Træt af læsesalen og sløv automatkaffe? Her er fem alternative steder at slå dig ned med studiebøgerne og en god kop bønner.


København er et mekka af arbejdsvenlige caféer og kaffebarer. Hvad end du er til gammeldags dagligstuestemning med sofaer og og hyggebelysning eller sofistikerede storbycaféer med minimalistisk indretning og fokus på håndelaget i kaffebrygningen, er du i København garanteret at finde et arbejdssted, der passer til dine behov.

Vi har samlet en håndfuld af de bedste caféer i hovedstaden, hvor omgivelserne inspirerer, kaffen smager og priserne stemmer til en SU.

Den hjemlige: Bevar’s

I den altid hyggelige Ravnsborggade på Nørrebro ligger Bevar’s, der er et klassisk miks af kaffebar, café og bar- og spillested. Bevar’s kalder sig selv for “din varme og hyggelige hjemmestue”, og det er ikke en overdrivelse, for stemningen her er afslappet og indretningen indbydende, præcis som en rigtig stue bør være.

I hverdagene kan du kigge forbi Bevar’s fra klokken 9, hvor du blandt andet kan få en hjemmelavet croissant og en friskbrygget kop kaffe at lade op på, og fordi caféens grundidé netop er at skabe et hyggeligt og innovativt miljø, er der både god plads til fordybelse og hurtigt internet til de arbejdsomme.

Hvor: Bevar’s, Ravnsborggade 10B, 2200 København N

Den klassiske: Paludan Bogcafé

Når man taler om studievenlige caféer i København, kommer man ikke udenom gode gamle Paludan. Beliggende i Fiolstræde i det gamle latinerkvarter har caféen med sine ikoniske, bibliotekslignende bogreoler været samlingspunkt for mange flittige studerende gennem tiden.

Her kan du både nyde en stor kop filterkaffe til en 20’er, gå på opdagelse i bogcaféens antikvariat i kælderen eller få en bid mad til SU-venlige priser. Klientellet er et godt miks af studerende, bognørder, turister og arbejdsheste i almindelighed, og er du tidligt på den i hverdagene, får du autenticitet for alle pengene.

Hvor: Paludan Bogcafé, Fiolstræde 10, 1171 København K

Den hippe: NoHo

Har du en en no bullshit tilgang til eksamenslæsningen, er caféen NoHo i kødbyen helt sikkert noget for dig. Caféen hører nemlig under SoHo’s kontorhotel, hvilket betyder, at den står på business i de gamle slagterlokaler i Københavns måske nok mest hippe kvarter.

På NoHo vil du derfor møde spændende iværksættertyper og andet godtfolk med arbejde på hjernen, og selv om man måske ikke skulle tro det ud fra stedets poppede udtryk, er priserne faktisk til at betale. Allerede fra klokken 8:30 kan du i hverdagene komme forbi med din computer under armen og slukke tørsten i en god kop kaffe ved et af caféens mange borde.

Hvor: NoHo, Flæsketorvet 28, 1711 København V

Den folkelige: Democratic Coffee/Københavns Hovedbibliotek

Et andet oplagt sted at søge hen, når der skal terpes, er Democratic Coffee på Københavns Hovedbibliotek, der er Danmarks største folkebibliotek med mange gode kroge at studere i, hvis du skulle få lyst til at blive hængende i flere timer.

Democratic Coffee ligger lige til højre, når man går ind ad bibliotekets hovedindgang på Krystalgade, og er blandt andet kendt for sine hjemmebagte croissanter, der fik en velfortjent førsteplads i Børsens blindsmagning af det franske bagværk. Udvalget af mad er generelt ikke særlig stort i bibliotekscaféen, men hvorfor skulle det også være det, når du kan få croissanter og kaffe efter alle kunstens regler?

Hvor: Democratic Coffee, Krystalgade 15, 1172 København

Den spraglede: Absalon

Er du til hipsteridyl og folkestemning, er det helt sikkert Absalon, du skal lægge vejen forbi. Denne perle af et moderne kultur- og folkehus ligger i den gamle Absalonkirke på Sønder Boulevard i hjertet af Vesterbro, et stenkast fra Kødbyens poppede charme og Istedgades brogede originaler.

Absalon har gang i lidt af en palette med sine regnbuefarvede langborde og lyserøde vægge. Til gengæld er der noget særligt ved det nyfortolkede kirkerum og den afslappede stemning med retromøbler på 1. sal, der gør stedet til noget helt specielt. Kaffen er god og ikke mindst billig, og er du sulten, kan du få dagens frokostret med for en flad 50’er.

Hvor: Absalon, Sønder Blvd. 73, 1720 København V