Forside / Karrieretips / Sæt skub i karrieren med en fagforening. 7 fordele du burde benytte dig af
fagforening

Sæt skub i karrieren med en fagforening. 7 fordele du burde benytte dig af

Fagforeninger tilbyder gratis rådgivning, kurser og personlige samtaler. Ydelser, der kan være ganske dyre, hvis man skal indhente dem uden for fagforeningen. Og medlemskabet for de studerende er sjældent en større udgift. Men husker du at gøre brug af tilbuddene? Læs med og se om du får nok ud af din fagforening.   

Fagforening som studerende? Er det ikke bare penge ud af vinduet og rabatter til fitnesscentret, jeg alligevel aldrig får brugt? Nix! Det er også kurser af høj kvalitet, personlige samtaler med kompetente rådgivere og hjælp til at navigere i regel-junglen, når du skal i praktik eller studere i udlandet (og så kan du tit være heldig at score gratis sandwich og kaffe på dine gratis kurser i vigtige kompetencegivende discipliner – win/win!)

1. Kompetencegivende kurser 

Du har måske allerede bemærket det. Studiestillinger har overraskende mange krav til dine kompetencer. Du skal være veltalende, velskrivende, en menneskelig stavekontrol, have analytisk sans, være flydende i HTML, ferm til Photoshop og InDesign, have tjek på de sociale medieplatforme og meget, meget mere.

Kan du ikke sætte flueben ved ovenstående? Så er det ret heldigt, at de fleste fagforeninger tilbyder gratis kurser i ovenstående. Så kan du nemlig lige smide lidt ekstra på CV’et, som du ikke lærer på studiet. Og det er en af de gode måder at springe køen over i kampen om studiejobbet.

2. Feedback på ansøgninger og CV

Og lad os lige blive ved studiejobbet lidt endnu – for der er rift om de gode stillinger. Hos fagforeningerne har du mulighed for at få gratis feedback på dine ansøgninger og CV. Hvordan skal det stilles op? Skal der være billede på? Hvad er dit bedste argument til virksomheden? Karrierevejlederne kender den branche, du er på vej ind i og kan give dig gode råd med på vejen.

Gratis workshops med sparring, undervisning og praktiske øvelser til skriveprocessen er også noget, du ofte kan finde hos din fagforening. Og de rigtig gode af slagsen tilbyder desuden personlig coaching inden samtalen, hvis det er den, der spænder ben for fremtidsdrømmene.

3. Få hjælp til praktikken og udlandsopholdet

Når det kommer til studiepraktik og udlandsopholdet, er der også hjælp at hente. For hvordan skruer man sådan en ansøgning sammen? Må man få løn under praktik? Hvad nu hvis jeg bare bliver sat til at lave kaffe? Hvor må jeg rejse hen, og hvem betaler?

Der er mange regler at tage højde for, når studieaktiviteter ud over det sædvanlige skal planlægges – men med en god fagforening i ryggen behøver du ikke at opgive udlængslen på grund af bureaukratiet.

4. Mentorordninger

Mentorordninger har måske stadig en lidt amerikansk klang – men de vinder ind herhjemme med 180 i timen, og nu er fagforeningerne begyndt at parre studerende med karrierefolk i den ”virkelige verden”.

Med en mentor får du en støttende, men kritisk sparringspartner, der ikke har aktier i dine karriereplaner. Du får indsigt den kultur, du skal ud i, og du har mulighed for at stille spørgsmål og trække på erfaringen fra en, der har flere år på bagen.

5. Økonomiske fordele

Ja, ja, ja – du har hørt det hver eneste gang studierepræsentanter kaster gratis bolsjer, kuglepenne og brochurer efter dig: Billige forsikringer og gode rabatter er noget, der følger med dit medlemskab i fagforeningen.

Men fordelen ved studieforsikringer er, at de kender deres publikum! Det betyder, at når du midt i eksamensræset smider din to-go-latte ned i dit MacBook-tastatur – så er de fleste forsikringer designet til at dække den slags klodsethed. Og så er der tit god dækning på stjålne cykler og gode rejseforsikringer. Ja tak!

6. Medlemsblade

De fleste medlemsblade ender nok i skraldespanden sammen med resten af de reklamer, der sluppet forbi dit nej-tak-skilt. Men medlemsblade skal ikke undervurderes – det er jo dit supplement til Talentguiden! Her kan du finde portrætter af seje forbilleder, tips og tricks, nyheder og kurser – og de relaterer sig alle sammen til dit fag, så der er masser af relevant inspiration at hente!

7. Netværk

Du skal heller ikke underkende, at de mennesker du møder på kurserne, til workshops, mentormøder og i fagbladene er potentielle nye kontakter til dit netværk.

Mange fagforeninger står også bag arrangementer på dit studie, hvor du kan møde ligesindede med samme interesser. Så deltag, deltag, deltag!

Camilla Lærke Lærkesen

Camilla er fast skribent på Talentguiden. Hun læser retorik på KU og står bag bloggen bevidstintrovert.dk. Kontakt: cll@talentguiden.dk

More Posts - Website

Se Også

Karrierecoach: Kom i mål med LinkedIn-anbefalinger

Unge er for dårlige til at bruge referencer på LinkedIn, hvis du spørger karrierekonsulent, Lis ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *