H.C. Andersens by byder på et væld af forskellige caféer til dig, der trænger til en pause fra læsesalen. Både de spraglede og de mere klassiske af slagsen. Få Talentguidens bud på fem af Odenses bedste caféer for studerende her.


Er du kørt død i læsesalen, eller trænger du bare til et frisk pust og en god kop kaffe, er der masser af caféer i Odense at vælge imellem som flittig (og fattig) studerende. Om du er til liv og mangfoldighed eller arbejder bedst i rolige omgivelser, er der med andre ord helt sikkert noget for dig blandt byens rige caféliv.

Talentguiden har været en tur i H.C. Andersens by og sonderet terrænet for studievenlige steder at slå sig ned med studiegruppen eller -bøgerne. Selvfølgelig med overkommelige priser og en tilpas portion hygge for øje.

Den klassiske: Nelle’s

Siden 2012, hvor tre odenseanske kammerater gik sammen om at åbne en kaffebar i Pantheonsgade, er navnet Nelle’s blevet lokalt sprog for en god kop kaffe. Og det er netop, hvad du får hos Nelle’s, der i dag tæller fire caféer fordelt rundt omkring i byen. Men det er ikke alt, for du får ifølge ejerne også “en på opleveren med design, kunst og en dejlig rolig stemning, der er de færreste caféer forundt”.

Afhængig af, om du er til en solid kop kaffe, et måltid eller – når eksamenslæsningen er overstået – et glas vin, har Nelle’s det hele i et lille, men eksklusivt udvalg og til rimelige priser. Og skulle du have lyst til en anderledes caféoplevelse, er der gratis løbeklub i caféen i Filosoffen lige ved Munke Mose hver anden lørdag klokken 9.

Hvor: Nelle’s, Rosenbæk Torv 1A, 5000 Odense C (m.fl.)

Den lokale: StudieStuen

Hvis du gik og troede, at Odenses gamle bydel kun bød på H.C. Andersen, så tro om igen! StudieStuen i Nedergade og det rige studenterliv, som caféen og den bagvedliggende studenterforening repræsenterer, er efterhånden et odenseansk varemærke, som du med garanti vil blive bekendt med, hvis du altså ikke allerede har været forbi den hyggelige café, der byder på kaffe til en flad 10’er, mangfoldighed og et rigt studenternetværk.

StudieStuen, som billedet til artiklen her er fra, er præcis, hvad navnet antyder: en stue for studerende, hvor du kan komme og studere. Men det er i høj grad også et sted, hvor du kan smutte forbi og få et afbræk fra hverdagen, når StudieStuen lægger hus til forskellige arrangementer af studerende for studerende. Menukortet er kogt ned til de mest basale varme drikke, men til gengæld får du både WiFi, hygge og godt selskab med helt gratis.

Hvor: StudieStuen, Nedergade 12, 5000 Odense C

Den mangfoldige: Studenterhuset

På Amfipladsen i Odense centrum finder du Studenterhuset, hvor du kan studere fra formiddag til sen aften alle ugens dage. Det store lokale har alt, hvad et studenterhjerte begærer i arbejdsplads, gratis WiFi, billige drikkevarer og snacks, og er jævnligt omdrejningspunkt for spændende kultur- og studenterarrangementer i form af eksempelvis koncerter, filmfremvisninger, foredrag og lignende.

Studenterhuset fungerer på mange måder som et knudepunkt for alle byens studerende, og du vil derfor møde mange forskellige mennesker, hvis du vælger at slå dig ned med bøgerne her. Priserne er nogle af byens venligste, og om sommeren kan du slænge dig på pladsen udenfor huset med vennerne og nyde Odense, når Odense er bedst.

Hvor: Studenterhus Odense, Amfipladsen 6, 5000 Odense C

Den moderne: Den Lille Smalle

Den Lille Smalle i Vestergade er det ideelle sted at starte dagen. Her kan du hver dag fra klokken 9 sætte tænderne i et lækkert morgenmåltid, hvad enten du er til klassisk morgenkomplet eller chiagrød med skøn topping i en sirlig anretning – kommer du efter en døgner i læsesalen, kan du tilmed nyde én af caféens mange lækre anretninger helt frem til en time inden luk om eftermiddagen.

De stilrene lokaler, der udgør Den Lille Smalle, er indrettet med lyse træmøbler, moderne nips og planter, som får arbejdslysten til at spire. Og er du ikke så meget til kaffe, er der masser af gode alternativer til det sorte guld, som for eksempel en dampende varm matcha latte eller Den Lille Smalles varme drik med frisk ingefær, mynte og lime.

Hvor: Den Lille Smalle, Vestergade 5, st. th., 5000 Odense C

Den spraglede: Den Smagløse Café

Den Smagløse Café – eller bare Den Smagløse, som den i folkemunde kaldes – sniger sig med på listen, fordi den lille, spraglede café, der i virkeligheden nok mest er en bar, rammer plet på hygge og selskabelighed. Her er der plads til alle, høj som lav, og særligt studerende finder vej til de stemningsfulde lokaler i Vindegade, der på caféens hjemmeside beskrives som en blanding af din oldemors stue eller din tyske onkel Udos campingvogn.

På trods af navnet, forstår Den Smagløse sig på en god kop kaffe, og selvom caféen ikke kan prale af de lyseste lokaler eller de mest ergonomiske arbejdspladser, er det et glimrende sted for studiegrupper at mødes. Særligt om sommeren, hvor man kan nyde sin kaffe på is i den solrige gårdhave.

Hvor: Den Smagløse Café, Vindegade 57, 5000 Odense C