Forside / Studenterportrætter / Mød Maria Bonnerup, der har en Master i ’Sportsmarketing’ fra Real Madrid Graduate School og har været praktikant i Real Madrids new media-afdeling.

Mød Maria Bonnerup, der har en Master i ’Sportsmarketing’ fra Real Madrid Graduate School og har været praktikant i Real Madrids new media-afdeling.

Maria Bonnerup har brugt de sidste 3 år i sportsbranchen, men hev sidste år rødderne op, stoppede som projektkoordinator i Brøndby IF og tog til Madrid for at læse en master i Sportsmarketing. Her kommer klassens dygtigste i betragtning til en eftertragtet praktikplads hos verdens største fodboldklub, og Maria blev blandt de udvalgte. Vi har snakket med Maria om sit ophold og det at være generalist og kvinde i en mandsdomineret branche.

Artiklen fortsætter under grafikken

Maria Bonnerup

Alder: 31 år
LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/mariabonnerup
Bachelor: Sports Management – UCN Aalborg
Kandidat: Master’s Degree in Sports Marketing – Real Madrid Graduate School
Nuværende stilling: Underviser på Sports Management ved Copenhagen Business Academy
Tidligere erfaring: Projektkoordinator ved Brøndby IF
Største succes: Brøndby IF’s instagram og Brøndby Junior TV
Twitter: https://twitter.com/MariaBonnerup

Du arbejder i Brøndby, da du beslutter dig for at læse en master i Madrid. Hvordan får du denne idé?

Det er nok på den ene side grundet min flyvske opvækst, hvor jeg har boet rundt omkring i verden, at det var en nem beslutning at tage, og på den anden side befandt jeg mig i en stilling i Brøndby, hvor jeg arbejdede 60-70 timer i ugen, og trods hårdt arbejde ikke så muligheden for at avancere. En veninde fra min tid på UCN i Aalborg havde taget et onlinekursus fra universitet i Madrid og anbefalede mig det. Men jeg tænkte ”fandme nej”, den skal jeg da ikke tage online. Hvis man kan komme til Madrid, så skal jeg da tage til Madrid.

Hvilke opgaver havde du i Real Madrid?

Der var mange almindelige ad hoc-opgaver, som der oftest er som praktikant i en virksomhed. Lige da jeg ankommer, beder de mig også om at tage et kig på deres app. Jeg skal holde øje med andre apps og blive inspireret. Jeg tager den skridtet videre og lavede en fokusgruppe, nogle online surveys og holdte møder med eksterne appudviklere og andre fagfolk. Det blev meget eksternt målrettet, for Real Madrid havde aldrig foretaget undersøgelser om, hvad folk egentlig synes om app’en. Dette blev så til grundlaget for min Master thesis, som blev et researchprojekt med fokus på Real Madrid app’en, digitalisering, fanengagement og kommercialisering i sportsbranchen.

Hvad var den største udfordring ved at være i Madrid?

Det sværeste var at komme fra Danmark, hvor tingene fungerer. Det finder man jo ud af, når man rejser meget, at der er nogle steder ude i verden, hvor det bliver meget bureaukratisk, og nogle processer bliver langtrukne. Spanien er meget ”mañana mañana”, og jeg er ikke særlig ”mañana mañana”, så der clashede vi lidt. Særligt i forhold til måden, som skolen var struktureret på. Der var ikke altid helt styr på det. Men som forholdsvis ny skole og et spritnyt program, kan man kun forvente diverse børnesygdomme. Madrid i sig selv kunne også være vildt frustrerende, særligt når man ikke har haft WiFi i fem dage, og teknikerne absolut ikke har travlt med at komme og fixe det. Til gengæld fungerer deres metrosystem upåklageligt.

Sproget var faktisk ikke det sværeste. Når man lige kan begå sig på basisniveau, så er Madrid en dejlig by at bo i.  Der er enormt mange søde og gæstfrie mennesker, som er interesseret i at vise deres land frem.

Artiklen fortsætter under billedet

img_74561

Hvad var den største udfordring ved at være i praktik i Real Madrid?

Det var nok, at jeg i virkeligheden var for gammel til at være praktikant. I og med at jeg kom med noget erfaring fra Brøndby og selv har haft praktikanter, så var det pludselig mærkeligt at skulle have praktikantrollen og være meget stille og nærmest underdanig. Derfor var det godt, at jeg kunne lave min thesis og sætte mig selv i gang med at arbejde ind i mellem.

Det sværeste ved at være i Real Madrid var det her meget bureaukratiske og hierarkiske system. Og så det faktum at jeg er kvinde i en meget mandsdomineret branche. Det er her, jeg opdager, at vi er nået meget længere med ligestillingen hjemme i Danmark. Fx til mit thesis-forsvar, hvor der sad et tremandspanel, der skulle bedømme mig, der kommenterede de alle sammen på, at jeg var kvinde. Og det har jeg svært ved at forstå, var relevant for mit thesis forsvar.

Hvordan så en almindelig dag ud i Real Madrids marketingafdeling?

En almindelig dag var ret stille og rolig. Der er mange ansatte og mange resurser, så knap så dynamisk som i mindre klubber, tror jeg. Jeg sad i New Media-afdelingen, som indebærer sociale medier og app’en. Jeg brugte meget tid på at undersøge muligheder for at forbedre Real Madrids app. Derudover havde jeg nogle ad hoc-opgaver: Real Madrid spiller jo tit kampe. Tre kampe om ugen i snit. Og efter hver kampdag skulle jeg trække nogle billeder og videoer ud og sende til dem til kunder, der har licens til dem, fx andre sportsapps og nyhedsmedier. Jeg fik også lov til at lave et par danske opslag på Real Madrids facebookside. Det var ret sjovt at følge med i, hvor langt de rakte ud. De segmenterede opslag til danskerne klarede sig faktisk rigtig godt. Det var dog en relativ kort praktikperiode, så det var ikke så meget, jeg fik lov til. Derfor var jeg også glad for, at jeg havde min thesis, som jeg brugte meget af tiden på at arbejde med.

Men selvom det var en kort periode, vil jeg aldrig sige, at den var spildt. For der står Real Madrid på CV’et nu. Men jeg kunne godt have ønsket mig en bedre praktikperiode. Det kan godt være, at det er den største og bedste fodboldklub i verden, men det er ikke nødvendigvis den bedste arbejdsplads. Det er en meget topstyret, vertikal arbejdskultur, hvor man følger ordrer fra den øverstkommanderende, og der er ikke den samme kreative frihed, som jeg har brug for. Derfor tror jeg ikke, at jeg ville kunne arbejde for Real Madrid, og det var egentlig rart at finde ud af. I Skandinavien er vi vant til en mere vandret model, som bygger på tillid og ansvar. Ligeledes vægter vi kreativitet og innovativt tænkende medarbejdere højere og er i den grad også bedre til at motivere den type.

Så hvad er din ideelle arbejdsplads – drømmejobbet?

Jeg har lyst til så mange ting. Jeg kunne godt tænke mig på sigt at arbejde for en af de store sportsbrands i tøjbranchen; NIKE, ADIDAS, måske danske Hummel. På sigt kunne jeg også godt se mig runde udlandet igen, det ligger jo i min DNA. Men jeg kunne også godt se mig selv i en lille, innovativ virksomhed herhjemme, hvor der er kreativ frihed og plads til at tænke ud af boksen.

Hvad har du af mål og drømme for dit liv og karriere?

I Brøndby var der, jeg udviklede mig mest, og der jeg fandt ud af, at det også er vigtigt, at have det godt – og have et liv ved siden af jobbet, hvilket er svært, når man arbejder 60 timer i ugen. Jeg har fundet ud af, at jeg skal blive bedre til at passe på mig selv, så jeg håber, jeg finder et job, som giver mig plads til at have et liv ved siden af. Omvendt er jeg klar over, at et arbejde i sportsbranchen bliver en del af dit liv. For det er en livsstil. Nu er jeg 30+, har arbejdet i en del år – også uden for sportsbranchen – og ikke kun studeret, så målet fremadrettet er at få en lederstilling og mere ansvar. Hvem ved, måske Marketingschef i Brøndby IF om en 10-15 år?

Hvordan ser jobmarkedet ud for dig og med din uddannelsesbaggrund?

Jeg har en lidt usædvanlig kombination; sport, film og TV og marketing. Så jeg tror, at det enten kan blive nemt eller helt vildt svært for mig. Det kræver, at der er nogen, der kan se ideen med den kombination. Sportsbranchen i Danmark er lillebitte, så det er et spørgsmål om netværk. Og der føler jeg mig rimelig godt stillet qua min tid i Brøndby. LinkedIn er et rigtig godt værktøj for mig, da jeg er typen, der husker ansigter og i virkeligheden er elendig til at huske navne.

Hvordan networker du?

Jeg tror, det er vigtigt, at man sørger for at komme ud. Holde øje med hvad der sker. Og så mener jeg, at det er vigtigt, man investerer i sig selv. Tager på kurser og læser relevante bøger og blogs. Men vigtigst af alt, at man sørger for at tage til nogle arrangementer og få snakket med nogle mennesker. Relationer er super vigtige. Og så få brugt LinkedIn en del; være aktiv derinde og holde øje med de netværksmuligheder, der dukker op.

Artiklen fortsætter under billedet

pippi1

Marias tre råd til studerende

1. Når du skal finde din hylde: er det også okay at være generalist. Jeg tror, der er rigtig mange unge mennesker, som har en idé om, at de SKAL uddanne sig til noget specifikt, og så skal de lave noget specifikt. Men det er helt okay at være generalist. Omfavn det, og vær tro mod din nysgerrighed. Jeg troede selv, at det var tv- og filmbranchen, jeg skulle være i, men det er i virkeligheden projektorienteret arbejde, som interesserer mig, og det finder man i mange brancher.

2. Når du står foran en udfordring: så lad vær med at se det som en hindring eller et problem, men som noget nyt, du kan kaste din nysgerrighed over. Jeg er fortaler for learning by doing – det er en ret vigtig del af at udvikle sig selv. Du skal ikke være bange for at springe ud i noget nyt. Jeg tror, mange kan gå i stå, når de får tildelt noget, de ikke har lavet før, og med det samme siger ”det kan jeg ik”. Det er i min verden et forkert approach. Lad i stedet det ukendte pirre din nysgerrighed og kast dig ud i det.

Der findes et Pippi Langstrømpe citat, som er blevet lidt mit mantra: ”Det har jag aldrig provat før, så det klarar jag helt säkert!”

3. Når du skal i praktik: skal du sørge for at være åben, proaktiv og nysgerrig. Samtidig skal du også være tålmodig, arbejde ihærdigt og bevise dit værd, så kommer ansvaret også. Husk, at du selv er ansvarlig for din læring – også i løbet af din praktik.

Simon Krag Linde

Simon skriver karriereportrætter for Talentguiden, klummer for Eurowoman og blogger på egen side. Lige nu er han i praktik ved BRO Kommunikation og læser Virksomhedskommunikation på AU. Kontakt: sl@talentguiden.dk

More Posts - Website

Follow Me:
TwitterLinkedIn

Se Også

Hvad forventer direktørerne af morgendagens talenter? Jesper Damm fra The Boston Consulting Group

CBS Case Competition 2017 er i fuld gang og studerende arbejder på fuld tryk med ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *