Tanken om at være sin egen chef havde aldrig sagt Nick Traulsen særlig meget. Mest fordi han kun havde hørt folk snakke om det ved efterfølgende at sige ”så kan man bare holde fri når man vil” – Det var nok til, at Nick aldrig havde tænkt meget over at blive selvstændig. ”Jeg har altid elsket at skabe ting, og jeg hader at ”holde fri”. Jeg vil gerne lave noget og være aktiv. Jeg havde en klar forestilling om hvad jeg elskede, men en forkert forestilling om hvad det at være selvstændig kunne betyde, så jeg overvejede det aldrig.”

Artiklen fortsætter under grafikken

Nick Traulsen

Alder: 24 år LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/nicktraulsen/da Uddannelse: Multimediedesigner, Københavns erhvervsakademi Nuværende stilling: Facebook Marketing konsulent hos The Marketing Guy Tidligere erfaring: Soundboks, Drinkster.dk Største succes: At runde 1 mio. på The Marketing Guy

Karrieren startede ikke med den store vision

I januar 2013 sad Nick i sin seng med sin laptop. Han var ved at være færdiguddannet som multimediedesigner og skulle nu finde en praktikplads. Der var meget få, som virkede tiltrækkende, men der skulle vælges et eller andet. Efter et par timer med CV-afsendelse og ansøgninger kom der pludselig et nyhedsbrev fra Drinkster.

”Jeg var ved at være godt træt af, at bede folk om jeg ikke nok måtte arbejde gratis for dem i 3 måneder, så jeg skrev bare en linje, hvor jeg spurgte om de manglede en praktikant”

Og det gjorde de. De blev enige om et tidspunkt at mødes til en samtale. Her mødte Nick første gang Mads Schjølin, en tidligere konsulent, som senere blev hans mentor og gode ven. Han fortalte om, hvad de lavede i Drinkster, om deres investor og livet som iværksætter. Det var tydeligt, at Mads brændte for det og at det her var et sted, hvor Nick kunne gøre en forskel. En måned senere havde han sin første dag hvor han blev introduceret for teamet, som bestod af 3 founders og nogle sælgere på deltid. De brændte for brandet, for arbejdet og de havde det sjovt imens.

Ingen opgave var for lille

Snart var der gået en måned og standardopgaverne blev udskiftet med alt hvad Nick kunne få fat i, ”Jeg tror ikke, at der var det, jeg ikke ville tage imod. Jeg ville lære alt om iværksætteri – også de kedelige ting. Til frokost spiste vi rugbrød, fordi det var billigt og jeg har fandeme handlet ind mange gange”

Snart blev Nick også sat til at skrive alle processerne for næsten alt der foregik i virksomheden, i tilfælde af at nogle andre skulle håndtere opgaverne en dag. ”Efter de første to måneder kunne jeg de fleste af virksomhedens standardopgaver på rygraden og de drillede mig ofte, når jeg blev sur over, at de ikke fulgte processerne,” griner Nick.

Satsede alt og fandt sin niche i Facebookmarketing

Da praktikperioden sluttede valgte Nick at fortsætte hos Drinkster. ”Der gik lang tid før de kunne betale mig løn, men jeg var ligeglad, for de mennesker jeg mødte, og de ting jeg lærte, gav mig mere end de seneste 5 års skolegang. Jeg endte faktisk med at bruge det meste af min opsparing på husleje og mad, før virksomheden kunne give mig løn, men til sidst skaffede jeg så mange penge til virksomheden, at det sagtens kunne betale min egen løn.”

På et tidspunkt blev der taget en beslutning om at få hjælp udefra til Facebookmarkedsføringen. Her blev der taget fat i Michael Roscoe, som er en af landets bedste Facebookannoncører.

”Michael var langt foran alle andre på feltet, men han var ikke særlig kendt. Han var bare en knægt, der var for vild til at lave annoncer og af en eller anden grund gad han godt sætte mig ind i det.”

Dette møde skulle senere blive til et stærkt venskab, og den dag i dag mødes Nick og Michael gerne en gang om måneden og snakker om annoncer. Nu er det dog nogle lidt andre budgetter der er i spil.

The Marketing Guy blev til

I starten af 2015 gik det så småt op for folk i Drinkster, at det ikke kom til at nå så langt som folk havde håbet. ”Gnisten var væk, og det var pisse ærgerligt. Jeg kæmpede desperat for at holde det hele i gang, og lagde flere timer end nogle af de andre, men det var bare ikke det samme.”

Mads Lund – founder af Drinkster – kom i starten af 2015 til Nick og sagde, at han var dum hvis han ikke udnyttede sit potentiale og startetede sit eget. Langsomt begyndte Nick at tage nogle andre opgaver ind, og han fandt også på et navn.

”Jeg skrev en sms til en af dem jeg lavede markedsføring for, og da jeg ikke var sikker på, om han vidste hvem jeg var ved navn, så afsluttede jeg med ”Nick, The Facebook Guy”, og det var jo det jeg var – The Facebook Guy. Inden længe havde jeg registreret mit første domæne.” Virksomheden kom til at hedde The Marketing Guy.

Teamet vokser med flere guys og får stor succes

Efter halvandet år i Drinkster begyndte Patrick Wolffgang i praktik, en ung knægt fra Roskilde med hjertet på det rette sted. Patrick var dedikeret og havde intet imod at arbejde hårdt og løbe stærkt. Derfor faldt det også naturligt, at Patrick senere skulle være med til at starte The Marketing Guy. Siden opstarten er der kommet både en E-mail-, Adwords-, Graphics- og Instagram Guy til teamet.

”Både Patrick og jeg elsker startups, så det var dem vi ville arbejde med. Vi vil være med til at gøre en forskel og så gider vi ikke at beslutningerne skal tage alt for lang tid. Giv opgaven til os og så skal vi nok få det til at flyve.”

Under sin tid i Drinkster mødte Nick også Casper Blom, som blev kåret som årets unge håb i 2012. Casper var på det tidspunkt en dygtig ung iværksætter, som ville investere i Drinkster og også specialisere sig inden for markedsføring. ”Casper er nok direkte eller indirekte skyld i 70% af de kunder vi har i dag,” griner Nick, mens han prøver at huske alle de gange Casper har ringet med et nyt møde han har sat op.

I dag har The Marketing Guy rundet den første million, har kontor på Silkegade i København og hjælper hver dag startups med at vokse mod skyerne. Deres seneste succeshistorie var SoundsBoks’ kickstarter-kampagne, som rejste over 5 millioner kroner.

4 gode råd fra Nick

1. Gør dig selv uundværlig
Arbejd så hårdt du kan, og sørg for at virksomheden mister penge, hvis de ikke ansætter dig.

2. Sig ja til alle opgaver
Sig ja til alt, hvad du har tid til. Så finder du ud af, hvad du bedst kan lide at lave og lærer om alle aspekter af en virksomhed. For mig var det meget blandet, men til sidst kunne jeg se, at marketing var dér jeg var bedst.

3. Netværk
Det er super kliché inden for startups at sige, men det er virkelig sandt, at uden de mennesker jeg mødte under min tid i Drinkster, var der ikke noget The Marketing Guy.

4. Find en partner
Find en ligesindet. For mig var det bare en, der var lige så dedikeret. Jeg kunne simpelthen ikke være partner med en, der ikke gav den lige så meget gas som Patrick. Vi udfordrer hinanden og sørger for, at man ikke falder af på den.

mm

Bastian Broby Glavind Hansen

Bastian har stor interesse for iværksætteri og marketing og er partner i myVet.dk. Til dagligt læser han på CBS og skriver om sociale medier, netværk og marketing for Talentguiden. Kontakt: bb@talentguiden.dk

More Posts - Website

Follow Me:
LinkedIn