Relevant erhvervsfaring er typisk et krav til de fleste stillinger. Du skal til at søge dit første studierelevante job eller praktik, men hvad kan du egentlig bidrage med af evner og kompetencer? Det virker håbløst at skrive en god ansøgning, og du har nærmest givet op på forhånd.

Hvis du kan nikke genkendende til dette, har vi gode nyheder. Du kan nemlig meget mere, end du tror! Du skal bare lære at sætte dine tidligere jobs i et nyt lys og vende dem til relevant erhvervserfaring. Måske tror du, at det du har lavet tidligere er ligegyldigt for det job du søger nu, men du har faktisk fået vigtige kvalifikationer, som din fremtidige arbejdsgiver leder efter. Her er et par eksempler:

Ekspedient – skab hurtigt relationer

Du skal ikke undervurdere evnen til at skabe gode relationer med fremmede mennesker. Det gør dig i stand til at netværke, sætte dig hurtigt ind i nye teams på arbejdet, og du er tryg ved at snakke med kunder eller andre samarbejdspartnere. Disse eksempler får dig til at fremstå udadvendt, og du kan klare jobs, hvor du skal interagere meget med andre mennesker. Måske har du en lille sælger i maven, hvilket altid kan komme dig til gode i studierelevante jobs.

Tjener – bevar overblikket

Du er vant til at arbejde under stort pres, når der er fuldt hus i restauranten, caféen eller baren. Gæster, manager og kollegaer hiver i dig fra alle sider, men du bevarer overblikket og er imødekommende over for alle. Med andre ord kan du holde flere bolde i luften på samme tid (prøv dog at undgå denne formulering, da det er blevet en kliché). Du er samtidig et tålmodigt menneske, der kan håndtere at lytte til utilfredse kunder og mærkelige forespørgsler fra gæster. Uanset hvor urimelige eller uretfærdige de er, kan du håndtere dem med et smil – du finder hurtige løsninger under pres.

Butiksmedarbejder – strukturer opgaver og tid

Hvordan kan det være relevant at fylde varer op og rydde op i butikken? Det er der flere grunde til. For det første er du vant til at begå dig i en organisation. Du ved altså, hvordan afdelingerne hænger sammen, og hvordan hierarkiet fungerer. Derudover har du lært at strukturere og prioritere din arbejdstid – hvilke varer skal sættes ud hvornår, og hvad er vigtigst i forhold til at holde afdelingen pæn og kørende? Du kan arbejde med deadlines, for der er jo ingen gode undskyldninger for en rodet afdeling eller en butik uden nye varer.

Generelt er det altid en god ide at komme med konkrete eksempler på dine kompetencer. Artiklen har forhåbentlig givet dig nogle ideer til, hvordan du skal vende dine ellers kedelige studiejobs til noget relevant erhvervserfaring.

Har du andre gode eksempler på jobs eller opgaver, der kan vendes til noget relevant? Skriv dem endelig i kommentarfeltet, så vi kan udveksle gode råd og fif til jobsøgningen.

Læs mere: Hvad forventer direktørerne af morgendagens talenter? Morten Ry, COO hos Deloitte

Avatar

Sofie Hansen

Sofie er skribent hos Talentguiden og skriver både portrætter og karrieretips. Hun er uddannet cand.merc.kom på CBS og arbejder nu som projektkoordinator hos CUBES Software.

More Posts

Follow Me:
LinkedIn