Forside / Karrieretips / Rekrutteringschef hos Danske Bank: ”Lad være med at tage imod råd fra sådan nogen som mig.” Ole Bech-Petersen giver sine bedste råd til studerende.
danske bank

Rekrutteringschef hos Danske Bank: ”Lad være med at tage imod råd fra sådan nogen som mig.” Ole Bech-Petersen giver sine bedste råd til studerende.

Jobsøgningen kan være en udfordrende proces, og det er ikke altid let at vide, hvad man skal gøre, for at vinde arbejdsgiverens gunst. Derfor er vi på redaktionen gået direkte til kilden og har spurgt ledende HR-og rekrutteringschefer hvad de leder efter, når de ansætter nye medarbejdere i deres virksomhed. Denne gang er turen gået til Danske Bank og rekrutteringschef Ole Bech-Petersen.

Hvilke personlige karaktertræk leder du efter hos nyuddannede?

Det kommer an på stillingen. Men når vi i Danske Bank fx rekrutterer graduates, kigger vi i høj grad efter evnen til at tænke internationalt, samarbejde og gøre sin viden relevant for kunder og kolleger. Et andet kodeord er forandring. Vores graduates og vores medarbejdere generelt skal ikke bare trives med forandring. De skal være med til at skabe forandring og udfordre den måde, vi driver bank på.

Hvilke kompetencer spår du, bliver efterspurgte i fremtiden hos virksomhederne?

Om fem år vil de fleste virksomheder stå over for muligheder og udfordringer, som få af dem har fantasi til at forestille sig i dag. Ny teknologi, ny kundeadfærd eller noget helt tredje. Derfor bliver en altafgørende kompetence evnen til at omsætte den ekspertise, du har gennem studie eller job, til at håndtere nye situationer, som hverken du, dit studie eller din arbejdsplads har forudset. Du skal ikke have svarene på alt. Men du skal have værktøjerne og mentaliteten til at forstå og reagere på nye trends, efterhånden som de opstår.

Hvilke kompetencer oplever du, at nyuddannede mangler?

Jeg oplever af og til nyuddannede, der mangler ydmyghed. Når du er færdig med studiet, har du stadig meget at lære, og det skal du ikke glemme. Men jeg oplever faktisk flere nyuddannede, der mangler mod til for alvor at udfordre og tænke nyt. Når vi ansætter en ny kollega, er det ikke for bare at oplære vedkommende til at gøre akkurat det, som mere erfarne kolleger har gjort i årevis. Sæt spørgsmålstegn ved etablerede rutiner. Og kom med forslag til, hvordan din virksomhed kan gøre tingene anderledes.

Hvad er det bedste råd, hvis man ønsker en international karriere?

At arbejde fokuseret på at udvide din internationale horisont og gøre det allerede under studiet. Der findes så enormt mange muligheder for at gøre det og få en masse faglige, kulturelle og personlige oplevelser, som du kan bære videre i din karriere og liv i det hele taget. Tag på udveksling et halvt år. Tag hele din uddannelse på et universitet uden for Danmark. Eller gør noget helt andet. Slå dig ned i en landsby i Afrika eller bliv frivillig hos en NGO i Mumbai. Du kommer ikke til at fortryde det.

Hvad er dit bedste råd til studerende?

Gør dig umage. Tro på dig selv. Hold dine muligheder åbne. Og vigtigst af alt: Lad være med at tage imod råd fra sådan nogen som mig, der ikke kender dig og kun kan tilbyde meget generelle råd. Tag snakken med dem, du kender allerbedst, eller en, du stoler særligt meget på, og spørg dem direkte, om de har et råd de vil give dig med på vejen. Brug det, du kan bruge. Og parker resten.

Karoline Mia Jessen

Karoline læser til dagligt Dansk på KU og har stor interesse for kommunikation og marketing. Derudover har hun sin egen grafiske designvirksomhed. Kontakt: kj@talentguiden.dk

More Posts - Website

Follow Me:
TwitterLinkedIn

Se Også

Karrierecoach: Kom i mål med LinkedIn-anbefalinger

Unge er for dårlige til at bruge referencer på LinkedIn, hvis du spørger karrierekonsulent, Lis ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *