Forside / Karriereportrætter / Mød Sara Green Brodersen, founder af Deemly, hvis speciale blev springbrættet til virksomheden
sara brodersen

Mød Sara Green Brodersen, founder af Deemly, hvis speciale blev springbrættet til virksomheden

Da Sara Green Brodersen skrev sit speciale, gik det hurtigt op for hende, at der manglede tillid blandt brugere på deleøkonomiske platforme. Hun afsluttede sit studie og fik et godt fuldtidsjob som managementkonsulent, men hun kunne ikke slippe den ide, der så småt var begyndt at spire i hende. En ide, der skulle føre hende væk fra sit trygge job, og ud på en rejse som iværksætter, hvor virkeligheden langt fra er tryg og sikker, men mulighederne er uendelige.

Artiklen fortsætter under grafikken

Sara Green Brodersen

Alder: 28 år
LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/saragreenbrodersen/da
Bachelor:
International Business Communication (ASB)
Kandidat:
Cand. IT E-business (ITU/CBS)
Nuværende stilling:  Founder og CEO hos Deemly
Tidligere erfaring:  Implement Consulting Group, YouNoodle + medstifter af HeatMat og Mindteacher

Sara har altid vidst, at hun ville starte sit eget på et tidspunkt. Allerede som 16-årig startede hun egen virksomhed, og denne tidlige start gjorde, at hun altid har vidst, at det kunne blive en levevej. Men det kræver hårdt arbejde, og hun er vokset op med, at man altid skal gøre sit bedste. Det behøver ikke være perfekt – men man skal gøre en indsats. Det har været hendes motto gennem livet, og som 28-årig har hun startet tre virksomheder op, senest virksomheden Deemly.

Alle burde tvinges til udlandet i mindst seks måneder

Modet til at springe ud i det ukendte kommer blandt andet fra de valg i livet, som hun har taget, der har givet hende uvurderlig erfaring og en god portion mod.

Hun arbejdede fuldtid i London i to år, inden hendes bachelor i Engelsk og Virksomhedskommunikation på Aarhus Universitet. ”Alle burde tvinges til udlandet i mindst seks måneder. Tænk hvor meget bedre vi ville forstå verden og os selv i den kontekst”, forklarer Sara, der mener, at man ikke skal være så bange for at kaste sig ud på dybt vand – især ikke som ung.

At tage til et andet land som 18-årig har været uvurderligt for Sara, da det er i pressede situationer, at hun rykker sig og lærer mest. Det gav hende også en helt anden balast i forhold til sin bachelor, fordi ifølge hende, er det kombinationen af uddannelse og erfaring, som giver en stærk profil: ”For mig er det akademiske fundament vigtigt for at kunne forstå, analysere og løse et problem. Men erfaringen er det, der giver dig unik viden og netværk, som kan tage din karriere eller virksomhed til et nyt niveau”, understreger hun.

Sara var ikke færdig med udlandet, og under hendes bachelor i Aarhus valgte hun at tage et halvt år til San Francisco, hvor hun var praktikant i et startup firma, YouNoodle, der udvikler software til business plan competitions. ”Den oplevelse gav mig god erfaring i forhold til, hvordan en lille virksomhed fungerer”, husker Sara, der især lærte, hvordan et lille team kan gøre en kæmpe forskel med det rigtige netværk.

Fandt et hul i markedet

Efter sin bachelor læste Sara sin kandidat på CBS og ITU, og det var under sit speciale om deleøkonomi, at hun fandt et hul i markedet og en ide begyndte at spire.

”Det var igennem mine interviews til specialet, at det blev tydeligt for mig, at der var behov for en virksomhed som Deemly. Jeg fandt ud af, at der var problemer med at bygge tillid mellem brugerne, og det er essentielt for at deleøkonomi kan fungere”, fortæller hun.

Ideen var hun dog ikke klar til at føre ud i livet endnu, og efter studiet blev hun ansat som management konsulent hos Implement Consulting Group. Det var et godt og trygt job, men hun kunne ikke slippe den lille ide, der nu havde vokset sig stor og var blevet svær at ignorere.

Ved siden af sit fuldtidsjob undersøgte hun derfor teknologiske løsninger og arbejdede i fem måneder på det, der senere skulle blive virksomheden Deemly. ”l løbet af de fem måneder fik jeg testet idéen, talt med en masse mennesker, samlet et team, hvilket overbeviste mig om, at Deemly var en rigtig god ide, og det gav mig modet til at tage springet”, forklarer hun.

Fra speciale-ide til egen virksomhed

Sara tog springet, sagde sit job op, og alle hendes tidligere erfaringer fra blandt andet praktikopholdet i San Francisco, tidligere startups og studiet skulle nu sættes på prøve.

Hun var klar over, at det ikke kan gøres alene, og ret hurtigt fik hun fire co-founders med ombord til at sparre med. ”Jeg har arbejdet med dem på den ene eller anden måde tidligere, så jeg vidste, hvilke evner de bestred, samt hvad jeg kunne forvente af hver især”, fortæller Sara, der også har trukket på sit netværk af folk med forskellige erfaringer inden for bestemte områder.

Den lille ide der spirede under hendes speciale blev til virksomheden Deemly, som hun startede i januar i år. Virksomheden bygger på tillid mellem brugere i den digitale verden, og Deemly samler brugernes personlige anmeldelser til en samlet troværdighedsscore. ”Brugerne vil via Deemly-scoren hurtigere være i stand til at danne sig et overblik over, hvad det er for en person, de interagerer med på de deleøkonomiske platforme, hvilket betyder, at tilliden stiger, og når tilliden stiger blandt brugerne, så følger aktiviteten med”, siger Sara, der indtil videre har scores fra Airbnb, Upwork og ebay, og mere end 30 platforme i pipelinen.

Ikke bange for at spørge om hjælp

Den nyetablerede virksomhed begynder altså stille og roligt at tage form, men det betyder ikke, at Sara kan læne sig tilbage og slappe af. ”Der er konstant udfordringer, når man er iværksætter, derfor kan man ligeså vænne sig til et vist niveau af kaos”, fortæller Sara, der heldigvis har sparringspartnere omkring sig og ikke er bange for at spørge om hjælp. ”Jeg tror meget på at spørge om hjælp, hvilket jeg oplever, at mange er tilbageholdende med. Min oplevelse er, at der altid er nogen, der vil hjælpe med inputs og ideer”, siger hun.

Specielt folk der selv har været eller er iværksættere har kunne give de bedste råd. Det bedste hun har gjort for at udvikle hendes netværk er at komme med i Thinkubator accelerator forløbet, hvor Sara og hendes team arbejdede sammen med ti andre startups i ti uger. ”Det har givet utrolig meget at kunne spare med andre startups, som er på nogenlunde samme stadie som os”, fortæller hun.

Denne sparring har været uundværlig og generelt har Saras læringskurve været stejl de sidste seks måneder, og hver dag er der nye ting, som hun skal tage stilling til. ”Der er jo ikke noget kursus man kan tage i, hvordan man for eksempel fyrer en medarbejder eller rejser penge”, forklarer Sara, der langt fra er skræmt væk og stadig har en urokkelig tro på sin ide.

Saras bedste råd til studerende, der drømmer om at starte egen virksomhed:

  1. Bed om hjælp. Der er så mange mennesker derude, som er villige til at hjælpe dig. Det er bare med at finde dem. Jeg synes, at jeg har fået de bedste råd fra andre iværksættere, da de har været igennem mange af de samme udfordringer, som mig.
  2. Tænk stort! Man skal ikke være bange for at tænke store tanker og have store drømme for sin virksomhed – man kan ofte meget mere, end man regner med.
  3. Find et fantastisk team! Det er lettere sagt end gjort, men det er uvurderligt at have nogle mennesker omkring sig, man kan stole på, og som kan hjælpe en med at bygge den virksomhed, man drømmer om.

Nathalie Meinhardt Lind

Nathalie er portrætskribent hos Talentguiden. Hun læser til dagligt Virksomhedskommunikation på Århus Universitet og interesserer sig for PR, marketing og kommunikation. Derudover arbejder hun som projektassistent hos Klix Kommunikation. Kontakt: nm@talentguiden.dk

More Posts

Follow Me:
LinkedIn

Se Også

Mød Kristoffer Hjerrild fra Winkwink, der sprang uddannelsen over og blev direktør i sin egen virksomhed

Kristoffer Hjerrild blev familiens mønsterbryder ved at springe den lange videregående uddannelse over. I stedet ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *