Forside / Iværksætterportrætter / Mød Josephine Dahl Christensen: Model, studerende og indehaver af Flying Jellyfish Media

Mød Josephine Dahl Christensen: Model, studerende og indehaver af Flying Jellyfish Media

Man behøver ikke altid at begrænse sig til et spændende projekt, når man har fundet sig et område, man virkelig brænder for. Josephine Dahl Christensen har gang i mange spændende ting på samme tid, men passion og interesse skaber energi til at få hverdagen til at hænge sammen. Josephine studerer medievidenskab på SDU, arbejder aktivt som model og har for nyligt startet egen virksomhed, der beskæftiger sig med videoproduktion, sociale medier og fotografering. Alle tre komponenter hænger sammen og fører masser af læring og kompetencer med sig.

Artiklen fortsætter under grafikken

Josephine Dahl Christensen

Alder: 30 år
LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/josephineldc
Bachelor: Medievidenskab (Syddansk Universitet)
Nuværende stilling: CEO og videograf hos Flying Jellyfish Media
Tidligere erfaring: Bl.a. civil i Forsvaret, freelance filmarbejder og model
Mest kendt for: Min arbejdsomhed og evne til at networke
Største succes: Da jeg blev forfremmet til daglig leder i Forsvaret

Du har for nogle måneder siden startet virksomheden Flying Jellyfish Media, hvorfor valgte du at starte din egen virksomhed?

Jeg har egentlig altid gået med en drøm om at blive selvstændig. Den der frihed – og samtidig forbandelse – der er i at være sin egen chef, finder jeg meget tillokkende. Jeg har bare aldrig helt vidst, hvad jeg skulle give mig i kast med. Da jeg så begyndte at arbejde som marketingassistent hos et IT-firma, hvor mit arbejde bl.a. bestod i at filme og redigere videoer, fik jeg efterhånden en større interesse for det område. Det virkede pludselig naturligt, at det var den slags virksomhed, jeg skulle starte op.

Hvad er det ved iværksætteri, der tiltaler dig?

Min far har haft sin egen lægepraksis i mange år, hvilket har været en stor inspiration for mig. Det engagement og den ildhu, han altid har lagt for dagen, har smittet af på mig i tidens løb. Derudover finder jeg iværksætteri (og iværksættere) dybt fascinerende. Hver gang jeg tilbringer tid med andre iværksættere, får jeg endnu mere blod på tanden og gåpåmod til at starte endnu en virksomhed op. Men jeg må nok hellere holde fokus på Flying Jellyfish indtil videre.

Hvad har været den største udfordring ved at starte Flying Jelly Fish Media?

Den største udfordring har helt klart været at få kunder i biksen. Når man ydmygt bevæger sig ind i mediebranchen med en lille ny virksomhed, kan det være vanskeligt at finde fodfæste, fordi alle er så vanvittigt dygtige, og konkurrencen er hård. Derfor har jeg været nødsaget til at tage endnu et arbejde ved siden af. Så ud over at arbejde som model, arbejder jeg som produktionsleder hos LitUpp Development – en nyopstartet virksomhed, som producerer online-kurser inden for personlig udvikling med diverse foredragsholdere fra ind- og udland. Det er enormt givende at arbejde hos dem. Jeg lærer noget nyt hver dag. Både produktionsmæssigt, men også ift. at være med under opstartsfasen hos en anden virksomhed.

Artiklen fortsætter under billedet

 

Hvad var det første du gjorde, da du besluttede dig for at starte virksomheden?

Det første, jeg gjorde, da jeg besluttede mig for at starte virksomheden, var faktisk at hoppe i med begge ben uden at se mig tilbage. Jeg har det med at tænke meget over tingene og er ret perfektionistisk, hvad angår arbejde, så jeg ville egentlig gerne vente, til jeg følte mig 100 pct. klar. Men hvornår bliver man egentlig det? Derfor skubbede jeg mig selv ud over kanten, bevægede mig ud af min ‘comfort zone’ og oprettede et CVR-nr. Så måtte det briste eller bære. Indtil videre bærer det, og så må vi se, hvad fremtiden bringer. Den ser lys ud.

I hvilke situationer har du lært mest gennem din karriere?

Jeg lærte helt ufatteligt meget, da jeg arbejdede som civil medarbejder i Forsvaret. Arbejdet udviklede mig rent personligt og naturligvis også arbejdsmæssigt. På et tidspunkt blev jeg forfremmet til daglig leder for et konferencecenter. Det skulderklap min chef gav mig dér, glemmer jeg aldrig nogensinde.

Du studerer medievidenskab, hvordan bruger du den uddannelse som iværksætter? Har den været relevant for det du laver nu?

Min uddannelse er i høj grad relevant for min virksomhed. Jeg har en bred vifte af kompetencer inden for mediefeltet, men det har især været i film- og fotorelaterede fag, jeg spidsede ekstra meget ører. Derudover var det også ret skægt at lære kodning. Jeg er i bund og grund ret nørdet, så teknik, IT og den slags har også altid haft en helt speciel plads i mit hjerte. Det kan sommetider være svært for mig at begrænse mig til én ting, da jeg har så ufattelig mange interesser. Eksempelvis har jeg en drøm om at udvikle en app en dag – kan meget vel være, at det bliver det næste projekt, jeg kaster mig over.

Hvordan balancerer du en hverdag med både modelarbejde, styring af virksomhed og studie?  

Det er i sandhed noget af et puslespil for mig at skulle balancere mellem studie, virksomhed og modelarbejde. Især fordi jeg altid gerne vil gøre mit ypperste i alt, hvad jeg foretager mig. Det kan være ret vanskeligt, når det hele foregår samtidigt. Livet venter ikke på, at man får overskud til det ene og det andet, så jeg gør meget ud af løbende at lade mine batterier op på bedst mulig vis.

Det er meget individuelt, hvordan mennesker lader op. Personligt ynder jeg at tilbringe tid i mit eget selskab. Jeg ser mange mennesker til daglig, så det er vigtigt for mig at trække mig tilbage og være mig selv i ny og næ. Derudover handler det i høj grad om prioritering og planlægning. Eksempelvis planlægger jeg nødigt mere end én uge frem, da jeg aldrig helt ved, hvad fremtiden bringer af modeljob, optagelser etc. Så for at undgå at skulle aflyse aftaler med venner og familie, laver jeg som regel kun aftaler én uge frem.

Artiklen fortsætter under billedet

15252682_10211314025075512_5835303640272062724_o

Hvordan bruger du erfaringen fra modelarbejdet i din nye rolle som virksomhedsejer?

Jeg bruger min erfaring fra modelarbejdet på den måde, at jeg ved, hvordan det er at stå på den anden side af kameraet. Det hjælper mig bl.a. med at kunne se, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Derudover skal jeg også ofte arbejde sammen med nye mennesker, når jeg er på photoshoots. Det gør, at jeg er blevet opmærksom på vigtigheden i at få et godt samarbejde op at køre på nul komma fem. Når man kun har 8 timer sammen, er det vigtigt, at man er åben og imødekommende, ellers bliver man ikke booket igen. De samme regler gør sig gældende for min virksomhed.

Hvad med din blog? Er det en fritidsinteresse, eller bruger du den karriere- og studiemæssigt?

Af ren og skær travlhed har jeg faktisk negligeret min blog det seneste halve års tid – desværre. Jeg elsker ellers at skrive, men endnu en gang handler det om prioritering, og jeg har simpelthen sat andre ting højere end min blog. Jeg har dog planer om at begynde at blogge igen, så snart der kommer lidt mere ro på. Hvornår det så end bliver. Jeg har primært brugt bloggen til at skrive om dybe emner og også karrieremæssigt. Fremadrettet vil den dog blive endnu mere fokuseret på karrieredelen – primært min modelkarriere.

Josephines Dahl Christensens 3 bedste råd:

1. Vær ikke bange for at fejle. Det er stadig noget, jeg minder mig selv om dagligt. En tidligere chef sagde altid “fail fast”. Kom ud over stepperne og lav fejl. Du lærer kun af det.

2. Prioritér og fokusér! Du kommer til at skulle prioritere og løbende lave til- og fravalg. Det er ikke altid lige sjovt at skulle, men det er et nødvendigt onde. Desuden er det vigtigt at holde fokus. Hav et fokusområde, som du specialiserer dig i – så kan du altid udvide og bygge på derfra.

3. Network, network, network. Ligegyldigt hvilken branche du befinder dig i – eller har lyst til at befinde dig i – så er det alfa og omega med et godt netværk. Jeg har indført en regel for mig selv; ved hvert arrangement jeg deltager i, skal jeg minimum have tre nye kontakter med mig hjem – altså deres visitkort vel at mærke. Husk på, at andre mennesker er lige så villige til at networke til diverse events, som du er. Og i øvrigt er det bare super vigtigt at deltage i forskellige events, der berører det område, som du har lyst til at beskæftige dig med, da du her møder en masse ligesindede og spændende mennesker.

Nanna Salver

Nanna er portrætskribent hos Talentguiden. Nanna interesserer sig for mennesker, medier, kultur og sprog og er altid på udkig efter inspirerende historier. Kontakt: ns@talentguiden.dk

More Posts

Follow Me:
LinkedIn

Se Også

Mød Andreas Helgstrand – dressurrytter, berider og digital gazelle

Andreas Helgstrand har vundet adskillige prestigefyldte præmier på hesteryg, men dressurrytteren forstår også at hente ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *