Forside / Studenterportrætter / Mød Sofie Schjølin, strategikonsulent ved PwC: Vælg med hjertet

Mød Sofie Schjølin, strategikonsulent ved PwC: Vælg med hjertet

Du skal vælge studie og karriere med hjertet. På den måde bliver det lettere at lægge den ekstra indsats, som er nødvendig for en karriere i fremdrift. Du skal have et studiejob tidligt, og så skal du opsøge de virksomheder, som du gerne vil arbejde for, sådan lyder anbefalingerne fra Sofie Schjølin, der læser International Business på CBS. 

Sofie er en af de studerende, som efter gymnasiet klarede de høje adgangskrav til International Business and Politics på CBS. Hun afsluttede sin bachelor i 2014, hvorefter hun fortsatte på en kandidat i International Business selv samme sted. I dag skriver hun speciale om British American Tobacco, men spørgsmålet er, hvad betyder uddannelse egentlig for en topstuderende som Sofie?

“Uddannelse har for mig altid været vigtigt, og jeg har altid set det sådan, at det var adgangsgivende til at kunne få et spændende job. Udover at det er adgangsgivende til et spændende job, synes jeg også, at jeg har lært at arbejde struktureret og målrettet.”

Mange mener, at universiteterne er verdensfjerne institutioner, som ikke har forbindelse til virkeligheden. Sofie er dog ikke i tvivl om, at hendes uddannelse har givet en afgørende faglig ballast for fremtidig karriere.

“Meningerne er delte i forhold til, om man kan bruge de mange teorier, som man lærer på studiet i det virkelige arbejdsliv. Jeg er overbevist om, uanset indholdet i fagene, at nysgerrigheden for at tilegne sig ny viden, lysten til at have en stejl læringskurve og metoderne, jeg kan tage med fra min studietid, er uundværlige for min fremtidige karriere. Selvom jeg indtil videre kun har haft en række studiejobs, synes jeg allerede at kunne mærke, hvordan min uddannelse har givet mig et godt fundament.”

Artiklen fortsætter under grafikken

Sofie Maria Schjølin

Alder: 25 år
LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/sofie-maria-schjølin-85065289
Bachelor: International Business and Politics (CBS)
Kandidat: International Business (CBS)
Nuværende stilling: Fuldtidsansat ved PwC & Strategy fra sommer
Tidligere erfaring: Danske Bank, Schrøder Partners A/S og BDO Corporate Finance

Vælger med hjertet

Sofie træffer sine karrierevalg med hjertet. Hun vælger det, som interesserer hende. Det handler ikke nødvendigvis om, hvor statussen og pengene er størst. Det handler derimod om at beskæftige sig med det, som man brænder for. På den måde bliver det nemlig lettere at lægge den ekstra indsats, som det kræves for at gøre karriere.

“For mig har det været vigtigt at vælge uddannelse ud fra interesseområde, da det er svært at blive holdt til ilden, hvis man ikke synes, at læsningen er spændende. Dette vil også hurtigt afspejle sig i, hvor meget man lægger i at læse til eksamen, og hvilken karakter man får. Da jeg startede på International Business and Politcs, havde jeg ingen ide om, hvad jeg ville arbejde med. Jeg valgte derfor studieretning med hjertet. Fag som jeg kunne lide på gymnasiet.”

“Hvis jeg står i en situation, hvor jeg bliver nødt til at vælge grundet tidsmangel, så ville jeg selv vælge studiet”

Studiejob giver relevant erfaring og afklaring om fremtiden

Sofie har under sin studietid haft flere interessante studiejobs. Hun startede hos Danske Bank i 2012, hvorefter hun fik job ved Schrøder Partners A/S. Det førte til et job hos BDO Corporate Finance. Sofie har været meget bevidst om at få et studierelevant arbejde tidligt på sin uddannelse. Det har nemlig givet hende afgørende erhvervserfaring, men også gjort hende mere afklaret omkring, hvad hun vil med sit arbejdsliv.

“Jeg har siden, at jeg startede på mit studie været meget opmærksom på at få et relevant studiejob. Mit første job i Danske Bank fik jeg bare ved at søge helt normalt, hvilket også var tilfældet med det job, som jeg fik efter mit udvekslingsophold hos Schrøder & Partners. I begge ansøgningsprocesser vægtede de mine karakterer højt, men også personlighed og engagement til samtalen. Stillingen hos Schrøder & Partners søgte jeg, da jeg allerede på det tidspunkt havde fået interesse for consulting. Efter Schrøder & Partners blev købt af BDO, blev jeg efter en samtale også en del af BDO Corporate Finance. Her fik jeg hurtigt ansvar og udviklede mig meget professionelt. Jeg fik også bekræftet, at jeg gerne ville være konsulent.”

Prioriter uddannelse – hvis du bliver nødt til det

Hvad er egentligt vigtigst, når man vil gøre karriere. Handler det om de gode karakterer eller den relevante erhvervserfaring. Hvad vægter en fremtidig arbejdsgiver højest. Sofie har ikke noget entydigt svar på det, men hun ved, hvad hun ville vælge, hvis hun blev tvunget til det.

“Jeg har altid været overbevist om, at både gode karakterer og relevant erhvervserfaring har været vigtigt for min karriere. Det gør det derfor svært at sige, hvad der har været mest gavnligt. Jeg tror på, at en fremtidig arbejdsgiver kigger på begge dele, hvorfor det ene frem for det andet ikke er en fordel. Jeg har altid gjort mit ypperste for at præstere både på uddannelse og i mit studiejob, men jeg må også tilføje, at hvis jeg står i en situation, hvor jeg bliver nødt til at vælge grundet tidsmangel, så ville jeg selv vælge studiet.”

“At være dygtig til at netværke har åbnet mange døre for mig”

Succes er motiverende

Sofie finder motivation mange steder i hendes liv. Den er unægtelig nødvendig, hvis man hver dag stræber efter at gøre det bedre end i går. Motivationen er nemlig benzinen, som holder motoren i gang.

“Det, der motiverer mig, er følelsen af succes, når jeg realiserer mine mål. Det kan være en god karakter, eller når et møde på arbejdet går godt, fordi jeg har været velforberedt. Arbejdsmæssigt er det især, hvis kunden udtrykker tilfredshed med mit arbejde, og man derfor kan se, at det man har brugt sin tid på, det har et formål. Når jeg oplever en succes, giver det mig altid lyst til at gøre det endnu bedre næste gang. Det får mig til at arbejde endnu hårdere for at opnå mine mål.”

Møder nye udfordringer med drive og lysten til at lære

Da Sofie læste sin bachelor, var hun ikke klar over, hvordan hun adskilte sig fra sine medstuderende. Alle var meget ambitiøse og målrettede, forklarer hun. Hun blev dog mere bevidst om dette, da hun begyndte på sin kandidat.

“I løbet af min kandidat har jeg nok fået øjnene mere op for, hvad der adskiller mig fra andre studerende. For det første har jeg et meget stærkt drive og behov for at performe, hvilket ligger til min personlighed. Derudover har jeg meget nemt ved at møde nye mennesker og snakke med folk. Det har båret frugt ved flere netværksevents. At være dygtig til at netværke har åbnet mange døre for mig.”

Vil man gøre karriere som Sofie, så må man være indstillet på, at man hver dag bliver målt og vejet. Man skal præstere hver eneste dag, hvilket kræver stort overskud. Et overskud hun finder blandt sine nærmeste, men også når hun spiller tennis eller PlayStation for at få clearet hovedet. Personlig udvikling er vigtigt for hendes karriere. Hun udvikler sig særligt, når hun bliver sat over nye og ukendte udfordringer.

“Jeg udvikler mig personligt ved hele tiden at stræbe efter at blive bedre, men samtidig også ved, at jeg bliver sat i situationer, som jeg ikke har tacklet før. Jeg har for eksempel udviklet mig meget i mit forhenværende job, fordi jeg fik mere ansvar, end jeg har haft i tidligere stillinger. Jeg blev samtidig udfordret på det faglige, da der var mange af opgaverne, som jeg ikke havde prøvet før og derfor skulle lære.”

Tre gode råd til andre ambitiøse studerende
Når Sofie afleverer sit speciale til sommer, har hun allerede sin første fuldtidsstilling i hus. Hun starter som strategikonsulent hos PwC Strategy&, hvor hun skal arbejde med netop det, som hun brænder for. Nok har hun længe vidst, at hun ville være strategikonsulent, men der har aldrig ligget nogen forkromet karriereplan foran hende. Hun beskriver selv karriereplanen som ret fleksibel, for det vigtigste er, at man har hjertet med i sine beslutninger. Hun giver her tre gode råde til andre ambitiøse studerende:

1. Husk at have dig selv og hjertet med i de beslutninger, du tager. Hvis man vælger med hjertet, bliver det også sjovere at lægge arbejde og indsats i de ting, du gør.

2. Få et studierelevant job så tidligt som muligt. Det vil gavne dig senere hen. Har du et studiejob, men kan mærke, at det ikke er inden for en branche, som du brænder for, så søg andre jobs og udforsk mulighederne. Lad være med at nøjes med et job, bare fordi du har det.

3. Opsøg de virksomheder, som du gerne vil arbejde ved. Gør det eksempelvis ved netværk eller ved deltagelse i case competitions. Vis altid personlighed til jobsamtaler og netværksarrangementer. På den måde bliver der lagt mærke til dig, og de ser, at du har mere at byde på end gode karakterer og erfaring.

Jeppe Karlsson

Jeppe har stor interesse for politik, medier og mennesker. Han er altid på udkig efter den gode historie, der kan inspirere og motivere hans læser. Til daglig er han journaliststuderende på RUC og har tidligere arbejdet med PR og tekstforfatning hos Frivilligcenter Odense. Kontakt: jk@talentguiden.dk

More Posts

Follow Me:
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *