Mange booster i dag deres CV med frivilligt arbejde. Det styrker dine jobmuligheder og udvider dit netværk, men før du forpligter dig, bør du overveje et par ting.

Frivilligt arbejde handler om at hjælpe andre og gøre en forskel. Mange mennesker er afhængige af frivillige hænder. Det er derfor vigtigt, at frivillige forventningsafstemmer med organisationens ledere, inden de forpligter sig på noget. På den måde undgår man, at der opstår samarbejdsvanskeligheder og frustration, som kan gå ud over arbejdet. Du bør derfor overveje følgende tre spørgsmål, inden du vælger at involvere dig i frivilligt arbejde.

  1. Hvor meget tid vil du bruge?

Alle mennesker har travlt til hverdag. Studie og job skal passes, men der skal også være tid til venner og familie. Tid er en knap faktor, som man må forsøge at udnytte bedst muligt. Inden man forpligter sig til et frivilligt arbejde, er det vigtigt at overveje, hvor mange timer man har til rådighed. Hvad er det realistiske timetal for ens frivillige indsats? Søger man et frivilligt arbejde, hvor timerne fleksibelt kan indplaceres i kalenderen, eller ønsker man en fast vagtplan? Dette er vigtige overvejelser at gøre sig, inden man beslutter at blive frivillig. På den måde sikrer du nemlig, at der er overensstemmelse mellem dine egne og lederens forventninger. Du sparer dig selv for mange problemer ved at gøre dig disse overvejelser på forhånd.

  1. Hvad vil du gerne lave?

Det andet spørgsmål handler om, hvad du gerne vil lave, når du bliver frivillig. Hvilke arbejdsopgaver tænder dig, og hvordan sætter du bedst dine kompetencer i spil? Vil du møde udsatte mennesker og hjælpe dem på vej i livet, eller vil du styrke den frivillige organisations kommunikation? Mulighederne er mange inden for frivilligt arbejde, og du må derfor overveje, hvad du ønsker at beskæftige dig med. Måske er du på udkig efter bestemte erfaringer, som kan give dig de kompetencer, du mangler i jagten på drømmejobbet. Gå aktivt i dialog med lederen af de frivillige og forklar, hvad du gerne vil lave. På den måde kommer du til at lave netop det, som du brænder for.

  1. Hvad vil du have ud af det?

Motiverne for at blive frivillig kan være mange. Nogen finder en enorm menneskelig tilfredsstillelse ved at være frivillig, mens andre mere målrettet forsøger at bruge det frivillige arbejde som et karrieretrin. Det er centralt at overveje, hvad man forventer at få ud af sit frivillige arbejde. Måske savner du det praksisnære i dine studier og ønsker derfor at få flere ”hands-on” oplevelser inden for dit fag. Eller drømmer du om at blive fremtidens leder, så vil du måske gerne stå i spidsen for det nyoprettede kultur- og aktivitetshus i byen. Frivillighed kan være et skridt på vejen til at realisere dine drømme, men kun ved at kende sine mål, kan man efterleve dem. Du må derfor være bevidst om, hvad du ønsker at opnå som frivillig, og hvad du engang vil stå tilbage med, når du forlader dit frivillige arbejde. Den frivillige organisation er taknemmelig for din indsats, og de vil derfor gøre alt, hvad de kan for, at du får det udbytte, som du ønsker.

Du bør besvare disse tre spørgsmål inden du bliver frivillig. Det sikrer både, at du har en klar aftale med din leder, men også at du selv er bevidst om, hvorfor du ønsker at blive frivillig. Det vil udgøre fundamentet for et sundt og givende samarbejde mellem dig og organisationen. Frivillighed rummer et enormt menneskeligt og fagligt potentiale. Det giver dig en unik mulighed for at udfordre dig selv og få afgørende erfaringer for din fremtidige karriere. Udnyt disse muligheder, men vær bevidst om, hvorfor du vælger at blive frivillig, og hvor meget du er villig til at investere i det.

Avatar

Jeppe Karlsson

Jeppe har stor interesse for politik, medier og mennesker. Han er altid på udkig efter den gode historie, der kan inspirere og motivere hans læser. Til daglig er han journaliststuderende på RUC og har tidligere arbejdet med PR og tekstforfatning hos Frivilligcenter Odense. Kontakt: jk@talentguiden.dk

More Posts

Follow Me:
Twitter