Forside / Studietips / Sådan kommer du gennem introdagene som introvert
Introdagene

Sådan kommer du gennem introdagene som introvert

Lige om lidt starter alle de nye universitetsstuderende på introforløb med rusture og navneleg. Mange nye mennesker, mange nye indtryk og mange timers smalltalk kan være en stor udfordring, hvis du er til den introverte side. Så tager den slags nemlig energi – energi, du i forvejen ikke har ret meget af, når du skal lære at navigere i en ny studiekultur. Heldigvis kan den introverte lave sit hjemmearbejde og komme helskindet igennem introdagene.

Vær beredt

I bedste spejderbogs-stil er nøglen til en god studiestart at være forberedt. Det gælder selvfølgelig ikke kun introverte. Men hvis din energi-kapacitet i forvejen er lav, så er overraskelser næsten altid en grim oplevelse. Medbring det, du har fået tilsendt på forhånd. Vær opmærksom, og noter ned undervejs.

Hvis du har tjek på det praktiske, har du sandsynligvis mere overskud til at fokusere på det sociale. Og så har du noget at falde i snak med de andre om, når de ikke ved, hvor administrationen ligger, eller hvor man finder den gode kaffe.

Særligt programmet for introforløbet kan være rart at gennemgå på forhånd, så der ikke kommer nogle overraskelser på den front.

Prioriter din energi

Du behøver ikke være med til alt. Tjek programmet, og vælg nogle ting ud, du har lyst til. Tit vil der være en opdeling i næsten-obligatoriske og frivillige aktiviteter.

Det koster meget energi for en introvert at lære så mange nye mennesker at kende på én gang. Sæt familie, venner og kærester lidt på standby, så du ikke bliver afkrævet energi, når du kommer hjem. Det vil de helt sikkert forstå. Få hvilet igennem og ladt op til næste introdag i stedet.

Det kan være et godt tip at sætte mere tid af til introdagene, end de forventes at vare. Regn med at være hjemme senere, end du plejer – på den måde bliver du ikke frustreret, hvis tidsplanen skrider.

Overvej dine mål

Du skal selvfølgelig skabe dig nogle gode relationer på dit nye studie. Men overvej også, hvilken slags relationer, du søger. Er det nære venner, du søger at skabe? En god studiegruppe? Ønsker du at være meget social på studiet, eller er det ikke en prioritet?

For mange introverte vil det være nok at finde en lille gruppe af medstuderende, man er tryg ved. Start med det, og lær resten at kende i fællesskab. Lad være med at slå dig selv i hovedet med, at du ikke er buddy-buddy med alle fra begyndelsen. Måske er det ikke et realistisk mål for dig.

Kast dig ud i det

Det kan være super fristende at springe introdagene over, hvis man er meget nervøs for dem. Men lad være med det. Udnyt at alle er nye, alle er nervøse, alle er i samme båd.

Nye mennesker og smalltalk er ret skrækindjagende for en introvert, tænker du måske. Men husk lige, at det er det også for rigtig mange andre mennesker – såvel ekstroverte som introverte – og de fleste forsøger at skjule det godt. Du er helt sikkert ikke den eneste, der har lyst til at gemme dig på toilettet indimellem.

Når først du finder nogen, der har det ligesom dig, så bliver det meget nemmere – og dem er der masser af. Men du møder dem kun, hvis du tager afsted.

Bevidst Introvert

Bevidst Introvert er et lille helle for introverte. Her kan du fordybe dig i interviews med andre introverte, der deler dine præferencer og udfordringer, tanker og følelser, spejle dig i forfatterens egne erfaringer, formidlet åbent og ærligt og med et glimt i øjet. Du kan også få netværksekspertens råd til at netværke som introvert, finde gode råd til den introverte jobsamtale og booke foredrag og workshops om emnet.

More Posts - Website

Se Også

Hvad forventer direktørerne af morgendagens talenter? Morten Ry, COO hos Deloitte

CBS Case Competition 2017 er i fuld gang og studerende arbejder på fuld tryk med ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *