Banner meptek

Alle mennesker er forskellige. Det kan alle skrive under på. Det samme gælder, når vi snakker om indlæring. Alle lærer på forskellige måder, men hvordan finder du ud af, hvordan du lærer bedst?

Af Nicolaj Sand Rasmussen

Du kender formegentlig flere mennesker som f.eks. lærer bedst ved at lytte. Eller personer som lærer bedst ved at lave fysisk aktivitet imens. Måske du også kender til det derhjemme, hvor din kæreste studerer bedst med højt musik i ørerne, mens du selv har brug for fuldstændig ro. Dette kaldes læringsstile, og hvis du kan blive bevidst om din egen stil, har du et magtfuldt værktøj, som kan gøre din læring langt mere effektiv.

Læringsstile

En af foregangsmændene i Danmark inden for dette område er konsulent og læringsstilsekspert Svend Erik Schmidt.

Ifølge ham burde du stille dig selv disse spørgsmål, når du skal beskrive eller analysere nyt stof:

  • Jeg vil ….
  • Jeg har brug for ….
  • Jeg lærer bedst, når ….

Tænk hvis du selv kunne vælge, hvordan du lærte bedst!

Boström & Schmidt har lavet en model, som bygger på en neuropsykologisk analyse af Dunn & Dunn-modellen samt hjernebaseret læring. Den giver dig et overblik over faktorer du kan overveje om din egen læring.

Tag et stykke papir og kig på modellen. Gå derefter igennem hvert punkt og overvej hvordan du lærer bedst.

5 væsentlige faktorer

1. Lærer du bedst alene, i par, i gruppe eller ved en autoritet som fx en lærer? Skriv det ned på dit papir. Det er måske afhængigt at situationen. Så lav et papir til hver situation.

2. Lærer du bedst ved at se helheden (holistisk) i din opgave, eller er du mere den analyserende person? Hvis du er den analyserende, er det en god ide at lave konkrete spørgsmål til dig selv, hvorimod hvis du er mere holistisk anlagt, er det godt at redegøre for hele meningen med din opgave først, så du kan få overblikket.

3. Du er måske en impulsiv person, hvor mange og nye tanker hele tiden kommer op i hovedet, når du studerer. Her er det en god ide at have en notesblok på dig, hvor du kan smide alle dine tanker ned. Hvis du derimod er den mere refleksive person, der tænker meget over tingene, skal du måske overveje at have en person ved siden af dig, når du skriver opgave, som du kan dele tanker med.

4. Noget så basalt som temperaturen i lokalet og belysningen kan også have stor betydning for din koncentration. Overvej hvad der virker for dig og skriv det ned på dit papir.

5. Mange har svært ved at sidde stille mere end 15 minutter ad gangen. Hvis du er en af dem, så lad være med at tvinge dig til at blive siddende. Sæt i stedet en alarm hvert kvarter, hvor du så kan tage et glas vand eller lige tjekke Facebook, og vend så tilbage til arbejdet igen.

Modellen har mange flere trin. Nogle trin mere subjektive end andre, men det vigtige er, at du gør dig konkrete tanker om din egen læring, og forstår hvad der virker for dig. Til sidst har du et eller flere papirer, hvor der helt konkret står, hvordan du arbejder og lærer bedst. Dette papir tager du frem, hver gang du skal lave en opgave, så du kan se, om du lige skal bruge fem minutter på at forberede lokalet, have en snack liggende eller sætte alarm.

Med disse tanker i rygsækken, er du nu klar til at arbejde mere målrettet og produktivt!

Avatar

Meptek

Som eksperter i præsentationsteknik skriver Meptek om hvordan du kommer ud over scenekanten så dit publikum hører hvad du har at sige.

More Posts - Website

Follow Me:
Facebook