Forside / Studietips / Skal du tage et semester i udlandet?
semester

Skal du tage et semester i udlandet?

I samarbejde medkrifa

 

Sydney, Singapore eller San Fransisco? Mulighederne er mange, når valget falder på et semester i udlandet. Men inden da er der lige et par ting, du skal overveje.

Af Anne Rahbek, Krifa

Udlandssemestre bliver mere og mere eftertragtede. I dag pakker næsten hver femte studerende rygsækken og drager ud i verden med bøgerne under armen. Men er det noget for dig? Jobkonsulent i Krifa Birthe Utoft fortæller, at det er vigtigt, at du forventningsafstemmer med dig selv, inden du beslutter dig.  

“De fleste har høje faglige ambitioner og søger derfor til et universitet, der er fagligt specialiserede på et specifikt område. Derfor vil man opleve, at det faglige niveau er højere. Og så er der jo også den sproglige barriere, der gør mange af fagene endnu sværere. Så du skal være parat til at give den en skalle for at følge med,” mener hun.

Ud af komfortzonen!

Men når det så er sagt, er der ifølge Birthe Utoft en lang række fordele ved at drage til et udenlandsk universitet.

“Personligt er det en kæmpe gevinst for dig at komme uden for Danmarks trygge grænser. Du bliver presset ud af din komfortzone og lærer at stå på egne ben. Socialt er der også meget at hente, for de fleste får masser af kontakt med de andre udenlandske studerende. Jeg tror, det er rigtig sundt og givende. På den måde får du et indblik i, hvor forskellig verden kan se ud og du bliver udfordret på dine holdninger,” siger hun.    

Også på CV’et vil et udlandssemester gavne og måske medvirke til, at den fremtidige jobsøgning bliver lettere. Birthe Utoft fortæller:

“Du skiller dig hurtigt ud i jobsøgningen, hvis du som nyuddannet kan skrive et udenlandsk universitet på CV’et. Det viser, at du er selvstændig og ikke er bange for at afprøve grænser. Og så har du også et internationalt netværk, som du kan sparre med.”

Eventyrlyst eller hjemvé?

Men når det kommer til beslutningen om, hvorvidt du skal tage af sted eller ej, skal du i virkeligheden ikke starte med alle de fornuftige overvejelser om CV og netværk. Ifølge Birthe Utoft skal du i stedet tage udgangspunkt i mavefornemmelsen.

“Du skal altså virkelig ville det, før det bliver en succes. Du skal have eventyrlyst og føle, at det vil give mening for dig – også rent fagligt. Brænder du for det, skal du turde springe ud i det. Lad ikke tanken om hjemvé afskrække dig. Det værste, der kan ske, er, at du tager hjem før tid.”

4 gode overvejelser, inden du tager afsted:

  1. Hvad er dit formål med rejsen? Er det ren ferie, så tag på en ferie i stedet. Du skal tage et udlandssemester for at få faglig inspiration og læring med hjem.
  2. Vil du rejse alene eller sammen med andre? Er du alene, har du ikke nogen at støtte dig op ad og det kan være hårdt. Men på den måde lærer du måske også mere at stå på egne ben.
  3. Hvad med det praktiske? Du skal jo for eksempel finde et sted at bo. Vil du klare det hjemmefra, eller venter du med det, til du er derovre?
  4. Kan du få legater med? Der findes både EU-legater og danske legater, som du kan søge og det kan være en god hjælp, når du er afsted.

Kilde: Jobkonsulent ved Krifa, Birthe Utoft

Krifa

Som en af Danmarks største fagforeninger skriver Krifa om hvordan du skyder din karriere godt igang, og hvad du skal huske på undervejs.

More Posts - Website

Se Også

støtte

Har du den nødvendige støtte på studiet?

I samarbejde med   Svære eksaminer, stram økonomi og nye fællesskaber. Livet som studerende byder ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *