Forside / Karrieretips / Sådan netværker du som introvert

Sådan netværker du som introvert

Vi hører det hele tiden: Hvis du vil frem i livet – så netværk! Men hvad nu hvis man ikke er den udadvendte type? Hvis man ikke er til etablerede netværksmøder, fyraftensøl og cocktailpartys? Kan man så overhovedet regne med at få sig en spændende karriere? Selvfølgelig kan man det!  Her kommer den introvert-venlige networking guide.

Netværk kan sagtens skabes og vedligeholdes gennem tastaturet langt hen ad vejen. Og det allerførste skridt på vejen til at blive en sublim netværker kræver faktisk en del introvert-venligt benarbejde som refleksion, kortlægning og research.

Hvad er dit formål med dit netværk?

Allerførst skal man reflektere. En spidskompetence for de fleste introverte. So far, so good. Leder du efter nyt job? Et ph.d stipendiat? En sparringspartner, freelancer, medarbejder? Eller er du måske i virkeligheden ret tilfreds med din nuværende situation – men netværker for at have fingeren på pulsen?

Inden du begynder at netværke, skal du selvfølgelig gøre dig klart, hvad du vil have ud af dit netværk. Er du på jobjagt, så er det virksomhederne og folk fra din egen branche, du skal have fat i. Leder du efter en sparringspartner, skal du ud og finde en, der kan byde ind med noget nyt.

Det er tidskrævende at netværke, så vælg dine indsatsområder specifikt fra begyndelsen.

Kortlæg dit eksisterende netværk

Kortlægning. Endnu en introvert-venlig disciplin. Før du begynder at udvide dit netværk, så kortlæg de kontakter, du allerede har. Netværk består af både nære og perifere kontakter, både personlige og professionelle. Noter ned, hvem de er, hvad jeres relation er, hvor du kender dem fra, og hvilken branche de hører til.

Drop forestillingen om, at netværk handler om at udnytte venner, familie og bekendte til egen fordel. Sådan er det ikke. Et netværk går begge veje. Så hold dig ikke tilbage, når du kortlægger dit netværk. Du kan blive mindst lige så værdifuld for dem, som de kan for dig.


Research dit nuværende netværk

Vi bliver i det introverte hjørne: research! Og her bliver det en kæmpe fordel at være en grundig og tålmodig introvert. Her kan der virkelig nørdes igennem. Når du har overblik over, hvem der er i dit netværk, og hvad de laver, kan du bruge dit netværk meget mere kvalificeret.

Dan dig et overblik over, hvad dit netværk arbejder med, hvor de arbejder, hvem de kender, hvilke projekter, de er i gang med. Hvis du føler dig for strategisk og overfladisk, så start med at kigge på det, du finder interessant, og læs videre af nysgerrighed. Det er blot smigrende for dem, at du har lyst til at læse mere om deres arbejdsliv. Tilføj relevante bekendte til dit netværk på for eksempel LinkedIn, hvis I ikke allerede er forbundne. Det er nemt og uforpligtende.

Gør dig bemærket på dine kompetencer

I modsætning til fyraftensarrangementer så bliver du ikke bedømt på, hvor god du er til smalltalk. I det faglige netværk bliver du bedømt på, hvor kvalificeret du byder ind. Og her er kvalitet vigtigere end kvantitet.

Vær aktiv i dit online netværk ved at dele nyttige artikler, der er relevante for din branche, stil dig til rådighed med viden for dem, du netværker med, byd ind med gode kontakter og links, når de søger noget.

Ros dit netværk, når de lægger noget spændende op, og spørg ind, når de starter på noget nyt eller ser ud som om, de har gang i noget interessant. Men kun hvis du mener det – du skal være oprigtig i dine henvendelser.

Alt sammen kan foregå skriftligt og bag skærmen.

 

Bevidst Introvert

Bevidst Introvert er et lille helle for introverte. Her kan du fordybe dig i interviews med andre introverte, der deler dine præferencer og udfordringer, tanker og følelser, spejle dig i forfatterens egne erfaringer, formidlet åbent og ærligt og med et glimt i øjet. Du kan også få netværksekspertens råd til at netværke som introvert, finde gode råd til den introverte jobsamtale og booke foredrag og workshops om emnet.

More Posts - Website

Se Også

Mød Henriette Søs Henriksen, en af årets case writers til CBS Case Competition

Efter mange måneders hårdt arbejde er årets case competiton endelig afsluttet og vinderne, med det ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *