Har du en spirende iværksætter i maven? Er du en af de mange unge studerende, der går med iværksættertanker og drømmer om et liv som selvstændig? Ambitionen om at drive sin hobby til en levevej hersker i mange kredse, men vejen fra tanke til handling kan synes uoverskuelig og lang. Med hjælp fra en selverklæret ekspert guider vi dig frem.

Én ting er det praktiske og tekniske – noget andet er troen på egne idéer og evner. Tør man satse – ikke bare sin økonomi – men lige så vel sin dyrebare tid på et projekt, der ikke er stemplet som en succes på forhånd?

Vi har talt med en ung herre, der tog springet allerede som 17-årig. Jeppe Bentzen har i 2,5 år kunnet skrive direktør og medejer af egen virksomhed på sit CV, der sidenhed er udvidet betragteligt. Han vil herunder fortælle sin historie og dele ud af sin erfaring med 4 gode råd til at komme i gang:

Studerende vs. selvstændig iværksætter – det ene udelukker ikke det andet 

Jo før, jo bedre. Hvis du har idéen, og du mener, at den er bæredygtig, så tag springet. Der er ingen, der gør det for dig – tværtimod gør de det i stedet for dig, hvis du tøver for længe og lader idéen slippe.

Jeg startede min egen virksomhed med en klassekammerat i 2.G. Han var heldigvis fyldt 18 år, så virksomheden kunne stå i hans navn alene i første omgang. Vi blev rådet til at vente, til vi havde færdiggjort gymnasiet. I dag er jeg lykkelig for, at vi dengang løftede hagerne, ignorerede onde tunger og startede ud for os selv. Det er til trods for, at vi var nødsagede til at skippe et par modulers Oldtidskundskab til fordel for telefonmøder med kunder rundt omkring i landet. Det har gjort, at jeg min unge alder til trods i dag får mange muligheder, som formentlig ikke var realistiske min erfaring foruden.

Vi beskæftiger os med Social Media Marketing, og i dag er jeg bl.a. en del af et talentnetværkshold hos nordens største public affairs-virksomhed, Geelmuyden Kiese, sammen med en eksklusiv skare af dygtige mennesker, der er 5-10 år ældre end jeg.

Det betyder, at når jeg starter på universitetet denne sommer, har jeg allerede opbygget over 3 års erfaring med dét, jeg gerne vil arbejde med under og efter mit studie. Derudover har jeg en lang række kloge hoveder i baglommen, som jeg kan trække på fra start.

Alliér dig med erfarne – de vil gerne hjælpe dig frem

 Mange udefrakommende tror fejlagtigt, at iværksætterverdenen er en blodig affære. Jeg har tværtimod oplevet, at der kæmpes en fælles kamp iværksættere imellem.

Du bør fra start alliere dig med andre iværksættere, der kan hjælpe dig af med alle de små issues, der begrænser din produktivitet. De mere erfarne af slagsen ved præcis, hvad du gennemgår, og de vil hellere end gerne hjælpe dig frem. De fleste kender nogen, der kender nogen, der kender nogen.. 

Outsource dine svage områder

Du er nødt til at erkende, hvad din(e) svaghed(er) er. Det handler om at effektivisere din arbejdsindsats, så du ikke spilder din i forvejen begrænsede tid på arbejdsområder, du ikke har forstand på og/eller som du ikke ønsker at mestre – men derimod bruger den nødvendige tid på det, du har egentlig har for øje.

Som iværksætter har jeg selv en meget kreativ og visuel tilgang til mit arbejde, men jeg orker ikke tørre tal og regnskaber. Jeg har fra begyndelsen allieret mig med en revisor, der hjælper mig med det skattetekniske – både for virksomheden og for min privatøkonomi, så jeg kan bruge min energi på det, jeg brænder for.

Revisorer og lignende fagfolk er også interesserede i at hverve potentielle kunder, hvorfor du kan være heldig at komme i kontakt med nogen, der vil hjælpe dig i gang gratis.

Tag imod alle de tilbud, der opstår – praktisk erfaring er altafgørende for en iværksætter

Jeg gentager mit tidligere budskab: Netværk, netværk, netværk. Et godt sted at starte er på dit studie, hvor du helt sikkert finder ligesindede, der enten er i gang eller gerne vil starte noget op. Du mister ikke noget ved at sparre med dem.

Tilbyd dem din hjælp og tag selv i mod de tilbud, du får stillet. Gør du dit arbejde godt, får du den tid, du investerer, tilbage i store mængder.

Det handler om at komme ud og skabe et renommé som komepetent iværksætter inden for et dit felt. Er du konsulent, så tilbyd virksomheder en time af din tid gratis. Vis dit værd – så kommer tilbuddene til dig senere hen, og du kan med rette tage en højere pris.

Læs mere: 

Avatar

Bjarke Bierring Kristoffersen

Bjarke er Talentguidens ansvarlige for indhold og marketing. Han læser til dagligt sin kandidat på CBS, og har en stor interesse for iværksætteri, strategi og kommunikation. Kontakt: bk@talentguiden.dk

More Posts

Follow Me:
LinkedIn