kontakter. Allerede som førsteårsstuderende på CBS landede hun studierelevant arbejde som sales assistant. Læs hvilke valg hun har taget undervejs i sin tidlige karriere, og hvad der har hjulpet hende godt på vej.

Artiklen fortsætter under grafikken

Annie Barry

Alder: 23 år
LinkedIn: https://se.linkedin.com/in/annie-barry-ab2ab0104
Bachelor: International Business (CBS)
Nuværende stilling: Sales assistant hos SiteImprove
Tidligere Erfaring: Hi3G Access, Ernst and Young
Frivillig: CBS Volunteering

Annies sabbatår var guld værd for hende

Annie tog tre sabbatår mellem gymnasiet og universitetet. Disse år hjalp hende med at finde den rigtige retning, så hun var klar og motiveret til at starte studie igen. Derudover gav det hende et godt udgangspunkt for studiet og hendes karriere, da hun både havde erhvervserfaring og en bedre forståelse for, hvad uddannelsen skal bruges til.

”Til at starte med var planen at holde et sabbatår og derefter starte på universitetet igen. Men jeg fik arbejde hos Hi3G og endte med at blive rigtig glad for jobbet. Tiden fløj af sted og pludselig blev det ene år til tre. Jeg vidste dog, at jeg ville videre, så jeg tog et kort studieophold i Paris, hvorefter jeg startede på Lund Universitet i Sverige. Her brugte jeg første år på Equality and Diversity Management.”

Alt i alt nåede Annie op på tre sabbatår, før hun startede på studiet – og endnu et før hun startede på CBS. Det lyder måske af meget, men i løbet af de år fandt hun ud af, hvilken karriere, hun ville stræbe efter, samtidig med, at hendes erfaringer hjælper hende under studiet.

”Jeg har aldrig fortrudt, at jeg tog disse sabbatår, da de har haft stor betydning for min karriere. På studiet kan jeg relatere til cases og opgaver på en helt anden måde end mine medstuderende, som er gået direkte videre fra gymnasiet. Det har givet mig gode resultater og en bedre forståelse af, hvad vi reelt set skal bruge vores viden fra studiet til ude i erhvervslivet.”

IB på CBS var det rette valg – men hårdt og overraskende

Selvom Annie brugte et år på Lund universitet, før hun startede på CBS, var det ikke spild af tid. I løbet af det år fik hun indsigt i, hvilke fagområder og studiemetoder hun kunne lide og hvilke, hun ikke brød sig om. På den måde vidste hun præcis, hvad hun ville studere, da hun søgte ind på CBS.

”Mit vigtigste kriterium var, at studiet skulle have et internationalt perspektiv med en bred palet af tilgange og metoder. Jeg vil holde dørene åbne for flere forskellige karrieremuligheder. Derudover kan jeg godt lide at have gang flere ting samtidig, så det passer godt til mig at studere i kvartaler i stedet for hele semestre.”

Annie havde forberedt sig grundigt, så hun vidste hvad hun kunne forvente, da hun startede studiet. Alligevel fandt hun det hårdt, og der var ting der overraskede:

”Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, hvor meget matematik fylder på International Business. Ydermere er karaktersystemet ret anderledes i Danmark end i Sverige. Jeg ville ikke have ændret mening eller skiftet studie, men det ville have givet mig en chance for at forberede mig bedre.”

Det kan altså være en god ide at kontakte en tidligere studerende fra dit drømmestudie, inden du søger. Personen kan give dig et godt indblik i, hvad du kan forvente både fagligt og i forhold til arbejdsbyrden. På den måde får du en god start på studiet.

Du kommer langt med gode kontakter

Annie har været god til at bruge sine kontakter gennem sin karriere. Hun går til tingene med et åbent sind og for hende er det vigtigt kaste sig ud i noget nyt:

”Man skal tage imod alle nye muligheder med kyshånd og være klar til at prøve nye ting af. Man ved jo ikke, om man kan lide det, før man har prøvet det af. Det giver dig gode erfaringer, som du kan stole på i fremtidige beslutninger. Da jeg arbejdede for Hi3G, prøvede jeg mange forskellige stillinger i virksomheden lige fra salg og kundeservice til forretningsudvikling. Jeg fik det første job gennem et interview, men det var gennem kontakter, at jeg fik mulighed for at bevæge mig rundt internt i virksomheden. Det var også mit netværk, der skaffede mig et sæde i bestyrelsen i CBS Volunteering.”

En anden type kontakt, som Annie har haft stor glæde af, er en mentor. Det er en god hjælp at få gode råd om studie- og karrierevalg af en, som sidder i en position, du ønsker at ende i.

”Jeg har haft to mentorer før jeg startede på CBS. I gymnasiet havde jeg en mentor fra Danske Bank. Det var givende at tale med ham om mine tanker om fremtiden, og derudover gav det indsigt i ”the real world”. Senere, da jeg arbejdede i Hi3G, fik jeg en mentor internt i virksomheden, som var Head of Sales. Jeg havde glæde af at dele mine tanker om karrierevalg med en, som tidligere har været i samme stilling som mig. Mine mentorer havde en stor indflydelse på mine karriere, da de fulgte min udvikling og gav mig feedback undervejs. Jeg fik meget ud af at lytte til nogen, som jeg ser op til.”

Annies tre tips til studerende

  1. Vær åbensindet: Du kan altid lære mere. Brug dit netværk og få hjælp og tips fra andre mennesker omkring dig. Det vil både styrke dit eget arbejde men også samarbejdet med andre.
  1. Prioriter og planlæg din tid omhyggeligt: For mig er det vigtigt at få tid til at lave andre ting end at læse og studere. Jeg prioriterer mit studiejob højt og sætter også tid af til træning og afslapning. Ved at have andre aktiviteter ved siden af studiet har jeg lettere ved at motivere mig selv til at studere. Tidsplanlægning er altså vigtig for mig og giver mulighed for at fokusere på – og koncentrere mig – om den ene ting, jeg har gang i, fordi jeg ved, at jeg har sat tid af til at nå de andre ting senere.
  1. Husk at evaluere dit arbejde: Selvom det går rigtig godt, kan det altid blive bedre. Jeg evaluerer alt hvad jeg laver: Hvordan kan jeg forbedre mig ift. sidste måned? Hvad var godt?

Sofie Hansen

Sofie er skribent hos Talentguiden og skriver både portrætter og karrieretips. Hun er uddannet cand.merc.kom på CBS og arbejder nu som projektkoordinator hos CUBES Software.

More Posts

Follow Me:
LinkedIn

Se Også

Karrierecoach: Kom i mål med LinkedIn-anbefalinger

Unge er for dårlige til at bruge referencer på LinkedIn, hvis du spørger karrierekonsulent, Lis ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *