I samarbejde med:

23-årige Kristoffer Lippert, der til daglig læser til kandidat i strategi, organisation og ledelse på CBS, har det seneste år stået ved roret i CBS Case Competition som den ene halvdel af organisationens Steering Committee. Om lidt løber de store finaler i konkurrencen af stablen, og i den forbindelse kan du høre om den ambitiøse leders tanker om rollen som ansvarlig for én af verdens mest prominente case competitions.


Blå bog: Kristoffer Lippert

Alder: 23

Linkedin: https://www.linkedin.com/in/kristoffer-lippert/

Bachelor: BSc. Business Administration & service management (CBS)

Kandidat: Cand. Merc. Strategy, Organization & Leadership (CBS)

Nuværende job: Steering, CBS Case Competition / Intern, 3Shape

Tidligere erfaring: Skandia Asset Management

Mest kendt for: CBS Case Competition

Største success: CBS Case Competition (!)

Vis mere

 

Hvilke overvejelser lå der bag dit valg om at tage en ledende rolle (Steering) i dette års CBS Case Competition?

Det er absolut ikke nogen lille opgave at sige ja til, og jeg nåede faktisk at takke nej til at starte med. Heldigvis for mig var der nogen mennesker omkring CBS Case Competition, der fik talt mig på rette spor igen! Jeg havde lagt planer om udveksling for det kommende semester, hvilket var grunden til, at jeg sagde nej i første runde, men jeg blev alligevel tiltrukket af idéen om at kunne sætte et præg på både slutproduktet og organisationen som helhed.

At kunne få lov til at tage betydningsfulde beslutninger på vegne af en stor organisation virkede som en spændende mulighed, specielt efter at have snakket om forskellige idéer for at udvikle konceptet med nogle af de involverede personer fra året før.

Desuden var muligheden for at få konkret erfaring i en ledende rolle utroligt tiltalende, både på den strategiske side i forbindelse med de ændringer, vi har indført, men i større grad også som leder for et team bestående af nogle helt vildt inspirerende mennesker. Det er også fra det menneskelige element i lederrollen, jeg har udviklet mig mest over det sidste år.

Hvilke kompetencer/kvaliteter er de vigtigste for at bestride en stilling som din?

Steering-rollen er meget unik, idet den blander to verdener. På den eneste side er man ung og stadig uvidende om mange ting, og på den anden får man en rolle, der kræver, at man håndterer store valg med betydning for mange mennesker.

Hvis man skal balancere mellem de to ting, er det vigtigt at have en stor grad af selvindsigt, så man ved, hvornår man er i stand til at tage kvalificerede beslutninger, men også hvornår man skal søge hjælp til at få det bedste ud af situationen.

Næsten vigtigere er det dog, at man tager sig tid til at reflektere over det, man oplever, og på den baggrund forsøger at udvikle sig selv hele tiden. Jeg er blevet overrasket over, hvor meget mening der kan trækkes ud af selv de mindste situationer, hvis bare man stiller de rigtige spørgsmål til en selv.

Hvilke erfaringer har du fået i forbindelse med at arrangere dette års CBS Case Competition?

Helt grundlæggende giver tiden i CBS Case Competition en kæmpe mængde af faglig læring, da man essentielt set har en meget aktiv rolle, der bidrager til at drive en organisation over et år. Man får gode erfaringer fra de opgaver, man udfører dag til dag, men også gennem de mange events vi laver med vores partnere, såsom QVARTZ, der både afholder større events for hele organisationen, men også bidrager løbende med sparring og indsigt, så man er bedst muligt rustet til at håndtere udfordringerne foran en.

Desuden tror jeg, man gennem arbejdet bliver sat i nogle forretningssituationer, som man ellers ikke ville møde, før man når adskillige år ind i sin fremtidige karriere. Det giver en god ballast, når man fortsætter i sit videre virke, og jeg har da klart kunne udnytte noget af den erfaring, jeg har fået fra CBS Case Competition i mit arbejde hos 3Shape.

Hvad ville du ønske, at du havde vidst, inden du startede?

Det havde været rart at vide, præcis hvor vigtig den menneskelige del af steering-forløbet ville blive for mig. Vores arbejde er super spændende, og vi skaber nogle enestående ting, som kan give alle dem, vi arbejder med og for helt unikke muligheder, men det er specielt det at skulle være leder for andre mennesker, som jeg har fundet udvikling i.

Når man beder 27 studerende om at dedikere mange timers frivilligt pres og stress til ens formål, er det nødvendigt hele tiden at tænke ”hvordan sørger vi for at skabe et miljø, der kan give så meget til folk, at de dukker op igen i morgen?”. Hvis man kunne have startet processen med det perspektiv, tror jeg, man kunne have drevet et endnu bedre forløb for alle dem, der deltager.

Hvad motiverer dig til at nå dine mål?

For nogle år tilbage havde jeg sagt penge og ikke så meget andet. I dag vil jeg da stadig sige ja til pengene, men som så mange andre i min alder er jeg endnu mere fokuseret på, at det jeg laver, bidrager til noget betydningsfuldt, og vigtigere endnu, er med til at gøre verden til et bedre sted.

Med CBS Case Competition har vi muligheden for at give studerende et helt nyt perspektiv på læring og på vores partnervirksomheder, hvilket er et stort ansvar. Hvis vi gør det rigtig godt, kan vi have en stor indflydelse på, hvilken karrierevej, de studerende vælger, hvilket vil sige, at vi potentielt set har en stor betydning for den enkelte studerendes liv.

Jeg tror også, at det er grunden til, at mange vælger at søge om en plads i vores organisation. Det er mennesker, der gerne vil være med til at sætte et aftryk på noget, der rækker lidt bredere end man normalt får mulighed for.

Hvad er den største udfordring du har stået overfor i denne position? Hvordan løste du den?

Jeg kan ikke nævne én konkret situation, som har været den største udfordring. Jeg tror imidlertid, at det, der har taget det meste af min tid i forløbet, har været at holde ilden tændt hos dem, der er med i organisationen.

Det er en enorm opgave at opbygge en kultur – specielt i en frivillig organisation. Det har været hammer udfordrende for mig og Jeppe, min co-steering, at skulle sørge for, at vi fik formet den rigtige kultur i starten, som kunne – og fortsat kan – give folk de rammer, der er behov for, så de kan gøre deres arbejde bedst muligt. Det er så ubeskriveligt fedt at se folk samle sig om de opgaver, vi har, og det er absolut steering-rollens største opgave at sørge for, at folk bliver ved med det.

I sidste ende har man som steering ansvar for menneskene i organisationen, mere end man har ansvar for vores konkurrence eller vores partnere. Hvis vi kan skabe de rigtige rammer for dem, der er med i organisationen, skal de nok sørge for at levere et fantastisk produkt i sidste ende!

Hvilke tre råd vil du give til andre talentfulde studerende?

Der er så mange ting, man kan give videre, men de tre ting, jeg i hvert fald ville fortælle en yngre version af mig selv, ville være: Vær nysgerrig, vær ydmyg og vær reflekterende.

  1. For det første skal man blive ved med at være nysgerrig på de oplevelser, man får, blive ved med at afprøve nye ting og opsøge inspiration fra andre. Pludselig finder man noget, man bare ikke kan give slip på, hvilket er helt essentielt, hvis man skal kunne holde ud at bruge hele livet på det.
  2. For det andet skal man vide, at man ved meget lidt om noget som helst. Det er derfor vigtigt at man er ydmyg, lytter til dem man møder på sin vej, og tager al den læring med, man overhovedet kan. Når det så er sagt, skal man ikke tage al feedback for gode varer, men man bør som minimum tage lidt tid til at reflektere over det.
  3. Det fører også til det tredje råd, som nok er det, jeg personligt har fået mest ud af, hvilket er altid at reflektere over det, man oplever. Det er uhyre givende, og kan være med til at skabe udvikling for en selv på en helt unik måde. Hvis man har mulighed for at snakke om de ting med nogle tætte venner og sparre om sine oplevelser, er det klart optimalt.

Hvordan har mentorskaber og rollemodeller været med til at forme dig?

Jeg har altid brugt meget tid på at studere mennesker, som jeg synes er spændende, og som har udrettet noget unikt. Jeg tror man skal passe på med at blive blændet af folks succes, men vil dog sige, at jeg har fået meget ud af at blive inspireret af dygtige mennesker. Det giver mig blod på tanden og lyst til at give lidt ekstra for at nå mine ambitioner.

Man kan hurtigt tilegne sig nogle gode vaner fra folk, der har opnået meget i livet, og jeg har da selv taget både små og store tricks med mig, efter at have brugt tid på at undersøge nogle af de mennesker, jeg har set op til.

Hvorfor valgte du dit nuværende job?

Efter at have arbejdet omkring to et halvt år i investering fandt jeg ud af, at jeg personligt ikke får nok ud af at sidde med Excel-modeller dagen lang. Jeg søgte derfor min nuværende stilling hos 3Shape, hvor jeg så mulighed både for faglig udvikling, men også for at udvikle mig personligt, ved at blive stillet over for en ny verden med en helt anden type mennesker.

Jeg har på meget få måneder udviklet et stort sæt værktøjer, som jeg vil kunne bruge i resten af min karriere. Derfor kan jeg kun anbefale at søge jobs i mindre virksomheder, da det oftest er her, man kan få større ansvarsområder og dermed også mere læring. 3Shape har været et helt perfekt sted for mig, hvor jeg har fået mulighed for at prøve kræfter med en international virksomhed, relevante projekter og desuden fået lov til at rejse. Det har også været en måde, hvorpå jeg har kunne tage nogle af erfaringerne fra steering-rollen og prøve dem af i “det virkelig liv”.

Hvordan lader du op?

Jeg elsker at have travlt og har ofte mange ting i min kalender – selvom det selvfølgelig svinger i perioder. Jeg tænker altid, at man som ung har meget at opleve endnu, og at det derfor ikke gør noget at have mange ting på en gang, så længe man husker at holde en god balance mellem de ting, man bruger sin tid på. Jeg sætter altid tid af i kalenderen til at besøge indersiden af et Fitness World-center og tid med venner og familie. Mine forældre bor I Barcelona, så når der byder sig en mulighed, tager jeg gerne nogle dage ned og besøger dem.

En anden ting der kan hjælpe på at holde hovedet koldt, når der er mange bolde i luften, er at meditere. Jeg tror ikke det er for alle, men jeg synes det er værd at prøve, hvis man føler, at der er mange ting, der fylder i dagligdagen. Find en app på telefonen, og giv den gas!