Skal du skrive opgave eller terpe til eksamen, og har du brug for hyggelige omgivelser og et skud koffein? Så er disse studievenlige cafér i Aalborg klar til at stille din trang.


Aalborg byder på en god håndfuld steder at slå sig ned med studiebøgerne og bærbaren, hvis man er i humør til at komme lidt ud i eksamensperioden. Hvad enten du er til hjemlig hygge eller moderne minimalisme, er der rig mulighed for at finde dit næste studiespot i Nordens Paris.

Talentguiden har samlet en håndfuld af de bedste caféer i Aalborg, hvor omgivelserne inspirerer, kaffen smager og priserne stemmer til en SU.

Den folkelige: Studie:rummet

Studie:rummet er et forholdsvis nyt tiltag, der er skudt op med nybyggerierne på Østre Havn i Aalborg – også kendt som Aalborgs Manhattan. Studie:rummet er præcis, hvad navnet antyder: et rum til at studere, og med en lækker indretning og gode arbejdsfaciliteter er der mulighed for mange arbejdstimer i de nye lokaler.

I skrivende stund er der ingen café tilknyttet Studie:rummet, men der er tilknyttet køkkenfaciliteter, hvor man kan lave en kop kaffe selv. Derfor sniger den sig alligevel med på listen. Foruden muligheden for at fordybe sig danner Studie:rummet desuden rammen om en række aktiviteter som eksempelvis fredagsbar, bingo og inspirationsaftener for iværksætterspirer, som du kan følge med i på Studie:rummets Facebookside.

Hvor: Studie:rummet, Østre Havnegade 28, 9000 Aalborg

Den spraglede: Café Ulla Terkelsen London

Denne populære café i Vestbyen er lige så spraglet som navnet antyder – med kulørte rispapirlamper i loftet, stribet tapet på væggene og en helt igennem syret forkærlighed for TV2’s korrespondent nummer et.

Selvom man måske ikke skulle tro det, har dette virvar af en café en ganske behagelig effekt, for som caféen selv antyder med hjerter og sloganet “Ulla elsker dig”, er der kærlighed i luften på den aalborgensiske café med det skøre navn, der i daglig tale blot hedder “Ulla”. I hverdagene serveres der morgenmad og friskbrygget kaffe fra klokken 8, og mon ikke de mange pangfarver nok skal få stimuleret hjernecellerne, hvis kaffen ikke gør.

Hvor: Café Ulla Terkelsen London, Kastetvej 36, 9000 Aalborg

Den afslappede: Abbey Road

Den charmerende Abbey Road Café i Aalborg kulturcentrum byder på friskbagt brød og kaffe alle hverdage fra klokken 8 i afslappede omgivelser. At den lille perle af en café er lillesøster til den populære café Penny Lane kan både mærkes og ikke mindst smages. Al brød og kager kommer nemlig fra Penny Lanes eget bageri og konditori, og det gør caféen til et eftertragtet stop for de morgenfriske, hvor man kan få hjemmebag med alskens pålæg til morgenmad.

Abbey Road har både siddepladser ude og inde, men vi er specielt vilde med caféens “sofahjørne”, hvor du kan slænge dig i caféens mormoragtige retromøbler med næsen i studiebøgerne eller én af de mange brugte bøger, som indgår i caféens bogbyttebørs.

Hvor: Abbey Road Café, Kjellerupsgade 1A, 9000 Aalborg

Den (social)økonomiske: KaffeFair Strandvejen

KaffeFair er en socialøkonomisk virksomhed, der har den gode smag og mennesket i centrum. Det betyder blandt andet, at caféen er non-profit og helst bruger økologiske og Fair-Trade mærkede råvarer, ligesom at caféen fungerer som uddannelsesforberedende arbejdsplads for unge, der har brug for et kærligt skub videre i livet.

Det åbne lokale med mange siddepladser i caféen på Strandvejen er ideelt til at arbejde ude, og priserne er yderst SU-venlige med en specialbrygget kaffe til 30 kroner og en almindelig filterkaffe til en flad 20’er. Bliver du sulten senere, er der lækre sandwich til en 50’er. Mere fair bliver det vist ikke.

Hvor: KaffeFair Strandvejen 19, 9000 Aalborg

Den kvalitetsbevidste: Kochs Kaffebar

For feinschmeckeren er den familiedrevne Kochs Kaffebar i Algade et godt bud på et studievenligt spot i selskab med bøger og computer. Her er kvaliteten nemlig i højsædet, og det bærer menukortet med sine mere end 30 forskellige kaffedrikke brygget på 12 forskellige kaffebønner i høj grad præg af.

Kaffebaren består af to etager – tre, hvis man tæller deres nye tagterrasse med – så der er rig mulighed for at finde en hyggekrog til eksamenslæsningen eller opgaveskrivningen. Foruden den gode kaffe kan du gå amok i én af kaffebarens mange populære kager, der nok skal stille den værste sult, når du er ved at gå sukkerkold efter flere timers arbejde.

Hvor: Kochs Kaffebar, Algade 23, 9000 Aalborg