En typisk arbejdsdag er allerede lang, og teknologi gør kun arbejdsdagen endnu længere. Når man først er kommet hjem, kommer der stadig e-mails og telefonopkald fra personer, der forventer omgående svar. Arbejde er ikke slaveri, og burde ikke være det, men en fair udveksling af en service (dig) mod en betaling (din løn). Men formår du at sætte grænsen mellem arbejde og fritid? Kan du lade være med at svare på e-mails udenfor arbejdstiden? Er du typen der opgiver alt for at komme foran, men i stedet ender med ingenting?

Selvom de fleste godt kan koble fra efter arbejde, er det et faktum, at en stor del arbejder udenfor deres egentlige arbejdstider. Det kan f.eks. være når man besvarer e-mails, mens man er syg, eller endda på ferien.

At besvare e-mails udenfor arbejdstiden er ikke det eneste område, hvor skellet mellem arbejde og fritid sløres for mange. Skæve arbejdstider, store krav fra arbejdsgivere og endnu større krav til egen performance lægger hårdt pres på unge i ansvarsfulde jobs, og kan have stor indflydelse på dit stressniveau, dit helbred og i sidste ende livsglæde.

Mange finder hurtigt ud af, at succes kun er et mål i bevægelse, og at der altid er noget bedre og større man kan opnå. Du kan risikere at klatre til toppen af stigen i dit job og finde ud af, at der ikke er noget at se.

De ting, der skaber livsglæde findes for mange findes ikke på jobbet, og hvis de gør, opnås de ikke ved at overgå hvad man personligt kan håndtere. Det er derfor vigtigt at holde fast i de ting, der eksisterer udenfor din arbejdsplads. Ofte kan det også være med til at øge din præstation på arbejdet, samt sænke dit stressniveau.

Her er 4 ting du for alt i verden skal holde fast i!

#1. Hold fast i dit gode helbred

Dit helbred er dit vigtigste aktiv – en kliché, men sandt – dit liv, din præstation og din livsglæde er større, når du har en stærk krop. Ikke bare kan kroniske sygdomme og smerter gøre det svært at arbejde, og derved reducere dit indtjeningspotentiale, men også have en stor effekt dit humør og din evne til at skabe positive forandringer.

Tillader du at stress bygger sig op, og sidder du ned en hel dag uden motion, ender du som en zombie, der kan kigge ned på sin nyerhvervede mave.

#2. Plej din familie og dine venner

”Family comes first”. Det er nemt at ofre tiden med din familie og dine venner til fordel for dit arbejde. Mange gør dette, fordi de ser arbejde som en mulighed for at passe deres familie eller at kunne spise dyre middage med deres venner. I stedet går det ud over dine nærmestes mulighed for at have egentlig kvalitetstid sammen med dig. Du bliver nødt til at bruge tid sammen med mennesker for at skabe minder sammen med dem.

 #3. Husk din identitet udenfor dit job

Selvom dit arbejde er en stor del af din identitet, er det farligt at lade det blive til din identitet. Alarmklokkerne bør ringe, når du tænker over hvad, der er vigtigt for dit liv, og arbejde er det eneste du kan komme i tanke om. At have en identitet udenfor arbejdet handler om mere end bare sjov, det handler om at kunne koble af, det handler om personlig udvikling og at undgå at brænde ud.

#4. Glem ikke din passion

Endnu en kliché og endnu en sandhed. Har du endnu ikke fundet din passion – hvad det end er – betyder det ikke, at du skal finde dig i et job, du ikke finder dig tilpas i. Alle har regninger, der skal betales, og det er ikke en dårlig idé at tænke fremtid, pension og afdrag ind i din fremtidsplan. Men hvad er et flot hus uden en familie, hvad er en dyr bil uden andre steder at køre hen end på job?

Det er ikke sikkert, at det er en nødvendighed at have dit drømmejob – det er ikke sikket, at du nogensinde finder ud af, hvad det er – måske handler det om at have et job, der giver dig plads til at drømme.

Succes og livsglæde går ofte hånd i hånd. Det handler om din evne til at sætte begrænsninger og til at skelne mellem job og fritid. Når du først kan det, er der en god chance for, at resten falder på plads af sig selv.

Avatar

Bjarke Bierring Kristoffersen

Bjarke er Talentguidens ansvarlige for indhold og marketing. Han læser til dagligt sin kandidat på CBS, og har en stor interesse for iværksætteri, strategi og kommunikation. Kontakt: bk@talentguiden.dk

More Posts

Follow Me:
LinkedIn