Mark Thorsen er særlig rådgiver for en de mest omdiskuterede politikere i Danmark. Han har et enormt kendskab til partiet Venstre, som han har været medlem af i snart 20 år. Han tror på det politiske projekt, som han er en del af, og han kunne ikke arbejde for en minister, som han var uenig med. Han oplever den særlige rådgivers rolle være under forandring, da presserådgivning i dag fylder mindre, men politisk rådgivning mere. Talentguiden har mødt ham til Folkemødet på Bornholm.    

Mark har læst Statskundskab på Københavns Universitet. Han har altid vidst, at han skulle læse en samfundsvidenskabelig uddannelse, men at det skulle blive Statskundskab, var lidt af et tilfælde. Det blev et godt råd fra hans storebrors kammerat, som førte ham af denne uddannelsesvej. Politik, samfund og historie havde altid interesseret ham, så Statskundskab viste sig hurtigt at blive det rigtige valg for det politiske menneske, som Mark Thorsen unægtelig er. Når han ser tilbage på sin studietid, så er han ikke i tvivl om, hvad han har fået med af værktøjer.

”Det vigtigste, man lærer på Statskundskab, er i virkeligheden en arbejdsmetode. En evne til at systematisere viden og have en struktureret tilgang til både at tilegne sig viden og benytte den i sit arbejde. Det er ikke sådan, at jeg i mit daglige arbejde sidder og tænker, hvis bare jeg kunne huske, hvad Luhmann havde skrevet, så ville jeg kunne løse den opgave. Man har fået nogle værktøjer til at overskue store mængder af information, og så systematisere det. Men man lærer også, hvordan forvaltningen fungerer, og hvordan politik fungerer. Det sætter én i stand til gennemskue nogle processer hurtigere eller bedre, fordi man har den uddannelsesbaggrund, som man har.”

Statskundskab eller journalistik

Den mest almindelige baggrund for en særlig rådgiver, eller populært kaldet spindoktor, er enten Statskundskab eller journalistik. Mark Thorsen beskriver, hvordan der er sket et skred fra, at mange særlige rådgivere engang kom fra stillinger på dagbladene, til i dag at flere har en længere samfundsvidenskabelig uddannelse. Journalister har dog stadig en stor repræsentation i staben af særlige rådgivere, og det har både sine fordele og ulemper, hvis man kommer fra en journalistisk baggrund.

”Der er ikke nogen tvivl om, at hvis du har en journalistbaggrund, så er du mere operationel fra dag et i forhold til den del af jobbet, som handler om at være i kontakt med pressen, simpelthen fordi du har været på en redaktion. Du har sandsynligvis også et journalistisk netværk. Så er der den anden del af jobbet, som handler om den politiske rådgivning, man kan sige samarbejdet med embedsværket, der også er en stor del af jobbet. Der er jeg i hvert fald glad for den samfundsvidenskabelige baggrund, fordi de embedsmænd, som jeg samarbejder med, har jo også læst statskundskab eller jura. Så man forstår måden, de argumenterer på. Jeg tror i pressen, der er mange nok foran på point med en journalistbaggrund, men i forhold til embedsværket, så vil man være foran på point, hvis man har en samfundsvidenskabelig uddannelse.”

Mark Thorsen blev ansat som særlig rådgiver i 2009 af Inger Støjberg, som på daværende tidspunkt var beskæftigelsesminister. Hans erfaring med presse var begrænset, så der var nogle helt basale ting, han måtte lære.

”Da jeg første gang blev særlig rådgiver, så var der nogle ting, som jeg skulle lære. Hvornår er der deadline på en avis? Hvis man gerne vil i tv-avisen, hvordan kommer man det så? Hvem er det, man ringer til? Sådan nogle helt lavpraktiske ting skal man lære, men hvis man er journalist, så ved man det jo godt, fordi man har arbejdet med det, så der skulle gøres noget ekstra arbejde fra min side.”

Ministerens valg af den særlige rådgiver

Han mener ikke, at uddannelsesbaggrunden er det afgørende, når en minister vælger sin særlige rådgiver. Det handler om, at man stoler på hinanden og er fortrolige. Den særlige rådgiver skal nemlig være den person, som kan gå ind i et lukket rum med ministeren og tale om ting, som aldrig må komme videre. Mark Thorsen fremhæver dette som helt afgørende for, når en minister udpeger sin særlige rådgiver.

”En minister og den særlige rådgiver tilbringer helt uforholdsmæssigt meget tid sammen. Jeg taler jo mere med Inger, end jeg taler med min familie. Så jeg tror, at det vigtigste er, at man har det, man kan kalde kemi. Det, som man dybest set skal have, er en nogenlunde fælles tilgang til politik. Man skal ligesom abonnere på den samme arbejdsmetode. Jeg tror ikke, at det er så vigtigt, hvad man har af uddannelsesbaggrund. Jeg tror meget, at det er et spørgsmål om, at man kan sammen. At man som rådgiver abonnerer på den måde, som ens politiker ønsker at være politiker på. Det, tror jeg ikke, er så afhængigt af, hvad man har læst.”

Ministrene bruger deres særlige rådgivere meget forskelligt. Nogle ansætter rådgivere, som stort set ikke bruger tid på pressen, forklarer Mark Thorsen, mens andre behøver en rådgiver, som kan bistå pressedelen. ”Det er forskelligt fra minister til minister. Hvem det er, man har brug for, som særlig rådgiver”, siger han. 

Erfaring fra partiorganisationen

Mange af de særlige rådgivere, som i dag servicerer regeringens ministre, er partisoldater. De har gennem årene haft forskellige stillinger i Venstres partiapparat, men Mark Thorsen mener ikke nødvendigvis, at det er en fordel, han har arbejdet i flere funktioner hos Venstre, eller at han personligt er medlem af partiet.

”Jeg mener godt, at du kan være en god rådgiver og på nogle punkter en bedre rådgiver, hvis du er uenig med din minister, for så vil du jo mere grundlæggende kunne udfordre nogle af de synspunkter, som din minister har. Jeg ved godt, hvad jeg selv mener i en given sag, men jeg prøver jo også en gang imellem at være djævlens advokat over for det synspunkt, som Inger nu har indtaget. Jeg tror, at for mig, så er det godt, at jeg tror på det projekt, jeg beskæftiger mig med.”

Det giver også en række fordele for den særlige rådgiver, hvis man har et mangeårigt kendskab til den partiorganisation, som man arbejder i. Mark Thorsen har en veludviklet sans for at opsnappe, hvordan hans parti udvikler sig.

”Jeg synes, at det giver mig nogle fordele. Jeg har jo det perspektiv, at når vi skal drøfte en sag, om Inger skal gøre A eller B, så har jeg en naturlig fornemmelse for, hvor Venstre som parti vil bevæge sig hen på den her sag, fordi jeg kender alle i Venstres folketingsgruppe. Jeg har selv deltaget i gruppemøder, og jeg ved, hvordan sådan nogle debatter kan udspille sig.”

Det er netop kendskabet til Venstres folketingsgruppe, som er afgørende for, hvordan Mark Thorsens rådgivning adskiller sig fra embedsværkets.

”Det kan godt være, at embedsværket mener, det her er den sagligt og fagligt bedste løsning, men jeg kan bare sige, at det vil ikke overleve længe i Venstres folketingsgruppe, hvis man kommer over og præsenterer det her. Den type rådgivning kan du jo ikke give, hvis du ikke har været i Folketingsgruppen. Du kan godt prøve og tænke dig til det, men det giver en anden sikkerhed. Det, synes jeg, er en fordel i det daglige arbejde.”

Den særlige rådgivers funktion har ændret sig

Det er klar tendens inden for rekruttering af særlige rådgivere, at man henter dem i partiorganisationen. Det kan der så være nogle fordele og ulemper ved, som før beskrevet. Rollen som særlig rådgiver har nemlig været under udvikling.

”Jeg tror, at den udvikling, hvor man går fra det journalistisk afgrænsede med, at den særlige rådgiver er en, der tager telefonen, når pressen ringer, og håndterer den del, som handler om at videreformidle ministeriets svar og sørge for, at det kommer i avisen. Til en nu mere politisk rolle. Den udvikling, tror jeg i virkeligheden, er startet i slutningen af 00’erne på det tidspunkt, hvor jeg bliver ansat. Der var vi også relativt mange, som havde en fortid i partierne.”

Udviklingen skyldes en udbygning af presseenhederne i ministerierne. Det har været en nødvendighed, da den særlige rådgiver i dag ikke kan løse pressens øgede efterspørgsel alene. Det er resultatet af et øget medietryk, som Mark Thorsen beskriver det. Presseafdelingerne er dermed blevet langt større og mere professionaliserede, hvilket har ændret de arbejdsopgaver, som den særlige rådgiver skal varetage.

”Ministrene har ønsket, at de ikke kun har en, som tager telefonen, når pressen ringer, men en der også hjælper til med at tænke politik og håndtere politiske processer. Så jeg tror egentlig bare, at det er den udvikling, vi ser, at man i et vist omfang får opfyldt lidt mere af det pressemæssige behov fra ministerierne i dag, og man så efterspørger noget andet fra ministrenes side.”

Særlige rådgivere eller spindoktorer bliver ofte betegnet mørkets fyrster. De holder sig i baggrunden og undgår pressens søgelys, men sådan er det ikke længere. Flere særlige rådgivere er nemlig kommet ud af deres skjul og påtager sig i dag en mere aktiv rolle i samfundsdebatten.

”Fra at leve i skyggen og prøve at undgå, at nogen vidste, hvem vi var, så er der nogen af os, som har påtaget os en mere proaktiv rolle og udadvendt rolle, hvor vi også selv står på mål for det politiske projekt. Det har også meget med sociale medier at gøre. Jeg synes, at det virker mærkeligt ikke at bruge den platform, som sociale medier er, til at stå på mål for vores minister og regeringens politik.”

“Politik handler også om at udfordre sit system og kæmpe nogle politiske kampe, som driver organisationen i den retning, som man ønsker den skal. Den særlige rådgiver udfylder her en vigtig funktion, idet man er sin ministers ambassadør overfor systemet”, siger Mark Thorsen.

Hans primære opgave er at assistere Inger Støjberg, men han arbejder også tæt sammen med de ordfører fra Venstre, som skal stå på mål for de beslutninger, som foretages i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, hvor Mark Thorsen og Inger Støjberg har deres daglige gang.

”Jeg har også en bindeledsfunktion i forhold til partiet. Når en ordfører eksempelvis skal ud at forsvare et initiativ, vi har taget, så er det mig som skal videregive, hvorfor vi har truffet den her beslutning.”

Den særlige rådgiver er ikke uundværlig

Selvom den særlige rådgiver tjener en vigtig funktion for sin minister, erkender Mark Thorsen også, at han ikke er uundværlig. Kultur- og kirkeminister, Bertel Haarder, har eksempelvis ikke nogen særlige rådgiver. Han er dog den eneste af Venstre-regeringens ministre, som ikke har valgt at ansætte en særlig rådgiver.

”Den særlige rådgiver er jo ikke uundværlig. Et ministerium, som ikke har en særlig rådgiver, der er det jo så bare pressechefen, eller hvem det nu er, der tager telefonen. I forhold til den politiske rådgivning, der må du så undvære det, som man kan kalde den partipolitiske rådgivning, fordi det kan embedsværket ikke udføre.”

Det er en vigtig sondring, hvilken rådgivning man modtager, hvis man har en særlig rådgiver, og hvis man ikke har en særlig rådgiver. To ting adskiller den særlige rådgiver fra embedsværket.

”Opgaverne vil blive løst med et andet udgangspunkt, fordi der ligger jo i den særlige rådgivers rolle, at vi ikke er underlagt et krav om at være partipolitisk neutral. Jeg må jo gerne fremme Venstres sag fra den position, som jeg har. Det må alle de andre embedsmænd ikke. Og jeg er jo også personligt bundet op på, hvis Inger ikke er minister, for så har jeg heller ikke noget job. Og det er klart, at det giver jo en loyalitet, kontra en ministerielt ansat pressechef, som skal være mest loyal over for dem, som har ansat vedkommende. Det er jo ikke ministeren.”

Det skal du være god til, hvis du vil være særlig rådgiver

Drømmer du om at gøre karriere på Borgen og blive særlig rådgiver, er der nogle helt fundamentale ting, som du skal have flair for. Du skal være analytisk stærk og kunne forudsige den politiske udvikling. Du skal hele tiden orientere dig i det politiske landskab og vide, hvor de enkelte partier bevæger sig hen.

Det, som er det vigtigste, er, at man kan forholde sig analytisk til politik. At man ikke bare er et politiske menneske, som mener det samme som sin minister, men man på en struktureret måde kan se politiske forløb for sig og forudsige, hvordan man forventer ting vil udspille sig. Når man præsenterer sin analyse for en minister, og man skal anbefale A eller B, skal man kunne argumentere for, hvorfor man tror, at hvis vi gør A, så vil det forløbe på den måde, og hvis vi gør B, så vil det forløbe på den måde. Og til syvende og sidst er det jo så ministeren, der skal træffe det endelige valg. Den særlige rådgivers opgave er at give så stor sikkerhed for, hvordan man tror, at noget vil spille sig ud. Det skal man kunne, og det kræver, banalt, at man skal følge meget med. Du skal interessere dig meget for, hvad det er for nogle positioner, som partierne indtager, og om der er nogle, som er ved at rykke sig.”

 

Jeppe Karlsson

Jeppe har stor interesse for politik, medier og mennesker. Han er altid på udkig efter den gode historie, der kan inspirere og motivere hans læser. Til daglig er han journaliststuderende på RUC og har tidligere arbejdet med PR og tekstforfatning hos Frivilligcenter Odense. Kontakt: jk@talentguiden.dk

More Posts

Follow Me:
Twitter