At pendle kan være en kedelig affære, men hvis man forstår at udnytte tiden, kan rejsetiden faktisk være nyttig. Denne artikel giver dig 5 tips til at få mest muligt ud af tiden, når du er på farten.


Er du en af dem, som har valgt at pendle til dit studie? Det kan der være mange årsager til, men den kedelige tid i tog og bus er nok ikke en af dem. Forsinkelser, proppede toge og lang transporttid er hverdagskost for pendlerne. Dog kan transporttiden være nyttig, hvis man forstår at udnytte tiden. Få fem tips her.

Gør rejsetid til studietid

I de fleste tog er der Wi-Fi, og derfor god mulighed for at få læst og lavet opgaver til studiet. På den måde er du fri for at skulle læse, når du kommer hjem, og du kan nyde din aften, selvom du måske er sent hjemme.

Slap af med god samvittighed

Hvis du ikke kan koncentrere dig om at læse i toget, er turen også en god undskyldning for at få slappet af. Tag høretelefoner på og hør din bedste playliste, lyt til en podcast eller måske se en serie eller en film på Netflix. Læn dig tilbage med god samvittighed og nyd turen. På den måde får du slappet af på en måde, som du måske ikke havde gjort derhjemme, hvor du skal nå tusind ting.

Udnyt det sociale fællesskab

Snak med andre pendlere fra dit studie. Måske de pendler samme strækning eller blot noget af samme strækning som dig. Hvis man har nogle at følges og snakke med, føles tiden i toget ikke nær så lang. Samtidig er det en god måde at lære dine medstuderende at kende.

Tag en velfortjent kaffepause

Hvis du som mange andre ofte kommer lidt for sent ud af sengen, og valget står mellem at nå et bad eller nå morgenmaden, er det ofte morgenmaden, som bliver valgt fra. Der er gode råd heldigvis ikke dyre. Smør en hurtig mad og hæld kaffen i en termokop. Du har god tid til at nyde maden og kaffen i toget.

Få has på hængepartierne

Fik du ikke lige svaret mormor på, om du kunne komme til hendes fødselsdag næste lørdag, eller mangler du at overføre penge på MobilePay til din veninde for maden i går? Måske kunne det være fedt at have en indkøbsliste klar, når du om en time svinger forbi supermarkedet på vejen hjem fra stationen. Uanset hvad du har glemt eller ikke lige nået, kan meget af det ordnes på mobilen i toget. På den måde har du færre ting at huske på, når du kommer hjem.