Forside / Karriereportrætter / Mød Christina Andreasen. Hun er redaktør hos Egmont og skal skabe Danmarks største kvindesite
Christina

Mød Christina Andreasen. Hun er redaktør hos Egmont og skal skabe Danmarks største kvindesite

Kvinder skal træde i karakter og turde tage chefjobbet, mener Christina Andreasen. Hun går selv hardcore efter sine mål og er ikke bange for at italesætte dem.

Artiklen fortsætter under grafikken

Christina Andreasen

Alder: 30 år
LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/christinaae
Bachelor: Statskundskab på Københavns Universitet
Kandidat: Cand.Scient.Pol + Fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Nuværende stilling: Digital redaktør for ALT.dk & Eurowoman.dk hos Egmont Publishing
Tidligere erfaring: Social Media Manager hos Berlingske Business, Marketing Executive hos Turner for bl.a. CNN, TV-tilrettelægger på DR og B-Film, Public Affairs-praktikant på den amerikanske ambassade og som helt ung Character Attendant i Disney World. Nuværende bestyrelsesmedlem i DONA (Danish Online News Association). Derudover har hun gået på Politikens Debattør- og Kritikerskole.
Største succes: At blive chef med personaleansvar hos Nordens største medievirksomhed få dage efter sin 30-års fødselsdag.

Hvordan ser din dagligdag hos Egmont ud, og hvilke opgaver har du ansvaret for?

“Min redaktion og jeg starter hver dag med et redaktionsmøde kl. 9, hvor vi taler om, hvad vi skal have produceret den dag. Derefter kan dagen variere ret meget. Nogle dage er helt mødepakkede, mens andre er mere hands on med styring af sociale medier, kontakt til freelancere, produktionsplaner, besvarelse af telefonopkald og e-mails.

Lige pt. er vi også i gang med en masse strategiarbejde. Jeg er blevet ansat til at være med til at samle Egmonts syv kvindebrands på én digital platform, ALT.dk. Det er et større udviklingsarbejde, som kræver en hel masse planlægning, men det er også enormt spændende at være med fra starten og selv være med til at forme det endelige resultat, som nok først lander helt i starten af 2017.”

Hvilke kompetencer er de vigtigste for at bestride en stilling som din?

“Det er helt sikkert en kombination af flere ting. Det vigtigste er nok, at du har journalistisk erfaring fra en redaktion. Og især digital erfaring, da vi jo arbejder digitalt og rigtig meget med sociale medier. Det er klart en fordel, at man er såkaldt “digital native” i sådan en rolle, så den del kommer naturligt til dig, og du selv tror på og ved, at det digitale er fremtiden. For det er det. Derudover skal du som leder have overblik og være med til at forme strategien. Du skal kunne træffe hurtige beslutninger (og rigtig mange af dem hver eneste dag), og så skal du kunne lide at arbejde med mennesker generelt.”

Du har selv fået din redaktionelle erfaring fra mange forskellige steder. Hvordan har din oplevelse med det været?

“Jeg elskede mit job som Social Media Manager på Berlingske Business! Både fordi jeg arbejdede sammen med nogle af de dygtigste og mest hardcore business-journalister med kæmpe indsigt i deres fagområde, og fordi der på Berlingske er en rigtig fin arbejdskultur og ikke mindst historie. Tænk at få lov til at arbejde på en af de ældste aviser i verden, som udkom første gang i 1749 og være med til den digitale transformation! Det var et stort privilegium og meget svært at skifte væk fra.

Men jeg har faktisk elsket at arbejde stort set alle de steder, jeg har gjort; både for Turner og CNN, DR, det lille produktionsselskab B-Film i Svendborg og ikke mindst den amerikanske ambassade. Alle disse arbejdspladser har stået på min ‘to do-liste’, siden jeg var ung, så jeg føler mig meget privilegeret over, at jeg har været heldig nok til at få interessante stillinger alle stederne. Jeg lægger ret mange timer og rigtig meget hjerte og passion i mit arbejde, så det har altid været vigtigt for mig, at jeg kunne stå inde for mit arbejde og være stolt af produktet. Mit arbejde skal give mening for mig.”

Har du altid vidst, hvad du ville med din uddannelse og karriere?

“Nej, jeg har altid været meget splittet mellem min samfundsfaglige og journalistiske interesse. Jeg synes dog, jeg endte med en rigtig fin kombination af at læse Statskundskab og så en tillægsuddannelse i journalistik – og jeg er nu landet på en karrieremæssig hylde, som giver rigtig meget mening for mig, men det tog noget tid.

I starten af mine 20’ere var jeg fx stadig ret forvirret over, hvilken studieretning jeg skulle vælge og prøvede da også et par stykker, før jeg fandt ro i mit valg. Men nu er jeg helt afklaret med, at det, jeg laver, er det bedste valg for mig lige nu.”

Hvad motiverer dig til at nå dine mål?

“Jeg går bare hardcore efter dem og er ikke bange for at italesætte dem. Det, tror jeg, har hjulpet mig meget på vej. For hvis du ikke italesætter dine mål, kan ingen hjælpe dig med at nå dem. Jeg tager også jævnligt perioder i mit liv, hvor jeg stopper op og mærker efter, om jeg er det rette sted rent karrieremæssigt. Og så skriver jeg lister med nye mål og ambitioner for min fremtid – både karrieremæssigt, men faktisk også privat. Den slags visualisering fungerer rigtig godt for mig, fordi det gør mit næste mål helt konkret.”

Hvad er den største udfordring, du har stået overfor?

“Den står jeg til dels over for lige nu. Jeg er blevet ansat til at skabe Danmarks største kvindesite, som skal tale op til kvinder. Men samtidig er der ambitiøse trafikkrav, og fakta er bare, at de fleste mennesker generelt klikker mere på artikler, som er let fordøjelige og mere gossip-agtige. (Det ved jeg bl.a., fordi min redaktion sidder ved siden af Her & Nu og Realityportalen og måler vores trafik op imod deres).

Jeg ville virkelig ønske, at vi alle blev mere bevidste om, hvad det er for nogle historier, vi klikker på, og hvad det er, vi i bund og grund gerne vil læse: Hvilke historier vi gerne vil støtte journaliststanden i at skrive flere af.

Derudover var skiftet fra den benhårde erhvervsredaktion på Berlingske Business til at arbejde med kvindebrands i Egmont Publishing – og så i en lederstilling – et kæmpe skifte – ja, nærmest et kulturchok. Det har jeg helt klart skullet vænne mig til.”

Hvad kan du bedst lide ved dit job?

“Det store ansvar og så at arbejde sammen med mit stærke team af journalister, webassistenter og alle de andre! De er nemlig rigtig dygtige. Derudover trives jeg helt klart bedst med at arbejde et sted, hvor ledelsen støtter op om nye, innovative måder at arbejde på og udfordre den almindelige måde at gøre tingene på. Jeg har også oplevet det modsatte, og det er ikke noget, jeg kan anbefale.”

Under dit studie var du både på exchange og i praktik. Hvad fik du med derfra?

“Ja, jeg læste et semester på Arizona State University. Fagligt var det ikke den mest udfordrende periode af mit liv – måske især fordi der stort set hver eneste dag blev holdt pool parties for at dulme Arizonas varme – men det var virkelig spændende at skulle starte et helt nyt liv uden nogen mennesker, der kendte dig på forhånd. Det er noget, alle burde unde sig selv at prøve, for det lærer man rigtig meget af.

Min første praktik var på P1 Morgen på DR, hvilket også var mit første officielle møde med mediebranchen. Dengang vidste jeg ikke så meget om journalistik, men jeg var vild med branchen, så jeg knoklede på og blev i den. Min anden praktikperiode var på den amerikanske ambassade i Danmark, og det var mens, jeg skrev speciale på Statskundskab. Halvanden uge inde i mit praktikforløb blev pressechefen syg, og jeg blev derfor ekstraordinært bedt om at lave hans daglige pressebriefinger for ambassadøren og resten af ledelsen. Den første dag fik jeg 1,5 time til at forberede mig, og jeg var mildest talt ved at dø af nervøsitet. Men det endte med at gå over al forventning, og jeg fik lov til at fortsætte med det resten af mit praktikforløb. I det hele taget var jeg en mere modnet medarbejder på det tidspunkt og fik meget mere ansvar, hvilket jeg trivedes rigtig godt med.”

Og så har du også været aktiv med frivilligt arbejde?

“Ja, rigtig meget endda. Igennem 12 år har jeg flere gange om året arbejdet frivilligt som rejseleder for mentalt udviklingshæmmede i USA. Det har udviklet mig enormt meget personligt, da jeg har lært at se verden igennem nogle helt andre briller. At arbejde med udviklingshæmmede er ekstremt hårdt, enormt sjovt og helt vildt livsbekræftende. Jeg elsker alt det, som det arbejde og de mennesker har givet mig. I starten troede jeg, at jeg skulle over og give alt muligt til dem. Men det endte med, at de gav mig rigtig meget.”

Du skriver til kvinder, og siger selv, at jeres medie skal “tale op til kvinder”. Er der kvinder, du selv ser op til som forbilleder?

“Jeg er vild med Sheryl Sandberg, som er COO for Facebook. Jeg elsker hendes bog Lean In og hele bevægelsen, hun har startet omkring det. Hendes pointe er, at kvinder altid bør ‘lean in’ og ikke ‘lean back’, når det kommer til ledelse.

Som kvinde skal du sætte dig ved lederbordet og sige noget til møderne for at blive opdaget. Du må ikke gemme dig eller vente på, at nogen opdager dit talent, men derimod synliggøre det og italesætte dine ambitioner. Bogen er en hel kavalkade af stærke citater, og et af mine yndlings er:

‘Until women are as ambitious as men, they’re not going to achieve as much as men.’

Det kan lyde provokerende, men generelt set ville jeg synes, det var fedt, hvis flere kvinder kom ud over stepperne og tog lederansvar.“

Er der særligt ét citat, der skiller sig ud for dig?

“The single most important career decision that a woman makes is whether she will have a life partner and who that partner is.”

Julia Lahme har også italesat det for nylig i en kronik i Politiken, og den 82-årige Højesteretsdommer i USA, Ruth Bader Ginsburg, som jeg også ser meget op til, har sagt:

“I had a life partner who thought my work was as important as his, and I think that made all the difference for me.” Ruth er i øvrigt også totalt badass og kommer med de vildeste citater af og til! Så derfor:

Hvis du skal have en mand, så vælg en som accepterer, respekterer og hylder din karriere.   

Christinas 3 bedste råd til dig, der drømmer om en karriere som din (+ tre ekstra)

  1. Netværk med hjertet

    Folk kan godt gennemskue, hvis du bare har brug for noget fra dem. Hav en ærlig interesse i de mennesker, som du omgås.

  1. Italesæt dine ambitioner over for alle, du møder

    Folk kan ikke hjælpe dig på vej, hvis de ikke ved, hvad du drømmer om.

  1. Arbejd hårdt og arbejd igennem

    Du kommer ingen vegne, hvis du ikke knokler for sagen.

  1. Drøm vildere, højere, større!

    Hvis ikke du tillader dig at drømme om det, opnår du det heller ikke.

  1. Omgiv dig udelukkende med positive mennesker

    Menneskene omkring dig skal give dig energi og turde udfordre dig.

  2. Vælg din chef

    Hvis ikke du har en chef, som tror på dig, kommer du ikke videre i din karriere.

Karoline Mia Jessen

Karoline læser til dagligt Dansk på KU og har stor interesse for kommunikation og marketing. Derudover har hun sin egen grafiske designvirksomhed. Kontakt: kj@talentguiden.dk

More Posts - Website

Follow Me:
TwitterLinkedIn

Se Også

Karrierecoach: Kom i mål med LinkedIn-anbefalinger

Unge er for dårlige til at bruge referencer på LinkedIn, hvis du spørger karrierekonsulent, Lis ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *