Du kan aldrig vide, hvornår du får behov for et stærkt netværk. Derfor kan det være en god idé at holde dig til ilden og pleje dit netværk – selv hvis du ikke er jobsøgende lige nu eller tænker, at det er relevant for dig. Med LinkedIn behøver det ikke engang tage særlig mange minutter om ugen at opbygge et stort netværk.


Der er dem, der lever på LinkedIn, laver kaffeaftaler i et væk og altid har en god kontakt på hånden. Og så er dem, der tager det lidt mere afslappet, når det kommer til kunsten at sælge sig selv. Læser du med her, hører du med al sandsynlighed til sidste gruppe.

Med få enkle trin kan du skabe synlighed omkring dig selv på LinkedIn og dermed gøre dig bemærket i dit netværk. Det kræver hverken medfødt talent for smalltalk eller de helt store salgsevner. Til gengæld er du bedre klædt på til fremtidige jobmuligheder, når du har en opdateret LinkedIn-profil og et solidt netværk i ryggen.

Trin 1: Hold din LinkedIn overskrift indbydende og up to date

Mange benytter pladsen i deres LinkedIn overskrift til at skilte med deres job og erfaring – og det er også et godt sted at starte. Men vidste du, at du har hele 120 tegn til rådighed i din overskrift på LinkedIn?

Din overskrift er noget at det første, folk ser, på LinkedIn. Hvorfor ikke udnytte pladsen til at skrive mere end titlen på din stilling, så andre kan få så detaljeret et indtryk af dig som muligt?

Hemmeligheden bag en god overskrift er at få dine kompetencer flettet ind, så folk ved, hvad du kan og får lyst til at connecte med dig. Tænk derfor over, hvad dine kompetencer er og arbejd dem ind i din overskrift. Det gør det tydeligere for andre, hvad du er ekspert i og hvordan du potentielt kan hjælpe dem, hvis I en dag skulle arbejde sammen (igen: man ved aldrig!).

Arbejder du eksempelvis med kundeservice, kan du skrive: “Jeg løser uløselige kundehenvendelser for [virksomhed]” i stedet for “kundeservicemedarbejder” eller “operations manager”.

Eller hvad med “Jeg løser komplekse tekniske problemer gennem kodning”, hvis din titel er systemudvikler eller programmør? Det handler altsammen om vinkling, så tænk grundigt over, hvordan du skærer den i din LinkedIn overskrift!

Trin 2: Skriv og anmod jævnligt om anbefalinger på LinkedIn

Måske hører du til dem, der venter til du er aktivt jobsøgende med at anmode om anbefalinger på LinkedIn? Men hvorfor egentlig vente med at flashe dine anbefalinger, når du har mulighed for at gøre lige nu?

Ved at indhente anbefalinger løbende får du ikke bare en skarpere profil. Du sikrer dig også, at det ikke virker mistænkeligt for en arbejdsgiver, hvis du pludselig får en masse anbefalinger på én gang.

Derudover højner LinkedIn anbefalinger din troværdighed og hjælper med at positionere dig som en stærk og kompetent profil, som er værd at have i sit netværk. Ud over at anbefalingerne fungerer som en validering af dine kompetencer, så fungerer de også som et lille selvtillidsboost – og det skader vel ikke.

Trin 3: Engagér dig på LinkedIn og post minimum en gang om ugen

Med en travl kalender kan det være, at du tænker, at der ikke er tid til en ugentlig opdatering på LinkedIn – og da slet ikke, hvis du er aktivt jobsøgende. Men fordi dit netværk skal opbygges, før du kan benytte dig af det, er det vigtigt, at du tjekker ind på din LinkedIn og viser flaget i ny og næ.

Derfor: meld dig ind i relevante grupper på LinkedIn og engagér dig med dit LinkedIn community!

Et post på LinkedIn kan være et blogindlæg, du selv har skrevet, eller en artikel, du deler med dit netværk, hvis tiden er knap. Den ugentlige aktivitet vil hurtigt få dig til at fremstå som en ekspert på dit område, uden at du skal gøre de helt store armbevægelser, og er indholdet interessant, kan det hjælpe med at få en dialog med interessante personer i din branche.

Det kræver altså ikke mere end en smule commitment at få en skarp LinkedIn profil og et ry som én, der er værd at følge. Og hvem ved? Med lidt held kan du måske endda lande i dit drømmejob, før du ved af det.