Brug for en pause fra eksamenslæsningen? Talentguiden har samlet en håndfuld kulturelle aktiviteter i Hovedstaden, hvor du kan få en velfortjent og ikke mindst gratis pause fra studierne. You’re welcome!


Du har sikkert hørt det en million gange før, men der er altså en god grund til at holde en lille pause fra terpningen i ny og næ. Studier viser nemlig, at regelmæssige pauser fra eksamenslæsningen øger fokus, reducerer stress og hjælper med at optage ny information bedre.

Du styrer selvfølgelig helt selv, hvor mange og lange pauser, du vil tage midt i eksamenslæsningen. Det blander vi os ikke i. Men skulle du få lyst til et decideret afbræk i form af lidt frisk luft og kulturel udfoldelse, får du her en række bud på, hvad du kan lave uden dine bøger og computer foran dig, der med garanti vil give dig mod på at terpe videre, når dagen er omme.

Se kirsebærtræerne blomstre om kap

Der er ikke noget at sige til, at københavnerne i stor stil flokkes om kirsebærtræerne rundt omkring i byen i de sene forårsmåneder, for når først kirsebærtræerne står i fuld flor, skal man være hurtig, hvis man vil nå at få et Insta-værdigt billede under de lyserøde trækroner.

Siden 2008 har de farvestrålende blomster været omdrejningspunktet for festivalen Copenhagen Sakura Festival i Langelinie Park ved Kastellet, hvor du kan opleve et udpluk af japansk kultur under det lyserøde blomsterhav. Kommer du uden for sæson er træerne til gengæld ret kedelige at se på, men så kan du i stedet gå en tur i den grønne oase, der udgør et af Nordeuropas fineste og bedst bevarede fæstningsværker.

Gå på opdagelse i Den Sorte Diamant

Den Sorte Diamant er med sine majestætiske 20.733 m² meget mere end et bibliotek. Den er også et moderne kulturhus med mere end 90 koncerter, udstillinger og foredrag om året, og er du studerende, har du sikkert allerede været forbi én af Den Sorte Diamants læsesale – ellers kan vi klart anbefale den gamle læsesal med klassisk indretning og grønne læselamper.

Den massive bygning i skinnende, sort granit rummer med andre ord et hav af oplevelser, hvis man har mod på at gå på opdagelse i den danske kulturskat. En del af de kulturelle arrangementer kræver entrébillet, men melder du dig ind i Det Kongelige Biblioteks kulturnetværk for studerende, får du rabat og eksklusiv entré til særarrangementer.

Find din indre kunstner på Glyptoteket

Er du i humør til en kulturel vandring gennem 3500 års kunsthistorie, byder Ny Carlsberg Glyptoteket på Dantes Plads hver tirsdag på gratis indgang til Nordeuropas største samling af antik kunst. Her kan du i ro og mag få din kulturelle buzz på blandt tusindvis af værker og måske endda øve dig på klassisk tegning blandt de prægtige skulpturer i Glyptotekets populære skulpturafdeling.

I samme forbindelse må du ikke snyde dig selv for en tur igennem museets ikoniske Vinterhave, der på fineste vis kombinerer kunst og natur i en drivshuslignende, subtropisk oase. Her kan du være stensikker på at få et Insta-værdigt billede under glaskuplen og de gamle palmer.

Glid gennem København med havnebussen

Er du frisk på at lege turist i egen by, og er du til alternativ sightseeing, er havnebussen helt sikkert noget for dig. De fleste københavnere tænker ikke over det, men de gule havnebusser udgør en fiks og temmelig billig kanalrundfart uden snak og dikkedarer.

For hvad der svarer til prisen på en almindelig to zoners billet kan du komme helt fra Den lille Havfrue til Det Kongelige Bibliotek eller fra Refshaleøen til Teglholmen i Sydhavn – og har du ungdomskort, hopper du bare på som med al anden offentlig trafik i dit takstområde. Turen gennem København inderhavn er både hyggelig og historisk, og er vejret til det, kan du nyde udsigten fra havnebussens åbne dæk.

Tag til fredagsbar på Statens Museum for Kunst

Fredagsbar møder kunstudstilling og alt derimellem, når Statens Museum for Kunst syv fredage om året byder på SMK Fridays fra 16-22. Idéen er at give de besøgende en anderledes og afslappet kulturoplevelse i uformelle rammer, hvor du efter lukketid kan opleve kunsten på nye måder med en drink i hånden.

SMK Fridays’ tagline er “Din intelligente fredagsbar”, så du kan godt regne med at gå derfra med lidt mere end en lille promille. Arrangementerne er ganske gratis, og du dukker bare op. Bliver du sulten undervejs, er der mulighed for en bid mad på aftenen, som du dog selv må til lommerne for.