Forside / Karriereportrætter / Mød Emma Holten, der har skabt sig en hæsblæsende (uplanlagt) karriere som aktivist.
Emma Holten - Talentguiden

Mød Emma Holten, der har skabt sig en hæsblæsende (uplanlagt) karriere som aktivist.

Emma Holten er en travl kvinde. Både i udlandet og herhjemme er hun særdeles eftertragtet som debattør, foredragsholder og underviser. En almindelig uge – ved siden af studierne på KU – indeholder typisk tre foredrag og fire interviews. Vi tegner et billede af aktivisten, meningsdanneren og karrierekvinden.

Artiklen fortsætter under grafikken

Emma Holten

Alder: 25 år
LinkedIn: www.linkedin.com/in/emma-holten
Bachelor: Litteraturvidenskab (KU)
Kandidat: Moderne Kultur (KU) (I gang)
Nuværende stilling: Lærer på Krogerup Højskole, Redaktør på Magasinet Friktion, foredragsholder
Mest kendt for: Projektet SAMTYKKE på retten til privatliv og samtykke på internettet
Instagram: instagram.com/emma.holten
Hjemmeside: www.emmaholten.dk

Vi kender dig bedst som debattør og feminist, men hvordan definerer du dig selv?

Jeg tror ‘aktivist’ rammer meget godt alle de ting, jeg laver. Alt hvad jeg involverer mig i, om det er min undervisning, min rolle som redaktør, foredrag eller noget helt andet, har at gøre med politisk aktivisme.

Hvordan balancerer og prioriterer du mellem de mange ’hatte’, du har på?

Åh, det ville jeg ønske, jeg var bedre til! Jeg prøver at stræbe efter en tilværelse, hvor der ikke er gang i så meget forskelligt. Men meget af balancen for mig handler simpelthen om at tage én ting ad gangen.

”Min karriere er så hæsblæsende uplanlagt, at jeg snart sagt ikke engang selv forstår, hvordan den er opstået”

Hvordan ser en normal uge ud?

Den findes nok ikke helt rigtig. Men normalvis er der én undervisningsdag på Krogerup, måske 3 foredrag, 4 interviews med medier eller studerende, og rigtig, rigtig mange timer i tog…

Du virker til at have en masse energi og gåpåmod. Hvad driver dig i dit professionelle liv?

Jeg synes, det jeg laver, gør en forskel. Det er i bund og grund det, der driver det hele for mig, og nok gør, at jeg ikke brænder helt ud. Når jeg er ude og holde et foredrag, og unge kommer op og siger, de ser tingene på en helt ny måde – så orker man meget.  

Hvor tanker du energi henne?

Når jeg læser romaner i toget.

Hvad er den største udfordring, du har stået overfor som aktivist?

Beslutningen om at bruge mig selv som eksempel på, hvad jeg så som et politisk problem. Da jeg lige havde lavet SAMTYKKE-projektet i 2014, var der meget stor medieopmærksomhed omkring mig og min person. Specielt på hvilke konsekvenser det havde psykisk at være offer for en privatlivskrænkelse på internettet. Var jeg ked af det? Havde jeg svært ved at få en kæreste? osv.

I de første 4 måneder efter det gav jeg ikke nogen interviews i Danmark. Jeg ville gerne tale om min erfaring fra et teknologipolitisk og kønspolitisk perspektiv, men det var der meget få, der gerne ville snakke med mig om. Jeg skrev teksten “Hvis ikke du stiller op, så dropper vi indslaget” i information om det.

Efter de fire måneder gik det op for mig, at jeg ville være nødt til at give lidt af mig selv, hvis jeg skulle få lov til at tale om de politiske emner, der betød noget for mig. Det er stadig et kompromis, der er svært for mig, men jeg så ikke andre løsninger. Nu holder jeg også fast i, at man godt kan være et sårbart menneske og en stærk debattør på samme tid. Det er vigtigt for mig.

Du er en dygtig formidler – både mundtlig og skriftlig – men hvad, vil du sige, er din største styrke?

Som feminist er det nok, at jeg kan huske, da jeg ikke selv var feminist. Det ligger mig nær at ikke have de her tanker om strukturer og sociale normer, så jeg identificerer mig stærkt med de, der ikke er enige med mig. Det tror jeg hjælper. Men egentlig er min store styrke nok, at jeg på mange måder godt kan lide at underholde folk. Både ved at fortælle dem noget nyt, men måske også bare ved at få dem til at grine.

Du har tidligere været praktikant på Information og ved People’s Press, og du har været ansat som marketingkoordinator ved Lindhardt og Ringhof – hos hvem har du udviklet dig mest? Og hvorfor?

Begge de perioder var vigtige for mig på hver sin måde, men Lindhardt og Ringhof har betydet enormt meget for mig som sted. I årene, hvor jeg led værst under chikane på internettet, var det fantastisk vigtigt at have kolleger, der var ligesom venner.

Fortæl lidt om din uddannelse og de valg du har taget på vejen. Hvad har de betydet for dig?

Jeg valgte en bachelor i litteraturvidenskab, fordi jeg både interesserede mig for samfundet og for kunst – og specielt for, hvordan de to hænger sammen. En ting er, hvad der står i vores lovgivning, og hvad vi siger til hinanden, at vi synes om vores samfund. Men for mig kommer samfundets tendenser og vores syn på f.eks. køn først for alvor til udtryk, når man ser på de bøger vi læser, de film vi ser, og hvad vi griner af.

Jeg tror, at min uddannelse er sådan én, Ulla Tørnæs ville lukke ned, hvis hun havde absolut magt. Det er ikke super oplagt, hvad jeg skal ende med at lave, men jeg tænker, at mit fremtidige job ikke lige foreløbig overtages af en robot. For det handler om at tænke kreativt over information og formidling, og hvad det vil sige at være et menneske.

Jeg læste køn på Columbia i New York (eller mere specifikt på Barnard Instituttet under Columbia), og det var enormt vigtigt for mig. Universiteterne i Danmark er pinligt bagud på kønsområdet i forhold til stort set alle andre lande i verden. De fleste mennesker ser chokerede ud, når de hører, vi hverken har en bachelor eller en kandidat i emnet, så det var enormt vigtigt for mig at komme til New York og forstå, at jeg altså havde fat i noget: køn er et politisk emne. 2 måneder efter jeg kom hjem derfra, lavede jeg SAMTYKKE.

Hvordan ser fremtiden ud som feministaktivist? Kan du se dig selv som feministaktivist resten af livet?

Nej! Jeg skal have et fast job, så snart jeg er færdiguddannet (sommer ‘17). Jeg er fuldstændig smadret. Jeg håber, der er nogle andre fakler, der vil tændes og løbe videre! Jeg har svært ved at se mig lave noget andet end at arbejde med køn, men det kunne være dejligt, hvis ikke jeg var så meget i fokus selv!

Hvem/hvad har været din største inspirationskilde

Jeg tror, at det, der inspirerer mig mest, er andre aktivister, og specielt de, der ikke er kendte. Jeg er i næsegrus beundring over de, der dukker op og laver kaffe, sætter scenen op, fixer højtalerne, syr bannerne, svarer på mails, gør rent, vasker op og så videre. Der er ingen politisk bevægelse uden alle dem. De er rygraden og altid dem, der arbejder hårdest.

Hvad gør du for at udvide og udvikle dit netværk?

Lader være med at tænke på, hvad jeg kan få “ud” af andre mennesker, men prøver helt enkelt at være en loyal og hjælpsom person selv. Det plejer at virke strålende til at lære folk at kende.

Hvad er dine 3 bedste studie- eller karriereråd til studerende, der drømmer om en karriere som din?

Min karriere er så hæsblæsende uplanlagt, at jeg snart sagt ikke engang selv forstår, hvordan den er opstået! Men mine tip er:

1. Vælg dine kampe med omhu.

2. Husk at grine af det hele, og hav kritikken af arbejdsmarkedet og konkurrencestaten med dig. Det vil hjælpe dig til at få det hele på afstand. Dit job og din indkomst er ikke den, du ER.

3. Alle laver af og til ting, de synes er enormt kedelige, også selvom de har sit drømmejob. Giv ikke op på et studie eller et job, fordi der er perioder, hvor du keder dig. Det kan sagtens være, du er på rette spor alligevel. Ingen føler sig selvrealiseret 24/7. Når jobbet er kedeligt, så stimuler dig selv. Læs mere, lær mere.

Simon Krag Linde

Simon skriver karriereportrætter for Talentguiden, klummer for Eurowoman og blogger på egen side. Lige nu er han i praktik ved BRO Kommunikation og læser Virksomhedskommunikation på AU. Kontakt: sl@talentguiden.dk

More Posts - Website

Follow Me:
TwitterLinkedIn

Se Også

Karrierecoach: Kom i mål med LinkedIn-anbefalinger

Unge er for dårlige til at bruge referencer på LinkedIn, hvis du spørger karrierekonsulent, Lis ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *