Toke Kruse er et navn, du måske har hørt før, hvis du har holdt dig en smule opdateret i det danske iværksættermiljø. Med baggrund som foredragsholder, forfatter og iværksætter på femtende år har Toke tilegnet sig erfaring med både succesfulde og mindre succesfulde virksomheder. Sammenlagt har Toke Kruse stiftet ti virksomheder, som henholdsvis har været repræsenteret i mere end 176 forskellige lande.

Jeg er ikke på arbejde, når jeg er arbejde. Det er en hobby for mig.

Artiklen fortsætter under grafikken

 

Toke Kruse

Alder: 33 år LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/tokekruse/da Bachelor: Kommunikation, Strategi & Erhvervsøkonomi hos CBS Kandidat:  Cand.IT med speciale i e-business hos ITU Nuværende stilling:  Bestyrelsesformand hos Billy Tidligere erfaring:  Relation Technology, Addealing.com og Token Største succes:  Billy

Lysten til at skabe sit eget

Toke Kruse har altid haft en lyst til at skabe sit eget: ”lysten til at drive sit eget, det har fyldt meget fra start”. Idéen om at skabe sit eget, være herrer over typen af arbejdsopgaver, og det at man selv står til regnskab, når noget går galt (og går godt), lagde kimen for Toke til at blive iværksætter: ”Det jeg allerbedst kan lide ved at være selvstændig, er den frihed der følger med, og at jeg ikke er på arbejde, når jeg er på arbejde. Det er en hobby for mig”.

Tokes første iværksættereventyr var et webbureau ved navn Relation Technology, som udviklede software til webshops og it-portaler samt håndtering af online markedsføring. Webbureauet solgte han i sommeren 2015 efter ti år til Creuna, som var en større spiller på markedet, der ledte efter de kompetencer, som Relation Technology besad. Toke så gerne at Relation Technologies skulle rykke til det næste niveau, og det viste sig at kunne lade sig gøre ved at sælge til Creuna. Du kan læse mere om salget af Relation Technology her.

Tokes lyst til at skabe og de mange iværksættereventyrer, han har begivet sig ud på, har medført hans titel som serieiværksætter og kendt foredragsholder i Danmark. Med mange års erfaringer i virksomhedsopstart sørger Toke for at dele lystigt ud af den viden, han har indsamlet sig gennem årene. Dette har ledt til, at Toke har skrevet fire bøger, og desuden har været enorm aktiv som ekspertblogger på iværksætterforummet Amino.dk, Finans.dk og ikke mindst hans egen iværksætterblog TokeKruse.dk. Det har gjort ham til Danmarks mest læste iværksætterblogger.

Omgiv dig med mennesker, der ved noget, du ikke ved

Billy er det nye hjertebarn

I dag, 15 år efter at Toke har stiftet sin første virksomhed og yderligere ni virksomheder, ligger han alt sin tid og energi i Billy, som er hans nye hjertebarn, et regnskabsprogram til små- og mellemstore virksomheder, som han stiftede i 2010. Billy har med over 24 ansatte, fem år på markedet, omkring 5.000 betalende brugere og vækst fra dag 1 været en stor succes.

Toke er i dag bestyrelsesformand i Billy, hvor han tjener som den kreative drivkraft bag virksomheden. Udover at Toke beskæftiger sig med Billy, ser vi også et højt engagement fra Toke på hans iværksætterblog TokeKruse.dk, hvor han tilbyder blogindlæg, interessante bøger og foredrag. På bloggen kan du finde fortællinger, om alt lige fra udfordringer fra, da Toke gik i folkeskole til beretninger om Tokes største iværksætterfiaskoer- og succeser.

At tage til USA var en succes for mig, da det ikke er noget, man lige gør

De største udfordringer

”Oftest har jeg startet en virksomhed, hvor jeg har startet den for tidligt i et marked, som ikke har været modent – det vil sige, man kan have en rigtig god idé, men det er ikke sikkert, at markedet er klar til at købe ind på den.” Toke lærte på den hårde måde, at det med at skulle markedsføre et nyt produkt til et nyt marked kan blive meget omkostningsfuldt og samtidigt byde på en række udfordringer. Efter et par år i iværksættermiljøet fik Toke dog et øje for markedsføring og lærte, at man skal vægte sine forhold og ressourcer, inden man begynder at allokere store dele af sin kapital til et specifikt formål.

Faktisk skabte en af Tokes udfordringer, eller rettere problematikker, grundlaget for Billy: ”Da jeg startede Billy var det rigtig besværligt at have styr på ens indgående salg og udgifter samt indgående moms, hvilket var derfor, jeg greb lige præcis den problemstilling og sagde, den vil jeg gerne løse ”.  Dette er et klassisk eksempel på, hvordan et problem blev til en mulighed for Toke. Toke så, at et led i regnskabsføring for virksomheder var problematisk, uoverskuelig og kedeligt og valgte at skabe et produkt, der kunne simplificere processen og hjælpe danske virksomheder med at gøre deres hverdag nemmere.

I takt med at drive Billy valgte Toke at rejse til Silicon Valley i USA for at skalere virksomheden til et langt større marked: ”At tage til USA var en succes for mig, da det ikke er noget, man lige gør. Der er rigtig mange ting, der skal falde i hak, inden det kan lade sig gøre”. For en mindre dansk virksomhed er det en stor udfordring at rejse til den anden side af Atlanten. Ikke nok med at man skal have et unikt produkt, da udbuddet af produkter på det amerikanske marked allerede er stort, skal man også have styr på alt det formelle papirarbejde, der ligger bag et sådan flyt samt selv sørge for finansiering af skaleringen.

Tre gode råd hvis du vil starte virksomhed

1. Brug pengene med omhu, og invester i markedsføring. Således at virksomheden ikke bruger alle sine penge på at udvikle et fantastisk produkt, men der er ingen forbrugere, der kender til produktet. Man kan bruge sine ressourcer på enten at lave produktet eller bruge pengene på at markedsføre produktet. En kombination af begge er, hvad der fremkommer hos Billy, hvor de har et stærkt produkt, der er under konstant videreudvikling, men som også bliver markedsført heftigt.

2. Omgiv dig med mennesker, der ved noget, du ikke ved, så dit team har komplementære evner, og lad være med at sidde alene med din idé. Komplementære evner i et team eller virksomhed vil oftest føre til et større udbytte af arbejdskraft, magt og kompetencer i virksomheden. Ligeledes vil du kunne få værdifuld sparring, hvis du sidder med en god idé.

3. Du skal ikke bygge et produkt uden at vide, hvorvidt der er interesserede købere/kunder. Kom hurtigt ud til markedet for at finde ud af, hvad det er, brugerne gerne vil have. Mange virksomheder begår den fejl, at de antager, der er et marked for deres produkt uden egentligt at bekræfte det. Toke foreslår, at man som virksomhed er tidligt ude med en prototype af ens produkt, og starter en dialog med den type kunde, man regner med, vil bruge ens produkt.

Ved at skabe en dialog med det markdessegment du ønsker at ramme, får du brugbar viden om eventuelle mangler eller fejl ved dit produkt. Toke gør dog opmærksom på, at nogen gange ved brugerne ikke præcist, hvilket produkt de vil have, før de ser det, og henviser til Henry Ford med et smil på læben, der byggede en bil til en kundegruppe, der ville have hurtige heste.

 

 

Bastian Broby Glavind Hansen

Bastian har stor interesse for iværksætteri og marketing og er partner i myVet.dk. Til dagligt læser han på CBS og skriver om sociale medier, netværk og marketing for Talentguiden. Kontakt: bb@talentguiden.dk

More Posts - Website

Follow Me:
LinkedIn