Det rigtige kropssprog kan udstråle styrke og autoritet. Mennekser med den type kropssprog kommer ind i et lokale og ejer det uden at gøre noget for det. Vil du gerne være den type menneske? Læs denne artikel og lærer hvordan du mestrer dit kropssprog med power poses. 

Der findes faktisk helt praktiske tricks, til hvordan du kan styrke dit kropssprog til at udstråle lige nøjagtigt det du vil. Socialpsykologen Amy Cuddy har beskrevet de såkaldte ”power-poses”. De hjælper dig til at virke mere overbevisende og selvsikker, selvom du ikke nødvendigvis er det. Gennem dit kropssprog kommunikerer du en masse om dig selv som person. Både til dem du er sammen med, men ikke nok med det, så snyder du også din egen hjerne til at tro, at du er stærkere, har mere autoritet, er mere heldig, end du ellers normalt ville tænke.

Hvordan ser power-poses ud?

Grundlæggende handler power-poses om et åbent kropssprog. En rank ryg, åbne arme og ben, der ikke ligger over kors er alt sammen noget, der får din krop til fysisk at fylde mere i rummet. Når du fylder mere viser du at du har magt og at du stoler på dig selv. Det er en helt instinktiv måde at bære sig selv i situationer, hvor vi føler os godt tilpas eller har oplevet sejr. Tænk bare på sidste gang du så et sportshold vinde en kamp – det er power-poses for fuld skrue.

Hvordan bruger jeg kropssprog i praksis?

Tænk på den der jobsamtale du skal til i næste uge. Den er rimelig skræmmende og alle dem der er med til samtalen er ret vigtige mennesker. Er de alle sammen er bedre og klogere end dig? Du er uden tvivl den lavest rangerende i gruppen, og hvad kan du lige byde på? De andre kandidater i venteværelset er desuden mere kvalificerede end dig, så måske skulle du bare opgive på forhånd…

Eller, du kan bruge power-poses til at fremstå ligeså kvalificeret, som du rent faktisk er. Hvordan, spørger du. Her er tre gode tips:

  1. Power-pose i spejlet

Det lyder måske dumt, men når du power-poser snyder du faktisk hjernen til at tro at du er det du udstråler. Rent kemisk udløser det stoffer i hjernen, der giver dig en følelse af uovervindelighed. Det er netop det, du kommer til at udstråle. Så i stedet for at bruge ventetiden før samtalen på at synke sammen over telefonen og bare blive mere og mere nervøs, så gå ud på badeværelset og power-pose derudaf foran spejlet. Så er du sikker på at opbygge din selvtillid og bliver fyldt med mental styrke.

  1. Dit kropssprog til samtalen

Selvfølgelig skal du ikke sidde med armene over hovedet mens du er til samtale. Vær opmærksom på ikke at lukke din krop af og gøre dig selv mindre. Rank ryggen, sæt begge fødder i gulvet og undgå endelig at lægge armene over kors. På den måde udstråler du selvsikkerhed, interesse og åbenhed overfor dem du snakker med.

  1. Fake it ’til you become it

Normalt siger man fake it ’til you make it, men hvis du bliver ved med at presse dig selv til at bære din krop med stolthed og styrke, vil din hjerne til sidst begynde at tro på det, og så bliver du det. Selvom det kan virke kunstigt og påtaget til at begynde med, vil du en dag opdage, at du i højere grad føler dig som den stærke autoritet, som du udstråler.

Læs også: Bliv succesfuld med dit kropssprog

Kilder: Power Posing: Brief Nonverbal Displays Affect Neuroendocrine Levels and Risk Tolerance

Avatar

Karoline Mia Jessen

Karoline læser til dagligt Dansk på KU og har stor interesse for kommunikation og marketing. Derudover har hun sin egen grafiske designvirksomhed. Kontakt: kj@talentguiden.dk

More Posts - Website

Follow Me:
TwitterLinkedIn