Forside / Studietips / Skal du til Karrieredagene? Sådan forbereder du dig

Skal du til Karrieredagene? Sådan forbereder du dig

På Karrieredagene er der mere end 150 forskellige virksomheder og organisationer og en lang række oplæg og tilbud, giver det sig selv, at du ikke kan nå at networke med hele flokken og samtidig nå hvert eneste oplæg og også lige få hevet et gratis portrætbillede med dig hjem. Men du kan nå rigtig meget, hvis du ser på den messedag, som en effektiv arbejdsdag. Og sådan en kræver lidt planlægning.

Hvad er dit formål med Karrieredagene?

Inden du tager afsted til Karrieredagene, er det en god ide at gøre dig det klart, hvad det er, du gerne vil have ud af dagen. På den måde kan du bruge tiden mere effektivt, når du er der.

Er du afsted for at danne dig et overblik over dine muligheder?
Vil du være skarpere på din jobsøgning?
Skal du have taget et portrætfoto?
Er du på jagt efter en graduate-stilling?
Et studiejob?
Dit første vaskeægte “voksen-fuldtids-job”?
Skal du hjem med nogle konkrete kontakter, du kan sende en uopfordret ansøgning til?

Vælg et par mål ud og gå efter dem.

Brug Karrieredagene, hvis du vil netværke eller have et job

Lav din research

Tjek på forhånd, hvilke virksomheder der deltager på messen. Noter ned, hvem du skal tale med. Lav gerne en prioriteret liste – der er mange mennesker, så du kan godt forvente at skulle cirkulere og vende tilbage nogle gange. Hold dig de vigtigste for øje.

Hvis du registrerer dig på forhånd, kan du se, hvilke virksomheder der søger netop din uddannelsesbaggrund. Her kan du også se, hvis nogle af dem har konkrete ledige stillinger med. Det er ikke en uvæsentlig faktor, når du laver din prioriterede liste, hvis et af dagens formål er at score et nyt job.

Forbered dig

Vil du gerne danne dig overblik over dine fremtidsmuligheder? Så er der garanteret en række ting, du gerne vil vide. Lav en liste med spørgsmål, du er nysgerrig efter at få svar på. Kan de bruge en kandidat med din baggrund? Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud? Hvilke konkrete arbejdsopgaver kan man forvente som nyuddannet med din profil? Hvilke forventninger har de til kandidater som dig? Hvilke værdier arbejder de ud fra? Er der mulighed for at udstationering? Hvordan vil de helst modtage en uopfordret ansøgning? Kan man må en kaffeaftale med dem en dag?

Det kan også være en god ide at forberede din elevatortale – særligt, hvis du er på udkig efter job job – men i det hele taget kan det være en god ide at have en kort og præcis præsentation af dig selv klar, hvis du gerne vil gøre et godt indtryk.

Læs, hvordan du forbereder din elevatortale HER

Gå ud på egen hånd

Du kan selvfølgelig sagtens tage på messe med en god ven eller en flok studiekammerater, men når du går afsted på jobjagt, bør du cirkulere alene. Det viser seriøsitet og selvstændighed, at du selv kommer over til en snak. Du og din måske kommende arbejdsgiver kan også meget bedre fordybe jer i en snak, hvis ikke din ven står og tripper ved siden af eller lytter med på din elevatortale. Du ville nok heller ikke have dine venner med til jobsamtale.

Til gengæld kan du godt have en ven med i nærheden, hvis du gerne vil have feedback på din fremtoning. Det kan også være en god øvelse, hvis du er udfordret på at sælge dig selv eller henvende dig til fremmede. Hav en ven med, der kender dine styrker og udfordringer, og som støtter dig undervejs, giver dig feedback efter hver samtale, gode råd til næste snak og ikke mindst sørger for, at du kommer afsted. I kan jo bytte undervejs.

Få hjælp til din jobsøgning

Tag et par dugfriske ansøgninger og CV med

Der er rigtig gode muligheder for at få hjælp til at forbedre dine ansøgninger og CV. Og det skal du selvfølgelig udnytte. Hav et par printede eksemplarer med af hver, og vælg gerne nogle, der endnu ikke er sendt ud. Du kan lige så godt bruge din feedback så effektivt som muligt, og der er ingen grund til at bruge tid på at forbedre en ansøgning, du ikke skal bruge igen – og aldrig får prøvet af i praksis. Husk også at medbringe jobopslaget, så din rådgiver ved, hvad du svarer på.

Dress up!

På Karrieredagene står der professionelle mediefolk klar til at udstyre dig med de vigtigste visuelle hjælpemidler til din jobsøgning: et godt portrætfoto til dit CV og LinkedIn og en CV-video med en kort præsentation af dig. Og så er det oven i købet ganske gratis. For at få mest muligt ud af begge dele er anbefalingen herfra: hop i et pænt outfit, sæt håret og tjek lige, at du ikke har spinat fra frokosten mellem fortænderne. Det er så dyrt at få taget det taget om dagen efter.

Gå fra jobsøgende til jobtiltrækkende

De fleste foredrag på Karrieredagene handler om jobsøgning. Om at gå fra jobsøgende til jobtiltrækkende på de sociale medier, hvordan du optimerer dine LinkedIn-profil og skærper din faglige profil på de sociale medier. Tjek arrangementerne ud på forhånd, planlæg din dag, og sørg for at tilmelde dig dem, der kræver forhåndstilmelding. Der er rigtig mange gode fif at hente.

Camilla Lærke Lærkesen

Camilla er fast skribent på Talentguiden. Hun læser retorik på KU og står bag bloggen bevidstintrovert.dk. Kontakt: cll@talentguiden.dk

More Posts - Website

Se Også

Karrierecoach: Kom i mål med LinkedIn-anbefalinger

Unge er for dårlige til at bruge referencer på LinkedIn, hvis du spørger karrierekonsulent, Lis ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *