Søren er en af dem der vægter praktisk erfaring højere end studiet. Læring og udvikling er noget af det vigtigste for den unge CBS’er. Med topkarakterer og masser af timer på relevant studiejob hos bioscience virksomheden Chr. Hansen, kan man roligt sige at Søren er på vej mod toppen. Men hvad er toppen for Søren? Det, hans drive og masser andet får du svar på i denne artikel.

Søren Jul-hansen

Alder: 22 år

LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/soerenjul/

Bachelor: HA Almen (CBS)

Kandidat: Cand. Merc. FIR

Nuværende stilling: Studentermedhjælper hos Chr. Hansen

Tidligere erfaring: Studentermedhjælper hos FLSsmidth

Mest kendt for: Drive og Teamwork

Største succes: Bachelor projekt i samarbejde med Chr. Hansen og hvis resultater blev brugt i praksis.

Fortæl om din uddannelse og de valg du har taget gennem din bachelor og kandidat. Hvad har de betydet?

I virkeligheden var det lidt tilfældigt at jeg endte på HA. Jeg havde ikke en helt sikker retning i livet, så det var vigtigt for mig at vælge en uddannelse, der ikke ville begrænse mig. Det gjaldt både i forhold til hvilken type arbejde, hvilke brancher og hvor i verden man kan arbejde.

Heldigvis viste det sig at være helt rigtige valg for mig. Det miljø jeg mødte på CBS, var meget inspirerende for mig. For første gang var jeg for alvor blandt studerende, som jeg kunne identificere mig selv med og udvikle mig sammen med.

På CBS oplever jeg ingen jantelov. Du må være lige så dygtig du har lyst til, og kulturen ansporer dig til at udnytte dit fulde potentiale.

Og så har det samtidigt været skide sjovt.

Jeg valgte meget tidligt i mit studie at finde et studierelevant arbejde. Jeg har altid holdt af at udføre et stykke arbejde, hvor man kan se den værdi man skaber. Derfor har det akademiske ikke vejet tungest i min udvikling. Snarere har det været at arbejde i hjertet af en stor organisation, og prøve kræfter med nogle fantastisk spændende og ægte problemstillinger.

På skolen kan der være flere hundrede elever om en enkelt underviser, hvilket gør det svært at få feedback. I stedet har jeg fundet den samme faglige kvalitet har jeg fundet blandt mine kolleger. Som eneste studentermedhjælper i afdelingen, har jeg fået masser af feedback og mesterlære fra mange forskellige profiler, hvor kun min læring har været i centrum.

Hvilke forventninger havde du før dit valg af uddannelse, og hvad ville du gerne have vidst inden?

Jeg havde faktisk ikke så mange forventninger til HA. Dem jeg havde var mest forventninger til en international uddannelse, der gav mig mulighed for at arbejde globalt, og for at studere sammen med andre kvikke hoveder.

På den anden side ville jeg gerne have vidst hvor essentielt, det er at komme godt fra start på CBS. Dine karakterer på første år er altafgørende for dine muligheder for studiejob og udveksling.

Jeg ville gerne også have vidst, at der faktisk er rigtig mange muligheder for at dygtiggøre sig selv – allerede inden man starter. Eksempelvis i forhold til de jobs man vælger i sit sabbatår.

Hvordan tilegner du dig professionel erfaring? Hvilke professionelle/frivillige stillinger har du haft og hvordan fik du dem?

Jeg fik mit første studierelevante arbejde umiddelbart efter første år på min HA. Jeg gik specifikt efter de store internationale virksomheder. Derfor startede jeg i marketing hos FLSmidth. Her oplevede jeg for første gang erhvervslivet helt tæt på.

Mine arbejdsopgaver var primært at assistere projektlederne med alt fra datavedligehold til markedsanalyser.

Et år senere søgte jeg videre og endte i finansafdelingen hos Chr. Hansen. Der blev jeg mødt at en helt flad organisationsstruktur, og et sted hvor der blev stillet meget store krav. Hos Chr. Hansen er der et stort fokus på min udvikling, og jeg får løbende den nødvendige rådgivning og træning.

Jeg har arbejdet på alle niveauer i virksomheden. Både helt ned i det operative, så vel som helt op i det strategiske. Det har været vigtig læring at gå fra bogholderiet, til at skulle have det store overblik i områder som prissætning og udfordring af budgentagelser.

Hvordan balancerer du mellem uddannelse, studiejob og andre aktiviteter? Hvad er vigtigst?

Jeg prøver aldrig at spilde tiden. Jeg arbejder rigtig meget, og har samtidigt en ambition om at holde et godt karakterniveau. Derudover har jeg været introvejleder på HA, er i gang med at etablere et studenternetværk i Chr. Hansen og er i dialog med et par kammerater om at udvikle et produkt til den virksomhed vi drømmer om at starte.

Det betyder ikke at jeg aldrig har det sjovt. Jeg gør meget ud af at se både venner og familie, i hvert fald et par gange i ugen. Derfor har jeg virkelig været nødt til at strukturere min tilværelse. Der skal hele tiden prioriteres, og jeg skal være skarp på hvordan min kalender ser ud – helt ned til timeniveau. At bruge en dag foran fjernsynet er i hvert fald helt udelukket.

Jeg kobler af, når jeg er sammen med venner og familie, og når jeg styrketræner. Derudover ser jeg ikke en adskillelse af arbejde og fritid i mit liv. I stedet er det hele er vævet sammen, og hvor det bare er en del af min livstil at arbejde meget og have mange bolde i luften. Kombinationen af arbejde og fritid er noget jeg rent faktisk nyder. Jeg er i virkeligheden nok mere typen der bliver stresset, når jeg ikke har noget at lave.

Søren Jul-hansen

Søren er ansvarlig for etableringen af et studenternetværk i Chr. Hansen.

Hvad motiverer dig til at nå dine mål?

Det motiverer mig rigtig meget, at jeg har gjort mig fortjent til at bevæge mig rundt blandt de dygtigste og mest engagerede hjerner. Jeg nyder virkelig at have dagligdag blandt mennesker, som virkelig har noget at byde på, og som gerne vil lære fra sig. Jeg kan se effekten af bare at være med. Jeg lærer nemlig rigtig meget af bare at overhøre interessante samtaler på min arbejdsplads eller på studiet.

For mig handler det om at se hvor langt potentiale rækker. Hvor meget værdi jeg er i stand til at bidrage med, og hvor kan mine kompetencer gøre den forskel. Med andre ord, handler det om at jeg gerne vil blive den bedste udgave af mig selv.

Hvad vil du gerne lære mere om?

Der er mange ting jeg gerne vil blive bedre til. Problemet er ikke at finde på ting jeg gerne vil lære, men mere at finde tiden til at lære dem.

Højt på listen står eksempelvis at blive bedre til at programmere. Det er jo ikke noget man typisk lærer på hverken HA eller cand.merc.fir. Programmering er virkelig noget som gør livet meget lettere, når man arbejder med store mængder data.

Derudover er jeg meget nysgerrig af natur, og følger med i et bredt spænd af nyheder og artikler. Jeg kan sagtens finde på at bruge en aften på at læse om eksempelvis olieboreplatforme, forskning i ny medicin, eller sociologiske undersøgelser. På den måde bliver man også ret god til bezzerwizzer.

Har du en karriereplan? Hvordan planlægger du den? Og hvor fleksibel er den?

Jeg har efterhånden lagt flere hundrede karriereplaner. Jeg nyder at fantasere om alle de muligheder jeg har i fremtiden. Derfor bruger jeg meget tid på at regne ud, hvad der er rigtigt for mig, men det er virkelig svært.

Jeg har nok besøgt samtlige CEO og CFO C20 profiler på LinkedIn, for at danne mig et overblik over hvad jeg skal gøre for at nå toppen.

Men hvad betyder toppen egentlig? For mig er det meget skiftende. Jeg tror på at det kun er fantasien der sætter grænser, hvis du arbejder hårdt nok for det.

Nogle dage har jeg lyst til at fortsætte hele min karriere i Chr. Hansen. Jeg mener oprigtigt m at det er en fantastisk virksomhed. Deres langsigtede strategi er næsten helt perfekt, og passer ind i de megatrends og globale udfordringer man ser i dag. Det inspirerer mig rigtig meget i mit daglige arbejde.

Derudover er der dage, hvor jeg drømmer om at prøve kræfter med livet som konsulent, men mest af alt drømmer jeg om at starte egen virksomhed. Det afspejles også i min karriereplan.

Det overordnede mål lige nu er nok at suge så meget viden til mig, at jeg en dag vil føle mig klar til at kunne stå på egne ben. Derefter udvikle et produkt der kan skabe værdi i min omverden.

Hvordan har mentorskaber og rollemodeller været med til at forme dig?

Der er rigtig mange mennesker jeg ser op til. Det både andre studerende, undervisere, kolleger, store figurer i erhvervslivet, opfindere osv. Jeg har været heldig og have haft nogle virkelig dygtige vejledere undervejs – både personligt og fagligt.

Eksempelvis har jeg haft den tidligere CFO i Chr. Hansen som underviser på CBS. Det har altid været ekstremt givende at møde, og at kunne trække på så mange års erfaring omkring noget, som jeg er interesseret i.

Jeg har også altid haft rigtig gode forhold til mine chefer. Jeg nyder derfor godt af deres interesse i at jeg dygtiggør mig. Din chef er jo typisk i den stilling, som du gerne vil ende i en dag. Derfor er jeg sikker på at det er en god ide at dit forhold til din chef er prioteret højt.

Jeg får også rigtig meget ud af at sparre med mine medstuderende omkring deres studiejobs. På den måde kan man faktisk få god indsigt i andre industrier og andre måder at løse opgaver på.

Derudover har jeg flere, som jeg er i dialog med når jeg er på arbejde. Eksempelvis når jeg lige skal have et tip til at løse en excelformel, eller til en præsentation af et dataset.

Hvordan adskiller du dig fra andre studerende? Hvorfor er du ekstraordinær?

Under mit studie har jeg haft et stærkt fokus på at få mest muligt ud af tiden. Jeg har lært, hvordan jeg mest effektivt forbereder mig til mine eksamener, og hvordan jeg lærer bedst når jeg studerer. Jeg har også lært hvordan man får de rigtige opgaver på jobbet, så jeg bliver dygtigere til både jobbet og studiet på en gang.

Mest af alt tror handler om min måde at udfordre mig selv på. Jeg er ofte ude af min komfortzone, hvilket er fordi jeg aldrig nej til muligheder. Det betyder at jeg ofte finder mig selv på dybt vand. Det er nemlig der hvor jeg virkelig lærer mig selv at kende, og udvikler mine stærke og svage sider. Jeg fokuserer på muligheder og ikke begrænsninger.

Søren Jul-Hansens 3 bedste studie- eller karriereråd til ambitiøse studerende?

  • Vær modig. Jo mere du sætter dig for jo mere når du også. Sæt høje mål og kast dig bare ud i det hele på en gang.
  • Vær opsøgende. Folk vil gerne hjælpe dig. Er du 100% ærlig omkring dine ambitioner, styrker og svagheder, kan du brug og udvikle dit netværk. Brug din nysgerrighed og stil spørgsmålstegn ved alt.
  • Fokuser. Det du fokuserer på vokser. Om du er til fest, på arbejde eller hjemme hos familien, så vær nærværende og engageret. På den måde fortryder du aldrig de ting du bruger din tid på.

Bjarke Bierring Kristoffersen

Bjarke er Talentguidens ansvarlige for indhold og marketing. Han læser til dagligt sin kandidat på CBS, og har en stor interesse for iværksætteri, strategi og kommunikation. Kontakt: bk@talentguiden.dk

More Posts

Follow Me:
LinkedIn