Om du er til minimalisme og rene linjer eller hjemlig hygge er Aarhus fuld af inspirerende steder at slå sig ned med eksamenslæsningen eller studiegruppen. Talentguiden har samlet en håndfuld af de bedste studiespots i Smilets By her.


Et godt arbejdssted er essentielt for den gode eksamenslæsning, men det kan trække tænder ud at sidde det samme sted for længe ad gangen. En snu studerende kender derfor alle de studievenlige spots i byen og udnytter mulighederne for en god kop kaffe og frisk luft i ny og næ.

Holder du til i Smilets By, er der heldigvis mange muligheder for at slå sig ned med studiebøgerne og en god kop kaffe. Både hvis du har brug for cafésummen for at kunne arbejde koncentreret, er til rendyrket iværksætterstemning, moderne kunst eller ren og skær hjemlig hygge.

Her får du fem bud på arbejdsvenlige caféer og steder i Aarhus, der ikke sprænger budgettet for en studerende på SU.

Den kulturelle: Art Café (ARoS)

Art Café er alternativet til dig, der er træt af læsesalens koncentrerede stemning og kaffepriserne på Starbucks, og som ynder at tænke ud af boksen. Den moderne museumscafé, der egentlig hedder ARoS Wine & Food, ligger på niveau 4 i ARoS, hvor der er fri adgang, og kommer du uden for myldretiden, kan du være heldig at få plads ved et af de store vinduer, hvor du har udsigt over trafikken på Vester Allé.

ARoS kalder sig selv for et “mentalt fitnesscenter”, men om den kulturelle ånd har indvirkning på eksamenslæsningen, skal vi ikke kunne sige. Til gengæld kan du få 100 kroner få et komplet morgenmåltid inklusiv te eller kaffe. Caféen åbner klokken 10 alle dage, på nær mandag, hvor ARoS holder lukket.

Hvor: Art Café, ARoS, Aros Allé, 8000 Aarhus C

Den historiske: Kvindemuseet

Endnu en museumscafé, der fortjener en plads på listen over studievenlige spots, er Kvindemuseets café, der har til huse på Domkirkepladsen 5 i hjertet af Aarhus. Bygningen blev oprindelig opført i 1857 som rådhus, og caféen udgør faktisk den gamle byrådssal, hvilket lokalet stadig bærer præg af den dag i dag, hvor en del af det stemningsfulde udtryk er bevaret.

I caféen kan du få sort kaffe ad libitum til 40 kroner og suge lidt af historien til dig, mens du arbejder. Og skulle du få lyst til et afbræk fra eksamenslæsningen, kan du få en flad 50’er gå på opdagelse i samlingen, der sætter spørgsmålstegn ved kønnets betydning i samfundet.

Hvor: Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5, 8000 Aarhus C

Den urbane: Dome of Visions (Domen)

Er du mere til naturskønne omgivelser, kan den tidligere Dome of Visions på Pier 2 – nu bare “Domen” – klart anbefales. Siden 2016 har det kuppelformede rum med fuld skrue på havudsigt og indendørs planter været omdrejningspunkt for events og et særligt fællesskab med udgangspunkt i bylivet og ikke mindst billig kaffe, og efter en kort nedlukning, er Domen nu klar til et nyt kapitel under ledelse af Aarhus Kommune.

“Hele byens mødested” er sloganet for det nye “Domen”, der fortsat vil have til huse på på Pier 2. Den eksakte dato for genåbningen er endnu ikke meldt ud, så vi anbefaler, at du holder øje med kommunens hjemmeside, så du ikke går forgæves.

Hvor: Domen, Inge Lehmanns Gade, Pier 2, Aarhus Havn, 8000 Aarhus C

Den hjemlige: Løve’s Bog- og Vincafé

Løve’s Bog- og Vincafé er både en boghandel, en café, en vinbar og et kultursted med masser af livearrangementer, og kombinationen af god kaffe, bøger og et lille glas tiltrækker mange studerende. Løve’s er indrettet med store bogreoler, levende lys på bordene og gamle træmøbler, der giver stedet en dagligestueagtig charme og hjemlig idyl.

For de morgenfriske disker Løve’s for en 50’er op med friskbrygget kaffe og en hjemmebagt bolle med ost og marmelade, og bliver du sulten op ad dagen er der blandt andet sandwich og salater til overkommelige priser.

Hvor: Løve’s Bog- og VinCafé, Nørregade 32, 8000 Aarhus C

Den kreative: LYNfabrikken

For de kreative byder LYNfabrikken i Vestergade på iværksætterstemning og arbejdssummen i lyse og rustikke lokaler indrettet specifikt til de arbejdsomme. Stedet har sin egen café, hvor du kan få kaffe i alle afskygninger og lidt at spise, og du skal ikke bekymre dig om strøm til computeren, for det er der sørget for i form af strømstik, der hænger ned fra loftet ved de store langborde.

LYNfabrikkens café, hvor billedet til artiklen her er taget fra, er en del af det kreative arbejdsfællesskab LYNfabrikken, hvor lokale iværksættere har mødelokaler og kontorplads, og det kan mærkes på atmosfæren i de gamle fabrikslokaler. Er vejret godt, kan du nyde din kaffe på husets egen tagterrasse, hvor du har skøn udsigt over Aarhus by.

Hvor: LYNfabrikken, Vestergade, 8000 Aarhus C