Forside / Karriereportrætter / Mød Shankar Ralhan, konsulent hos Intellishore, der ikke vil lade sig begrænse af sin alder.

Mød Shankar Ralhan, konsulent hos Intellishore, der ikke vil lade sig begrænse af sin alder.

Som bare 25-årig er Shankar Ralhan allerede Senior Management Consultant, Gæsteforelæser og Bestyrelsesformand. Det skyldes målrettet arbejde, stærkt drive og en overbevisning om, at hvis bare du har viljen, så kan alt lade sig gøre. Talentguiden har snakket med det unge karrieretalent om, hvordan han er nået dertil, hvor han er i dag.

Artiklen fortsætter under grafikken

Shankar Ralhan

Alder: 25 år
LinkedIn: www.linkedin.com/in/shankar-ralhan
Bachelor: BSc. International Business (CBS)
Kandidat: Cand.Merc.IMM
Nuværende stilling: Senior Management Consultant hos Intellishore A/S
Tidligere erfaring: Datamonitor, Motion Media. Herudover kundeerfaring / konsulentprojekter gennem virke hos Intellishore hos: Mærsk Olie & Gas, LEO Pharma, Novo Nordisk og Mærsk Line
Mest kendt for: Leder i en ung alder. Projektleder på større projekter i flere multinationale selskaber samt bestyrelsesformand i Hørsholm Badminton Klub.

Hvordan ser din dagligdag hos Intellishore A/S ud, og hvilke opgaver har du ansvaret for?

At være Management Konsulent i Intellishore indebærer en dynamisk hverdag, hvor der stilles høje og konstante krav. Som konsulent leverer man på kundeprojekter, hvilket også indebærer, at man ikke altid ved, hvor man er den næste uge.

Gældende for alle mine leverancer er dog, at jeg har haft glæden af at drive større multidisciplinære projekter inden for ’Business Change & Transformation’ og ’Business Intelligence’. Det vil sige, fra udformning af den overordnede strategi til projektledelse af udvikling, implementering og forankring af datadrevne ledelsesværktøjer.

Dybest set handler det om at øge virksomheders forretningsværdi og konkurrencefordele ved at anvende data til at opnå nye indsigter – for at gøre det muligt at foretage intelligente strategiske beslutninger om virksomheden og dens fremtidige kurs.

Charmen ved netop Intellishore er, at det er et nystartet konsulenthus, hvilket giver et andet perspektiv end i de klassiske større konsulenthuse. Som en del af Intellishore-familien er man også en integreret del af udviklingen af et konsulenthus med store armbevægelser.

Dét at kunne levere på et millionprojekt hos en kæmpe multinational virksomhed den ene dag, og så være med til at definere byggestenene og visionerne for en ung virksomhed den anden dag, dét er der charme i! Netop det faktum er også med til at sikre, at min hverdag aldrig bliver ensartet eller triviel.

Hvilke kompetencer er de vigtigste for at bestride en stilling som din?

Det lyder så kliché, men det kræver virkelig, at man er detaljeorienteret. Mit arbejde føder ofte direkte ind til den øverste ledelse i store multinationale selskaber, så kvalitetssikring og skarpe anbefalinger er nøgleord.

I hvilke jobs gennem din karriere har du udviklet dig mest?

Der er særligt to roller, som har udviklet mine kompetencer mest. Mit mest inspirerende job er klart mit nuværende, hvor jeg som konsulent har haft ansvaret for at definere strategier for multinationale selskaber. Netop det spændende ved denne del er det faktum, at man kommer rundt og snakker med folk i hele organisationen. Senest har jeg været hos en ledende pharmaceutisk organisation, hvor jeg har haft glæden af at komme rundt og snakke med passionerede mennesker i alt fra Finansafdelingen, HR, Corporate Strategy, R&D samt salgslandene (og alt derimellem) for at kunne skabe sammenhængende og globale anbefalinger. Dette giver indsigt i så utrolig mange forskelligartede afdelinger i en større organisation og er med til at styrke mit domæne- og industrikendskab. Netop den tilgang giver mig mulighed for at levere kundeanbefalinger, der er baseret på indsigt, forretningsforståelse og industrikendskab.

Udover mit konsulentjob, så er jeg tilknyttet som Gæsteforelæser på flere gymnasier, bl.a. Rungsted Gymnasium og Handelsgymnasiet HHX i Lyngby. Netop den rolle har enorm betydning for mig. Jeg har qua min indiske baggrund samt business-kompetencer drevet og afholdt flere kulturelle workshops og forelæsninger på gymnasier og skoler.

Jeg har i den forbindelse også været med til at etablere et skolepartnerskab med en indisk skole for et gymnasium, der har til formål at facilitere elev- og lærerudveksling. Det er enormt tilfredsstillende for mig at kunne være med til at bidrage til elevers forståelse af et land i ekstrem vækst og med en kultur, der ligger så langt fra vores. Ikke blot glæder det mig at kunne bidrage til undervisningen af elever, men det giver mig også personligt utrolig meget energi at afholde workshopsene. Jeg føler mig fornyet hver gang, jeg har kørt sådan en session.

Hvilken baggrund har dine forældre? Hvilken betydning har det haft for dit mindset og tilgang til karriere?

Mine forældre er begge født og opvokset i Indien. Netop det faktum har naturligt gjort, at jeg har haft et indgående kendskab til Indien og indisk kultur – det er en del af mit DNA. Det gør mig derfor også glad, at jeg har muligheden for at videreføre min viden og erfaringer med Indien til elever og studerende på tværs af uddannelsesinstitutioner.

At mine forældre er indiske, har også haft en betydning i forhold til mine målrettede karrierevalg. Uddannelse er altafgørende i Indien, og netop derfor har mine forældre altid været solide støttepiller igennem hele mit uddannelsesforløb. De har altid taget stor del i min uddannelse og været klar på at rådgive  efter behov.

Fortæl om din uddannelse og de valg du har taget på vejen. Hvad har de betydet?

Min interesse har altid ligget indenfor det bredere spektrum af business og generel virksomhedsledelse. Jeg valgte derfor efter gymnasiet at søge ind på BSc International Business på CBS. Uddannelsen er kendt for sin utroligt høje adgangskvotient samt meget dedikerede og målrettede studerende. Der er mange fordomme om IB – nogle rigtige og nogle overdrevne. Men én ting er helt særligt ved IB, og det er den ekstreme konkurrence, der hersker de studerende imellem. Netop denne konkurrence er dén faktor, som er med til at motivere nogle og bryde andre ned.

For mig, så var det en smagsprøve på den konkurrence, jeg også oplever til dagligt i arbejdslivet.

På 5. semester fik jeg efter længere tids søgen og mange afslag muligheden for at tage et 6-måneders internship i New Delhi i Indien. Det halve år, har i høj grad været med til at styrke min karakter og den profil, jeg har i dag. Jeg arbejdede i strategiafdelingen af en virksomhed, der evaluerer kompetenceniveauet blandt indiske skoleelever. De 6 måneder gav mig også et indblik i de hårde arbejdsvilkår i Indien – og selvom jeg var praktikant, så var reglerne ikke anderledes for mig: 6 lange dages arbejde om ugen. Tiden ved siden af arbejdet var også helt særlig – på trods af min indiske baggrund, så viste det sig som en spændende udfordring, at skulle finde sin plads blandt kollegaer og nye venner. Det faktum at jeg kan snakke Hindi, var bestemt ikke en garanti for let integration i de sociale kredse. Men lidt efter lidt, så lykkedes det – og samlet set, så er der ingen tvivl om, at det var et meget givtigt ophold, der absolut har styrket min dansk-indiske businessorienterede profil.

Efter endt bachelor, skulle der vælges kandidat. Da IB er en ret bred bachelor, som ofte godt kunne virke frustrerende, så afspejlede mine til tider svingende karakterer klart hvor mine kompetencer og interesser lå. Med basis i dét, valgte jeg derfor Cand.Merc IMM som min kandidat – en strategiorienteret kandidat. Netop Cand.Merc IMM gav mig mulighed for at fordybe mig i mine interesser.

Du er bestyrelsesformand i Hørsholm Badminton Klub. Hvorfor vælger du at lægge din tid der?

Jeg blev valgt ind som ny Bestyrelsesformand i starten af 2016 og har i den forbindelse haft det overordnede ansvar for klubbens drift og udvikling. Jeg har spillet i Hørsholm Badminton Klub i snart 15 år og har samtidig tidligere været ansat som træner i 7 år, så det er en klub, der står mig meget nær.

At kunne kunne lede og drive udviklingen af en klub er bestemt en lærerig oplevelse. Erfaringerne og det ledende ansvar fra arbejdet som konsulent i dagligdagen, bygger rigtig fin bro til mit virke som bestyrelsesformand. At turde tage ansvar og stå til regnskab for sit arbejde er bestemt ens i begge poster.

Det giver mig derudover fornyet energi, hver gang jeg opnår resultater som bestyrelsesformand. Uanset om det handler om at lukke aftaler med nye sponsorer, at optimere indmeldelsesprocesser, planlægge et nyt projekt i samarbejde med kommunen eller at arrangere en fest for klubbens medlemmer – så er det en skøn følelse, da man gør en forskel. Det er fantastisk at kunne give noget igen.

Hvad motiverer dig til at nå dine mål?

Det har altid været en motivation for mig at nå så langt som muligt i en så ung alder som muligt. Det motiverer mig utroligt meget at kunne udfordre status quo og rykke ved folks forventninger og forudindtagelser, særligt rettede mod, hvad hvad man som et ungt menneske kan. Jeg lever efter et princip om, at jeg ikke vil være begrænset af min alder.

Hvad er dine 3 bedste studie- eller karriereråd til studerende, der drømmer om en karriere som din?

  1. Skab dig en profil: I et konkurrencepræget miljø gælder det om hurtigt at finde ud af, hvad der gør dig unik og anderledes.
  2. Forbliv ydmyg: Husk altid at lytte til andre mennesker – andres holdning og opfattelse kan være lige så rigtig som din egen.
  3. Hold fast i det, der betyder noget: Jagten efter success må ikke påvirke din evne til at vedligeholde de menneskelige relationer – i sidste ende, så er det alt, hvad der betyder noget.

Har du et ynglinscitat, der inspirerer dig?

Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet.

Karoline Mia Jessen

Karoline læser til dagligt Dansk på KU og har stor interesse for kommunikation og marketing. Derudover har hun sin egen grafiske designvirksomhed. Kontakt: kj@talentguiden.dk

More Posts - Website

Follow Me:
TwitterLinkedIn

Se Også

Karrierecoach: Kom i mål med LinkedIn-anbefalinger

Unge er for dårlige til at bruge referencer på LinkedIn, hvis du spørger karrierekonsulent, Lis ...

En Kommentar

  1. S. R.

    Hej Caroline,

    Tillykke med et velanskrevet artikel/portræt af Shankar Ralhan.

    Med venlig hilsen
    S.R.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *