Forside / Karriereportrætter / Mød Nina Lisa Johansen, Creative Copywriter hos Hjaltelin Stahl: Lavede et 180 graders karriereskift fra Deloitte til den kreative branche

Mød Nina Lisa Johansen, Creative Copywriter hos Hjaltelin Stahl: Lavede et 180 graders karriereskift fra Deloitte til den kreative branche

Nina Lisa Johansen har læst International Business og Cand. merc. aud. på CBS. Efter et år i Deloitte sagde hun sin stilling op for at forfølge drømmen om at arbejde som kreativ. Det var en stor beslutning og en endnu større udfordring at få foden inden for hos reklamebranchen: ”Bare fordi du holder af Mad Men, er det ikke ensbetydende med, at reklamefolk står i kø for at tale med dig,” siger hun. Men Nina Lisa er en god netværker og efterhånden kom hun i snak med de helt rigtige. 

Nina Lisa Johansen

Alder: 27 år
LinkedIn: www.linkedin.com/in/nina-lisa-sø-johansen-98166010
Bachelor: International Business (CBS)
Kandidat: Cand. merc. aud (CBS) og Brand and Communications Management (CBS)
Nuværende stilling: Creative Copywriter hos Hjaltelin Stahl
Tidligere erfaring: Revisortrainee hos Deloitte
Største succes: 180 graders karriereskift
Mest kendt for: God netværker
Yndlingscitat: ”If you are the smartest person in the room, you are in the wrong room”
Yndlingsbog: ”Ogilvy on Advertising”, en gammel klassiker men med sikre råd, der stadig gælder, fx at teste det produkt du skriver om.

”Som kreativ behøver man ingen uddannelse”

Det lå ikke i kortene, at Nina Lisa skulle arbejde som kreativ i et reklamebureau, men selvom hun i dag ikke bruger sin uddannelse direkte, fortryder hun ikke de valg, hun har taget i på sin vej:

”Som kreativ behøver man ingen uddannelse. Hvis man har evnen til at få gode idéer baseret på stærke indsigter – dvs menneskers følelser – så kan man blive en god kreativ. Der er fx aldrig nogen, der har set mine papirer fra CBS – hverken fra International Business, Cand. merc. aud eller Brand and Communications Management. Spild af evner vil nogle måske sige. Jeg ser det mere som noget indsigtsgivende. Jeg har mødt mennesker, som laver noget andet end mig selv, og som bliver tændt og slukket på noget andet jeg. Den indsigt er værdifuld – faktisk ubetalelig.”

Dertil fortæller Nina Lisa, at tiden som revisor i Deloitte stadig har en stor betydning for hende i dag, idet hun her indså en meget vigtig ting i livet: ”Før jeg blev kreativ var jeg revisor ved Deloitte. Det job udviklede mig meget – det fik mig nemlig til at indse, at penge ikke er alt – det er intet, når du laver noget, du ikke kan lide.”

Fra revisor til kreativ 

Det var en meget stor udfordring at skifte karriere fortæller Nina Lisa: “Bare fordi du holder af Mad Men er det ikke ensbetydende med, at reklamefolk står i kø for at tale med dig – og ikke alene hyre dig.

Løsning på problemet skulle vise sig at være Nina Lisas evne til at netværke, som hun beskriver som en af sine største styrker – lige efter det at skrive. ”Udover mit håndværk – som er at skrive – er min største styrke evnen til at netværke. Alle mennesker kan lære at skrive, og størstedelen kan også gøre det rigtig godt. Men netværk – og viljen til at bruge det – er grunden til jeg er, hvor jeg er i dag.”

Nina Lisa tog derfor til en masse fester for at tale med folk fra reklamebranchen: ”Vi er meget bange for at snakke med hinanden, når vi er ædru. Derfor er fester det bedste sted at skabe netværk… Og der kan komme noget godt ud af fulde folk – især til reklamefester, hvor jeg omsider endte i snak med nogle af de rigtige.”

En hverdag som kreativ

Nina Lisa elsker hverdagen som kreativ: ”Når jeg vågner om morgenen ligger jeg i min seng med følelsen af, at jeg skal op og hænge ud med mine venner – mens vi diskuterer et emne, vi alle sammen elsker. Det er netop sådan, jeg opfatter min dag hos Hjaltelin Stahl. Når jeg møder ind i den hyggelige baggård i hjertet af København, starter dagen med dampende kaffe og ostemadder inden dagens første brief – måske fra Lufthavnen – lander. Det kan også være IKEA, der skal have hjælp til at samle et budskab, inden det bliver sendt ud til en halv million mennesker.”

Jeg spørger Nina Lisa nærmere ind til hendes motivation bag arbejdet som kreativ og dertil svarer hun helt enkelt: ”Glæde. Jeg mener det er – eller bør – motivere alle. Er du glad for at sidde ved kassen, så bliv siddende. Og lad ikke andre bilde dig andet ind.”

Vandt McKinsey-skrivekonkurrence på International Business

”Det er sjovt, fordi jeg havde en lille succesoplevelse på International Business (bacheloruddannelse med Danmarks højeste adgangskarakterkrav, red.), som ellers var op ad bakke det meste af tiden. Dengang vidste jeg ikke, at jeg skulle være tekstforfatter. Jeg troede nemlig, at tal var den eneste rigtige vej frem påvirket af alle mine meget dygtige og ambitiøse medstuderende. I forbindelse med udveksling blev der afholdt en essaykonkurrence, hvor man skulle skrive om sin passion for potentielt at blive tildelt et legat. Jeg skrev om min mor – mest bare fordi jeg nød at skrive. Da jeg blev ringet op af McKinsey-folkene bag med beskeden om, at mit essay havde vundet, der burde jeg måske ha’ genovervejet at tage pennen op.

Nina Lisas 3 gode råd til studerende

  1. Lad være med at blive påvirket af, hvad dem lige rundt om dig vælger.
  1. Tænk ud af boksen og lav din egen research – den kan sagtens komme fra film og serier.
  1. Hvis du tvivler på dit studie, så er du ikke alene. Husk at alle veje fører til Rom.

Stine Gammelager

Stine er portrætskribent hos Talentguiden, og til dagligt læser hun Cand. merc. (kom.) på CBS. Hun elsker at læse og skrive om marketing, kommunikation og iværksætteri.

More Posts

Follow Me:
TwitterLinkedIn

Se Også

Karrierecoach: Kom i mål med LinkedIn-anbefalinger

Unge er for dårlige til at bruge referencer på LinkedIn, hvis du spørger karrierekonsulent, Lis ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *